Jeg har det meste af mit liv været optaget af at undre mig over alt muligt i livet og det levende.
For de, som ind imellem læser mine artikler, eller som deltager og fordyber sig sammen med os på vores seminarer, foredrag eller dialog-arrangementer, kommer det nok ikke som en overraskelse?

At skrive om alt

Igennem alle årene har jeg skrevet. Det er blevet til tusinder af artikler, noter, og historier. Meget hurtigt gik det op for mig, at de spørgsmål, som livet inviterer mig til at stille, ikke kan forstås igennem analyse, men skal erkendes i bevægelse.
Bevægelse – “af sig selv” – udtrykker vel en essens af liv? En anden kunne være, at livet udtrykker “sammenhænge” eller handler om, “hvordan der relateres og forbindes”?
Det er også blevet til virkeligt mange møder. I samtale, i dans, i elskov, i seminarer – i bevægelse med hinanden.

At forstå

Jeg fornemmer jævnligt på de reaktioner, jeg får, at noget at det, jeg skriver, kan være svært at forstå.
Jeg tænker at det hænger sammen med, at en læser der spørger “hvorfor”, ser efter “logik” eller ikke er vant til at spørge sig selv: “Mon det kunne være anderledes, end jeg går og tænker?”.. eller “hvor mon disse tanker (der læses) kunne lede hen?”, får vanskeligt ved at følge det, jeg skriver eller siger.

At gøre sandt

Jeg har oplevet mennesker føle sig meget provokeret af, at jeg siger: “Intet af det, jeg beskriver, kan være sandt. Det kan kun fungere som en invitation til selv at undersøge og bevæge sig”.
Hvorfor dog skrive eller sige noget, der ikke er sandt – og så i disse tider med “fake news”?
Hvad jeg mener med udsagnet er, at ingen beskrivelse naturligvis kan være det, den beskriver.
Specifikationen af en motor ER f.eks. ikke en motor, og jeg kan ikke spise billedet af en banan. (Det kunne jeg måske godt, og det ville smage noget anderledes end bananen – forhåbentlig)

At skabe nytte

I stedet kan en fortælling eller beskrevet sammenhæng måske være “nyttig” – eller “fungere godt” – indtil jeg får øje på en ny.
På den måde er mine artikler ikke analyserende eller præskriptive men måske deskriptive? Jeg beskriver det, jeg ser – ikke som et ideal, en forskrift eller noget der er rigtigt eller forkert.
Jeg peger på et eller flere perspektiver – og de iagttagelser, jeg gør mig der.

At iagttage (Alt)

Det er vanskeligt at forholde sig til (iagttage): “Hvordan jeg forholder mig”?

At iagttage “hvordan jeg bevæger mig?” eller “hvordan jeg tænker?”. For nogle synes det voldsomt anstrengende.
Jeg kan simpelthen ikke lade være. Ofte finder jeg det meget morsomt.

Lad mig komme med et kort eksempel:

For nyligt læste jeg et opslag, hæftet på et betagende billede af et blikstille hav fotograferet fra en strand med profilen af fiskenet som var draperet over pæle stående i det dæmpede morgenlys.
Teksten lød: “Alt er intet, intet er alt!”

I “spirituelle kredse” – måske inspireret af Buddhistiske tekster, måske fra før Buddha Gautamas tid?- benyttes dette udsagn jævnligt.

Hvis en hund er et dyr, er et dyr så også en hund?

Hvis jeg nu skriver: “En hund er et dyr” … Betyder der så også: “Et dyr er en hund”?
Vel næppe? Der beskrives som bekendt mange andre dyr end hunde.. 😀

Hvis: “Alt er Intet” .. kan “Intet så være Alt”? … Der mangler ligesom noget i den sammenstilling – ikke?

Der må være noget, der ikke ses, hvis jeg lige et øjeblik holder fast i, hvordan det var med hunden og dyret ovenfor?

Det, der mangler, beror måske på noget helt fundamentalt: At erkendelse (og bevægelse) opstår ved at der skabes en forskel – dvs. at det er muligt at skelne og at der skelnes.

Alt på den ene side?

Hvis jeg forestiller mig et helt tomt rum, hvor der vitterligt intet er. Rummet er så “tomt”, at det end ikke rummer et navn for “sig selv”.

tegnes der så i dette rum en lodret “streg” – (som i fortællingen her udtrykker “at der skelnes”), så vil der igennem denne bevægelse eller handling være skabt en mulighed for at sige: “På den ene side eller på den anden side” (af stregen). Stregen behøver end ikke at være der, det er nok at antage at den er der.

Kalder jeg så den ene side for “Alt” … Hvad er der så på den anden side?

Der er naturligvis stadig “intet” – altså det tomme rum.
Jeg har med andre ord skabt en forskel imellem “Alt”, og det som ikke er. Alt har jeg gjort til “noget”.

Nu kunne jeg forledes til at tænke, at “ikke noget” er det, som står på den anden side af stregen?
Men nej…Det er jo kun den ene side, jeg har benævnt. Den anden er som før: Det tomme rum.
Jamen hvor står så “Ingenting”?

Det er der ikke, med mindre der skelnes igen. Denne gang skelnes der I FORHOLD til “Alt”. Dvs. “Ingenting” skelnes fra “Alt” igennem en NY skelnen.

Der skabes en forskel – ellers ville erkendelse ikke være mulig. “Ingenting” BETINGES dermed af “Alt”. Ja IngenTING betinges også af, at der kan være TING!?

Jeg kunne gøre det hele “omvendt” dvs. begynde med “ingenting” og så betinge “alt” igennem endnu en skelnen. Det ville betinge “alt” af “Ingenting”.

En beskrivende handling?

For den skarpe iagttager – der har orket at tænke med – vil det være tydeligt, at der er væsentlig forskel på de to handlinger eller måder – der skelnes på?

Eksemplet illustrerer for mig, at den logiske tænkning er i spil i sætningen: “Ingenting er alt, alt er ingenting”. Det lille “er” benyttes måske som et lighedstegn eller læses sådan?

I det øjeblik det indses, at ingen beskrivelse kan være det, den peger på, så henviser ordet “er” til en beskrivende handling, og ikke til en sandhed.

Kan dette eksempel beskrives som “nørdet”? Måske… 😀 … Og voldsomt forandrende for måden livet iagttages, leves, og beskrives på.

Det kan lyde komplekst og kompliceret? – Og når først noget er set, så bliver det helt enkelt.



Praksis-fællesskab om Tantra for mennesker som ikke lader sig binde noget på ærmet 😉