På min morgentur med hundene i regnvejr med tunge skyer drivende for vinden imod mig, slog det mig, hvor mange mennesker, der føler sig alene. Alene, som en mangel eller et savn efter f.eks. “at være to”.

Som jeg gik der, med hætten på min anorak slået op, så jeg kun kunne se Gandalf og Mille, når de flintrede forbi mit stærkt begrænsede synsfelt, blev det klart for mig, hvordan jeg måske har båret mig ad med ikke at vedligeholde sådan en følelse i mig?

Jeg har været meget alene, og nyder det stadig. Jeg var anderledes. Ja det er vi jo alle? Og anderledes på den måde, at jeg heller ikke søgte at være som “de andre”.
Jeg var alene og følte mig ikke alene. Kan du som læser følge, at der er forskel på de to?

Hvad er “naturen” af at føle sig alene”

Jeg gik der langs floden, som dovent flød mod nord. Den tætte skov bredte sig ud på min venstre side med den sumpede og ufremkommelige bevoksning under kronerne på de høje træer. Lidt fremme sad en kulsort Skarv og forsøgte at tørre sine udbredte vinger, trods den silende regn.

En arrig ung svane, testede sin aggression af ved at puste sig op og gøre sig stor. Med et brusende hvæs buldrede den frem imod Gandalf, som jeg måtte stoppe, for at han ikke skulle tage kampen op.

I mig fornemmede jeg myriader af liv. De er umiddelbart derude, og jeg erkender dem derinde. I hvert eneste øjeblik er der ikke noget derinde, som ikke har fællesskab med det derude. Blot et af mine åndedrag bærer vidnesbyrd om det!

Hvordan kunne jeg skabe en følelse i mig af at “føle mig alene”?

At længes efter at blive set af nogen?

Jovist var der ingen mennesker omkring mig. Dvs jeg kunne ikke se nogen. Og det beror alene på min begrænsede horisont! Alle de mennesker som findes, er jo omkring mig.
I det sekund, jeg tænker den tanke, er de også derinde…

At føle sig alene har måske noget at gøre med at længes efter at blive set af nogen? Ikke “bare” set, men af nogen, som vil gøre mig til en “anden nogen”?

I det ønske bor der både en afgrænsning og en snæver begrænsning? Såvel isolation som forlangende.

Vi lærer, fra vi er børn, at vi er afgrænsede. Som voksne bygges der videre på disse grænser. Enten tales der om, at vi selv er grænseoverskridende, eller at nogen kan overskride vores grænser. En forkert ord, en kluntet bemærkning kan være nok til at en føler sig “stødt på sine grænser”.

Personlige grænser?

På kurser af alle slags og i særdeleshed på utallige Tantra kurser, tales der om personlige grænser, og der undervises i “at sætte dem” og “at holde dem”.

Det finder jeg meget meget uheldigt!

Det som afgrænses, vil jeg beskrive som en “form”. Formen opstår i det sind, som ser den. “Der er en bil!” siger faren til sin søn, og barnet har fået en ide om en “form” at navigere efter.

Det kan meget nyttigt, når vi skal kommunikere med hinanden, og voldsomt uheldigt når vi identificerer os med det. Dvs. Lærer at holde fast på de former, vi har lært at sortere, det vi sanser, efter.

Den måde, jeg sorterer det derude på, bliver en til den samme måde, jeg sorterer ideen om mig på!

At kunne skabe- og opløse form uden anstrengelse

Vigtigt er det således for mig, at lære børn såvel at skabe form som at opløse form igen. Se at ingen form kan være sand. At den blot er en mulighed for at beskrive på af uendeligt mange!

Erkendes det, så vil det samme erfares om “os selv”:

“Nogen kan kalde mig for “noget”. Det vil være den form, de bruger for at skabe SIG som en form på, i mødet med mig.

Hvis jeg har placeret mig i en form, vil min horisont med andre ord være begrænset af denne form. Præcis som min opslåede hætte i regnen gjorde, at jeg fik “tunnelsyn”.

At føle sig alene

Jeg er derinde… alt andet er derude. Det vil skabe en følelse af at være alene!

Længslen kommer af, at vi jo hvert eneste sekund i alle celler sanser, at vi overhovedet ikke er afgrænsede!

Hver et ord, vi hører, hver en duft, lyde, forstyrrelser af enhver art minder os kropsligt om, at vi er verden… ikke “I” verden, men verden.

Grænserne er ganske enkelt illusion!

Kæmper Ukraine ikke for deres grænser da?

Hvordan skal jeg så passe på mig selv, hvis jeg ingen grænser har? Se bare på krigen i Ukraine! De kæmper også for deres grænser?

Det er simpelthen det bedste eksempel, jeg kan komme i tanke om.
Nej de kæmper ikke om grænser, men om at bevare integritet. Om at kunne holde sig i live, og ikke blive ødelagt, såret, skadet og ædt af de, som kalder sig for “Rusland”.

Måden, de kæmper på, er at bevæge sig!
– Blive stadigt bedre til at bevæge sig uforudsigeligt for den, som angriber dem. Spontant, opmærksomt og bevidst handlende på baggrund af sanse mest muligt omkring sig!

Ingen tror vel på at Ukraine vil være sikker, selv hvis Rusland trænges tilbage til de “gamle grænser”? Nej! Den eneste måde at bevare Ukraines, eller din og min integritet på er, kontinuerligt at opretholde stor bevægelighed. Og til det hører evnen til at opløse form, afprøve noget nyt, være kreativ, og interagere med alt hvad der er…

Alene og omgivet af illusioner om det, som ikke er..

At føle sig alene må være et symptom på at have lukket sine grænser tæt omkring sig selv. De grænser som mest af alt består at det, som ikke er:

• Mine erindringer om noget som var
• Ønsker om det der skal være for at føles “rigtigt”
• Længsler efter det, som helst skal komme!

Igennem den målestok og form ses alt andet. “Min verden” afgrænses fra “det derude” ved at sortere alt igennem dette filter. Det har 100% illusorisk karakter. Består kun af fortællinger, ambitioner, forlangende, ønsker, sagn, håb og erindringer..

Det kan blive til så en integreret del af måden et menneske opretholder sin verden på, at den lukker sig om vedkommende og forbliver lukket til vedkommende dør.

Det kan åbnes på sekund

Heldigvis kan den åbne sig på et sekund! Det rækker at få øje på dens illusoriske natur. Det føles naturligvis frygteligt sårbart. Som at stå “nøgen”…. Og så begynder en praksis med at øve sig på at bevæge sig undrende, nysgerrigt, impulsivt, spontant og kompetent i forhold til at bevæge sig i integritet. Det gøres i min optik bedst i fællesskab hvor det øves igen og igen…!

Kærligst Jesper <3

Praksis-fællesskab på Mahamudrainstitut