Når jeg læser et budskab eller en fortælling, som skal  invitere ind i angst, genkender jeg retorikken fra de fleste religiøse og politiske forkyndere.

Den meget aktuelle nye præsident i USA er vel et glimrende eksempel på dette?

Angst, kontrol og spænding

Angst inviterer ind i kontrol og spænding. Jo mere anspændt, jeg bevæger mig igennem livet, jo mindre opmærksomt kan jeg handle. Det betyder, at jeg overraskes og forskrækkes let. Jo hyppigere det sker, jo højere spænding bygges der op, jo mere angst, og deraf et større behov for kontrol.

Det virker “autopoietisk”: Selvskabende – af sig selv -. Alt hvad der skal til, er at tage imod invitationen og give det sagte eller skrevne en sandhedsværdi for sig.

Bekymrede forældre opdrager gerne på denne måde, og projicerer egen angst over i barnet.

Desværre finder jeg det også i tekster om tantra og tantramassage.

Frygt sælger godt

En fortælling, der beder nogen om at frygte for noget, vil udspringe af ambition. Den, der sælger sikkerhedsudstyr, har en fordel af at gøre potentielle kunder bange for indbrud og overfald.

I kærlighed KAN der ikke være hverken ambition, angst, kontrol eller invitationer dertil.

Når noget derimod skal sælges, fungerer det fortræffeligt. En handel rummer i sit væsen, at der er nogen, der skal have noget ud af den. Det skal være brugbart, nyttigt, effektivt, og give værdi for pengene og indsatsen.

Måske er det lige netop DET forhold, der gør “tantra” så unikt? Jeg kan ikke købslå mig til opmærksomhed, lyst, frihed eller kærlighed. Og det har intet med penge (- eller ej) at gøre, men at ingen af dem kan “bruges” til noget som helst. De kræver intet, forlanger intet, og vil ingen steder “hen”.

Et umuligt budskab

Det er (heldigvis) et umuligt budskab at “sælge”, og udtrykker essensen i alt liv og det levende.

Hvis det nu ikke kan gøres til genstand for en “handel”? … Hvad så?

Jeg kan tage imod en invitation til at erfare, kun for at opdage, at det, der erfares, ikke kan gøres til en “sand” erfaring. Den indbydelse kan ikke pege ind i frygt, ambition, forventning og kontrol.

Intet og ingen kan lære mig at sanse. Det KAN ethvert levende væsen – af sig selv.

Det rækker for mig at få øje på de krumspring, jeg kan gøre i og med mig, for IKKE at erkende det, som er. Det er så meget lettere i stedet forholde sig til historierne, som opstår.

De fungerer som Hydra – søuhyret med de 9 hoveder: Hver gang et hugges af, vokser der to nye ud. Historierne fortæller sig selv, og skaber grundlaget for de næste.

At sanse er at handle.

Den snedker, der holder et stykke træ i sin hånd, ser anderledes, end en der aldrig har lært at skelne det ene ved fra det andet. Snedkeren erkender ved at se på træet i sin hånd, hvor solsiden og skyggesiden var, hvordan stykket vil bevæge sig, og hvordan det skal mødes i håndværket.

Havde han en dygtig mester, vil det være erfaret igennem egen bevægelse. Fra det grove til en stadig finere skelnen. Mange gange vil han være kommet hjem med blå negle og fliser i fingrene. Have oplevet, at træet revnede lige, som han troede sig færdig.

Mest vil denne evne til at se, føre til, at han som “udlært” indser, at det at være modnet betyder: “Intet at have forstået” og at have åbnet en verden, hvor der kan ses, hvis man har erfaret hvordan.

“Kom Jesper!” sagde Ole – den modne bygningssnedker, som jeg gik sammen med. “Nu skal jeg vise dig, hvordan JEG gør”. Imens greb han over min skulder om min hånd, og lod mig sanse bevægelsen i sig – i mig.

Intet krav, ingen forventning, ingen angst.

Der fik jeg øje på, hvor ligetil kontakt til lyst og kærlighed er, hvis jeg åbner, og intet vil med den.

Læs evt. en kort fortælling om Spiritualitet