“Alting har en tid” sagde prædikeren i sin bog
Alting har en tid
I Prædikerens Bog 3:1-8 i Det Gamle Testamente, Står der:
“Alting har en tid, og en tid er der sat for alt, hvad der sker under himlen:
en tid til at fødes, en tid til at dø,
en tid til at plante, en tid til at rydde,
en tid til at dræbe, en tid til at læge,
en tid til at bryde ned, en tid til at bygge op,
en tid til at græde, en tid til at le,
en tid til at sørge, en tid til at danse,
en tid til at sprede sten, en tid til at samle sten,
en tid til at omfavne, en tid til at afstå fra omfavnelse,
en tid til at søge, en tid til at miste,
en tid til at gemme, en tid til at kaste bort,
en tid til at flænge, en tid til at sy,
en tid til at tie, en tid til at tale,
en tid til at elske, en tid til at hade,
en tid til krig, en tid til fred.”
Da jeg læste det for første gang, har jeg været lige først i tyverne.
Jeg satte mig for at læse hele Biblen fra start til slut, inklusiv de Apokryfiske skrifter, og det Nye Testamente.
Et litterært værk, der har haft så stor indflydelse på, hvordan kulturer og samfund har udviklet sig!
Siden vendte jeg mange gange tilbage til “Prædikerens bog”. Det til trods for at jeg virkelig ikke bryder mig om den betydning, de fleste tillægger det “at prædike”.
Måske beror det på en misforståelse?
I Prædikerens bog benyttes ordet: קֹהֶלֶת (Qohelet) – ‘Kohelet’ der henviser til “Den, som taler i en forsamling” – eller som jeg måske bedre kan lide: “En som inviterer mennesker til at reflektere sammen”
.. Og se! Sådanne invitationer finder jeg meget nyttige og nødvendige.
Alting har en tid – også Mille
Nuvel. I går aftes sad jeg med Mille – den søde og milde Golden Retriever – der har være med os i nu 12 år.
Hun taber sig, bliver mere grå i pelsen, har svært ved at komme op at stå – og bliver sødere og sødere og skælmsk sjov at være sammen med. ALT foregår i et langsomt tempo.
Imens hun lå der med sit hoved i min hånd, erindrede jeg dette vers om “at alting har en tid”.
Det blev meget sårbart for mig. Jeg blev fyldt med taknemmelighed over at sidde lige her sammen med hende. Tænk at det er muligt! … Og i samme åndedræt mærkede jeg sorgen, der som en god ven ind imellem banker på med et kærligt “hej”.
…..
Her til morgen, slog jeg så op for at genopfriske teksten. I samme Kapitel fra 3.18 – 22 skriver han:
“Jeg sagde ved mig selv: “Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:”
Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Aand har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.
Alle gaar sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.
Hvo ved, om Menneskenes Aand stiger opad, og om Dyrenes Aand farer nedad til Jorden?
Saaledes indsaa jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham saa vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?”
Alting i forgængelighed
Jeg finder stor befrielse og frihed ved at erfare denne kontinuerlige forgængelighed, det er et eksistentielt grundvilkår for alt. Jeg ser, hvor let det er at stræbe efter “sikkerhed” og “forudsigelighed” i forsøget på at skabe en følelse af at være i kontrol og i samme søgen, at undvige angst.
Det virker bare ikke!
Glæden ved at gøre det jeg gør, imens jeg gør det. Glæden ved at mødes i omsorg og sanselig, anerkendende berøring – i det gensidigt mulige: Hinsides en ide om: “At det skal føre nogle andre steder hen”, er simpelthen så bevægende og livsbekræftende.
Hvad der kaldes for angst, er måske bundet til ønsket om bestandighed? Og dermed til FORM. Som i Isdronningen rige, hvor alt fryses til ubevægelighed i en stivnet positur, der erindrer om den bevægelse, det frosne blev fanget i?
Alting har en tid – også at berøre og bevæges af hinanden
Kom og vær med til at møde hinanden i bevægelse. Sanselighed og kærlighed lever, hvor vi afstår fra at ville noget bestemt. I forgængelige møder der opstår og forsvinder igen. De minder os om, hvor levende vi er.
Et kys der fastholdes i forventningen om, at det ikke må ophøre, vil kvæle de kyssende.
Det er erkendelsen af forgængeligheden, der inviterer mig ned på gulvet til Mille, for at sanse hendes blide puls og varme endnu en gang.
Måske den sidste?
