Er ændring af tænkning muligt? Altså ikke hvad du og jeg tænker på, men hvordan vi tænker? Det har en hel del med Tantra at gøre.

Ud af hovedet og ned i kroppen?

Et af de mest brugte udtryk indenfor moderne spiritualitet udtrykkes som: “At komme ud af hovedet og ned i kroppen”. Det har jeg alle dage fundet ganske interessant.

Det peger i sin enkelthed på et opfattelse af at krop og hoved er adskilte, og at det som foregår i hovedet er væsensforskelligt fra det, som kroppen gør? Måske taler det til mennesker, som oplever det, der kaldes for “tankemylder” eller stress?

I almindelig forståelse knyttes tænkning til det, vi har navngivet som “hjernen” og i den anatomiske beskrivelse afgrænser af kraniet.

“Det må være der tankerne dannes”? …

Nej det forholder sig noget mere komplekst.

Hjernen tænker ikke “tanker”. Den er ikke fyldt med ord som et andet bibliotek. Den fungerer som en del af et neuralt netværk, der i sin funktion ikke kan afgrænses fra de omgivelser, det virker i.

Det, vi kalder for “at tænke” involverer ikke bare hele kroppen, men også den interaktion, som kontinuerligt finder sted med det, vi kalder for vores “omgivelser” eller “miljø”.

Alt – hvad vi lærer og giver betydning – Dvs kan udtrykke og kommunikere til andre mennesker – har sin rod i sensoriske forstyrrelser, kroppens bevægelse og skelnen i mødet med alt. 

Både når den bevæger sig selv (hvis det overhovedet er muligt) og når den bevæges at det, vi forstår som “noget andet” eller “andre”.

På mange måder kan vores måde at tænke på, iagttages som en sans, der kan trænes som alle andre sanser. En musiker kan udvikle en stadig mere fintfølende fornemmelse for lyd, en maler sans for de fineste forskelle i lysets refleksion (farver) .. De måder, vi anvender, når vi tænker kan på tilsvarende vis udvikles og forfines.

Er jeg fluktuerende ændring i kontekst?

Centralt i denne læring og tænkning står “kontekst”.

Forenklet beskrevet betyder “kontekst”: Omstændigheder eller sammenhænge. Dvs. alt det som omgiver og påvirker måden, vi kan give noget betydning på.

Det kan omfatte det fysiske miljø, sociale normer, kulturelle baggrunde og det specifikke sprog, der bruges. Konteksten er dynamisk og ændrer sig i takt med, at disse faktorer ændrer sig. .. Med den også betydningen kroppen tillægger det, som erfares.

Idet jeg altid bevæger mig iblandt noget andet, som lever – vil selv den mindste bevægelse fra “mig” også bevæge alt omkring mig, og dermed forandre en meningsskabende kontekst. Alle bevægelser fra “det” vil på samme måde bevæge mig… om jeg sanser dem bevidst eller ej.

At jeg skelner imellem “jeg” og “det, som er omkring mig”, bliver på den måde temmelig illusorisk.

“Jeg” findes ganske enkelt ikke som andet end fluktuerende ændringer i kontekst. Det gælder kropsligt, emotionelt, intellektuelt, og som jeg fremtræder for “andre”.

Det “tænkende system” er således OGSÅ det “sensoriske system” fuldstændigt integreret i alt omkring sig.. Og det hele virker som bevægelse.

Ændring af tænkning betyder således også ændring af, hvordan der sanses!

Ændring af tænkning: At kontekst ændres

Det bliver på den måde meget interessant at se på, hvordan kontekst ændres og bevæges.
Når jeg beskriver den som “fluktuerende”, så peger jeg også på, at vores tanker og oplevelser i og med at de netop både opstår i- og forandrer- kontekst bliver tilfældige, spontane og på ingen måde stabile.

Det passer meget dårligt med en ide om “at kunne styre sit liv” og søge efter “at nå sine mål”!

Selv det at lede efter “en mening i livet” – der både betinges af- og forsøges rummet i- en fortælling, der må gentages for ikke at “forsvinde” i kontinuerligt vekslende kontekster – bliver som Sisyfos, der knokler med at skubbe en stor sten op af bjerget, blot for at erfare hvordan den ruller ned igen.

Hvad så?

Vil ethvert forsøg på at skabe struktur og orden bero på illusion?
Noget kan tyde på det!

Den orden, som ønskes, må nødvendigvis komme fra noget, der stilles udenfor det tilfældige? Orden og struktur betyder forudsigelighed, gentagelse og transparens. Det må også være en egenskab ved den, som vil ordne?

Er det ikke “nok” at leve?…
At VÆRE levende? ..
At bevæge og bevæges?

At iagttage betyder ikke bare ændring af tænkning men af alt

Det synes som om det levende må være af iagttagende natur? At leve indebærer som jeg nævnte tidligere at kunne skelne.

Det, som iagttages, forandres igennem iagttagelse.

Der gør det i og med at den eneste måde iagttagelse kan finde sted på, er igennem bevægelse. Iagttagelse ER bevægelse. Iagttagelse bevæger.

Hvis jeg skal komme med et simpelt eksempel, så vil det at røre dig fungere som, at jeg iagttager både mig og dig igennem kontakten.

Jeg sanser med andre ord hverken dig eller mig, som vi “er” (vi ER aldrig “noget”) .. Men det som opstår i den iagttagende bevægelse. Berøringen er – som iagttagelse – kontekstskabende og -forstyrrende… Uden at vi på nogen måde kan sige, at den er i vores kontrol.

Jeg kan end ikke sige “at jeg berører dig”, uden i samme mikrosekund at kunne hævde at “du derved berører mig”.

Jeg kan ikke kontrollere, hvad der sker, og jeg kan iagttage, hvordan jeg berører – altså hvordan der iagttages – imens det sker.

Dette vil også forandre dette hvordan.

Lige netop det… er invitationen i de klassiske Tantras. Og invitationen på Mahamudrainstitut.
Det kan vi øve.
Ikke for at opnå illusorisk kontrol.

Ja ikke FOR noget som helst, men som erkendelse og anerkendelse af at være levende.