I går læste jeg et opslag på et socialt medie. Det lød sådan her: “Du er ansvarlig for dine tanker, følelser og handlinger – 100%”.

Det lyder jo umiddelbart tillokkende ikke? Og spørgsmålet jeg stiller er, om noget menneske kan være det?

Hvis jeg nu skriver at: Du er en egoistisk lille skiderik!

Så vil det, du læser, øjeblikkeligt være blevet til noget, du tænker. Der er ganske enkelt intet du kan gøre for at forhindre det. At gøre dig ansvarlig for det, svarer til at gøre dig ansvarlig for at vinden blæser på dig, og at du sanser den på huden.

Hvis jeg løber ind i dig med fuld fart, så du snubler og i faldet: Griber fra dig, og slår og river dine hænder på gruset under dig. Er du så ansvarlig for den handling? … Nej vel! Det sker bare!

Det er ren impuls. Det sker spontant inden nogen kan bare tænke på ordet “ansvar”.

Ansvarlig?

At være ansvarlig peger på at have pligt til- og kunne stilles til regnskab for-.
At være årsagen til at noget sker.

Kan du være årsagen til dine tanker, følelser og handlinger? Eller ER du tanker, følelser og handlinger.

Tanker, følelser og handlinger som i øvrigt på ingen måde kan iagttages isoleret fra det, som sker i det, vi normaltvist ville kalde for dine “omgivelser” jævnfør ovennævnte eksempler.

Har du eksistens i dig selv?

Hvis jeg nu betragter det således at det, jeg er, ER det: jeg tænker, gør og føler – som altså ikke kan adskilles fra det, som sker omkring mig? Hvem er jeg så?.. eller HVAD er jeg så? (og du)

Vil jeg ikke være forskellig, afhængig af hvilken kontekst, jeg skabes i? Er du og jeg “den samme” på arbejdet, på tantra-kursus, eller derhjemme? Den samme med bedsteforældre som med børn? Til jubilæum med den gamle klasse, eller til ansættelses-samtalen før det nye job?

De klassiske Tantra peger på, at det er du ikke. Altså “den samme”… At det du ser som et isoleret “selv” er illusorisk i sin natur.

Dvs. ikke har eksistens i-sig-selv, men udelukkende ses som et selv betinget af sammenhænge. Nagarjuna skriver helt fantastisk om det.

Samfund ønsker at holde nogen ansvarlig

Det leder til at få øje på, at det som sker bevæges at det, jeg opfatter som mig. At du fremtræder for mig, som jeg tænker, føler og handler. At alt bevæges af alt, dvs. også af “mig”…

Jeg kan ganske enkelt ikke favne en verden “derude”, da den allerede er “derinde”. Skrevet med andre ord: Som jeg favner mig, formår jeg at favne dig. Som jeg skaber dig, skaber jeg mig.
…

“Mød andre mennesker, som du vil, at de møder dig” .. den sætning har oprindelse i oldtidens tantras. Den peger på spejlet som metafor. Det klare spejlende vand, hvor det som ses intet andet er end et spejl af det, som er. Jeg skaber mig i mødet med dig.

Et venligt menneske, vil se venlighed. Et aggressivt menneske vil se livet som aggressivitet.
Der skrives og tales ikke om årsager, men om sammenhænge… udelelig forbundethed. Om Naturen af det som er og sker.

Invitationen i en tantra er at “få øje på det”. Anerkende det.. og i den fuldstændige anerkendelse forsvinder dette illusoriske “selv”.

Tilbage bliver kun det praktiske i at kunne pege på “sig selv”, og “andre” for kommunikationens skyld. .. Og bag det en erkendelse af, at vi er hinanden.. <3 ..

Og Samfundet?
Ja det har behov for en person, som kan være ansvarlig og skyldig. .. Det er muligvis praktisk nok i nogle sammenhænge.

Vær med i et praksis-fællesskab om Tantra, krop og bevægelse