Hvad gør det så svært at ændre MÅDEN, vi tænker på?

Nu tænker du måske, at det da må være let nok?
Jeg kan da tænke på alt muligt forskelligt.

Ja!
Og det er ikke det, mit første spørgsmål handler om. Jeg inviterer ikke til at ændre HVAD, du tænker på men måden…

Hvis, jeg nu spørger dig om, hvad der gør det så svært, at ændre måden du går på, så ville de færreste høre det som om, at det handler om at gå forskellige steder hen?

“Jeg går vel bare, som jeg nu går?”

Du går, som du har lært, trænet og øvet det ufatteligt mange gange. Hvis du nogensinde er blevet fysisk skadet på en sådan måde, at du simpelthen MÅTTE ændre måden, du gik på, så kan du måske genkende at meget – eller næsten alt i din hverdag – blev påvirket af det?

Hvis du så lige forestiller dig, at måden, du tænker på, radikalt blev forandret!
Så vil forandringen være massiv…

Tænker alle mennesker på samme måde?

Jeg har siden, jeg var helt ung, interesseret mig for “måder” at gøre noget på. Det begyndte med, at jeg undrede mig over, “om alle mennesker mon tænkte på samme måde?”

Hvad nu hvis jeg var blevet født i et område af verden, hvor ingen kendte til logisk tænkning? Ville min måde at tænke på, så have været ubrugelig, forkert eller unyttig?

Med det tog min livslange undersøgelse af tænkningens natur sin begyndelse. Meget hurtigt gik det op for mig, at det at tænke betyder at bevæge sig: At måder, jeg tænker, på ikke kan adskilles fra måden jeg i øvrigt ellers bevæger mig på.

At tænke er noget kropsligt. Det peger på måden, jeg handler på i alle sine aspekter.

Vi taler gerne om hvad, vi tænker på og ikke om at ændre tænke-måden

Mange mennesker har – om ikke andet ind imellem – “ondt i livet”. Så opsøger de hjælp. Måske lander de hos en terapeut, en psykolog eller en god ven. og så taler de om det.

Det kan nogle gange hjælpe nogen tid. Stort set ingen stiller i den situation spørgsmål til, “hvordan de tænker? Samtalen handler om “hvad vi tænker om hvad”. Måske med den tvist, at “vi måske kan se på “det” sammen fra nogle andre perspektiver?”

Tænkemåden ændres der ikke på. Og hvis du spørger mig, så er lidelsen, som opleves, bundet til netop måden.

Tænk på det at skulle lære at dreje i keramik!
“Jeg vil lave en kop!” siger en begynder. Og sætter sig med en klump ler og lægger an. Måske er der en øvet keramiker, som hjælper lidt på vej.

Så viser det sig, at det ikke er lige så let at gøre, som det ser ud til. Hver gang, det er lige ved at lykkes, falder det, som skulle blive til en kop, sammen. Om det er en tekande, en kop, en tallerken, en vase.. eller hvad som helst, der skal drejes. Det er fuldstændigt ligegyldigt. Det hele betinges af måden, der drejes på, måden leret æltes på, måden leret udvælges på etc.

Lidelsen og ærgrelsen beror ikke på “emnet”, men på måden, vi bevæger os på.

Hvordan tænke på en ny måde, når jeg er fanget i den gamle?

Kan du erkende, hvordan du tænker?
Det er de færreste i stand til! Og det er også et meget vanskeligt spørgsmål.

Hvordan i alverden skal jeg iagttage måden, jeg tænker på, når måden, jeg vil iagttage det på, er den samme som det, jeg vil iagttage?

Det vil svare til at se sig selv ind i det samme øje uden at anvende et spejl, eller at kysse sig selv på munden uden at lade læberne møde andet end sig selv.. Det kan ikke lade sig gøre!

Kan jeg så få øje på måden, jeg tænker på, ved at blive præsenteret for en radikal anderledes måde at tænke på?

Heller ikke umiddelbart.
Når jeg møder noget, jeg ikke kender, så møder jeg det jo med den måde, jeg har lært at tænke på! Det er sådan, jeg “forholder” mig til det.

Til de fleste måder at tænke på hører det, at kunne bedømme noget, som “noget”: Der er en “bil”, “en fugl”, “en flot mand/kvinde”, “noget som er vanskeligt”, “nu har vi et skænderi”.. etc. sådan er vores sprog opbygget.

Det beskriver, hvad noget er og gør!

Møder jeg mennesker, som bevæger sig med hinanden, har jeg lært at skelne imellem om de danser, slås, elsker, samtaler, konkurrerer etc… Jeg trækker med det samme bevægelse ind i en form. “Ahh det er DET de gør”. Jeg får det jeg ser til at ligne noget “kendt”.

Med “kendt” mener jeg, noget, jeg har bedømt før og har “lært” at bedømme på den rigtige måde.

Stor modstand mod den ændring!

Helt på samme måde vil det være, hvis vi præsenteres for en anderledes måde at tænke på. Vi søger spontant at få det til at passe med noget, vi kender. Og hvis det ikke kan “passe”, så virker det “underligt, skørt, forkert, mærkeligt, og fremmed”.

Der er med andre ord en voldsom modstand indbygget i at ændre tænke-måde. Det handler om, at vores måde at tænke på, er fuldstændig afgørende for vores evne til at opretholde vores integritet SOM “os selv”.

Måden at tænke på er knyttet til “integritet” og “bias”.

Menneskers måder at tænke på er formet af- og i- de kulturer og samfund, de vokser op- og lever- i. Det gøres igennem opdragelse, uddannelse, religion, ideologier, politik, belønning og straf, regler og uendelig megen “bias”. “Bias” handler om, at der er noget, som er “forventet og forudsat” i enhver interaktion. Der hører forskellig bias til forskellige interaktioner.

En bias kan f.eks. fungere som, at en terapeut forventer at kunne “hjælpe” sin klient. Bias udtrykkes også ved at terapeut og klient skal blive i “rollerne”.

Det med at kunne spille passende roller, til passende situationer handler om Bias.

Hvis nu, et menneske vil ændre på sin tænkemåde, så VIL det kollidere med den forventede adfærd og orden.

Når mennesker udvikler Alzheimer, så ses det ved, at de begynder at vise en adfærd, som rammer ved siden af. I og med at de mister væsentlige færdigheder til at huske, kan pårørende få en følelse af, at “de mister dem”.
Det gør de også! .. De mister et “selv”.

Når jeg skriver om at ændre måden at tænke på, så tænker jeg naturligvis ikke på at fremprovokere Alzheimer 😉

Jeg benytter kun eksemplet for at illustrere, hvor voldsom en forandring det kan føre med sig, at ændre på måden vi tænker på.

Lad “Selv” blive hjemme

Invitationen i Tantra handler om måden, vi bevæger os på – og i samme åndedrag: Tænker på.
Den inviterer til at miste “et selv”. Dvs. at se dets illusoriske natur.

“Åh nej, hvad er jeg så uden et selv? Bliver jeg så et umælende får, som følger med flokken?”

Kan du høre alle de indvendinger og advarsler, som det tænkte selv øjeblikkeligt disker op med, for at passe på sig selv?

Tantra peger på, at “Selv” fungerer som en ide, hvis funktion det er at “binde” i ordentlighed, tilpasning, pligt, skyld, ambition og angst. Frem for alt: Også at binde i ejerskab.

Det er for mig interessant, at Tolkien – du ved ham med “Hobitten” og “Ringenes herre” – opfandt et “selv”, som var fuldstændigt besat af at eje “Ringen”. Så forgabt i den ambition og binding, at han forvandledes fra en sød venlig Hobbit, til et grådigt, modbydeligt og ynkeligt, slesk, monster.

Heltene i Tolkiens fortælling, var de helt almindelige hobitter, som drog ud på eventyr med et nysgerrigt sind og villige til at lægge det ordentlige og nydelige Herred tilbage. Vel at mærke uden at vide eller at kunne regne med at komme levende tilbage.

Er det ikke fantastisk! Der ligger virkelig megen “Tantra” gemt i disse fantastiske eventyr. Det er ikke så mærkeligt, idet Tolkien brugte hele sit liv til at studere fremmede sprog og kulturer, og må have opdaget, hvordan sprog spejler måder at tænke på.

Jeg slugte hans bøger som ung mand, og læste dem siden højt for mine børn.

Hvordan inviteres vi til at ændre måden, vi tænker på?

Det gør vi af et menneske, som tænker på en anderledes måde. – Eller endog på flere forskellige måder.

Meget ofte vil vedkommende “se på det meste, på en anden måde”. Altså ikke bare fra en anden vinkel, men på en helt anden måde.

Der vil intet være af det, han/hun siger, du skal regne som “sandt”. Det hører til at få øje på forskellige måder at tænke på, at opgive illusionen om sandhed, som noget, der kan beskrives.

… Og det sker ved, at du bringes ud af “fatning”. Du forstyrres, rystes, irriteres og vil ofte søge at kæmpe for at holde fast i det, du kender.

Dit SELV tror, at det kan dø…og det kan være meget stædigt.
Hvis du vil ændre måden, du tænker på, går det ikke at være bange for at dø. (Gollum er frygtelig bange for at dø) .

Samtidig erfarer du, at der er “noget”, som virker rart, tiltrækkende, og “let”. At ordentlighed og moral ikke bare smides ud, men erstattes af en anden måde…

I Tantra kaldes det for “Medfølelse” – I den systemiske tænkning for “Anerkendelse”… … Og hvis du nu tænker: “Det kender jeg godt” 😉 så er det stemmen fra din kendte måde at tænke på, der giver lyd.

… Og sådan begynder eventyret, som vil ændre alt

Hvad ,der også er nødvendigt, er, at det hele har undersøgende og IKKE underholdende karakter. Det er begyndelsen på et eventyr. Et rejse du ikke vender tilbage fra.

Eventyr mestrer vi bedst i fællesskaber. Her er forskellighed en stor fordel.

“Bilbo blev aldrig den samme igen… “ som Tolkien skrev i “Hobitten”

Hvis du virkelig vil noget andet end underholdning – og er nysgerrig på, om det er muligt at ændre måden du tænker- og bevæger dig på, og dermed hele den måde, du lever på?
Så tag kontakt! Det er det vi gør sammen. Og det er ganske enkelt et forrygende eventyr at drage ud på!