At lukke ind betyder at åbne og lukke.

Hvordan afgør vi, om noget er levende?
Først og fremmest på om det er i stand til at skelne. Ikke “bare” at skelne, men også at skelne imellem forskelle i hvordan- og hvad- der skelnes?

Samtidig kan dette levende, tilsyneladende forandre sig selv? Dvs. ikke bare af sig selv, men sammen med alt det som bevæges omkring det.

Det levende formår løbende at skelne sådan at en del af det, som er, organiseres til noget, der bevæger sig som “en organisme”, som holder sammen på sig selv, så længe det er muligt.

Jeg benytter gerne analogien om en strømhvirvel i en flod til at beskrive det levende. Den er tydeligt at skelne fra det, som er omkring den. Alt i den består af det samme som sine nære omgivelser. Den holdes blot sammen af den bevægelse, som opstår af sig selv i kraft af, at der bevæges på en bestemt måde i et sammenspil med alt, hvad der ellers bevæges forskelligt i floden.

På samme måde eksisterer også floden som “en flod”, ved at den bevæges af tyngdekraften og både bevægelsen fra “sig selv” og i det landskab den løber i.

Det levendes natur.

De klassiske Tantras og den moderne systemiske teori beskæftiger sig indgående med netop spørgsmålet om det levendes Natur. Det har også været det helt centrale emne for mig igennem alt, hvad jeg har beskæftiget mig med.

Jeg tænker, at det måske hænger sammen med, at jeg har været tæt på at dø? Så nær ved, at det føltes som en befrielse, hvis det skete? Sådanne erfaringer sætter måske en meget markant kontekst for et menneskes liv? Det har det ihvertfald gjort for mit vedkommende.

Når, du læser denne tekst, så er den skrevet ved, at jeg taster forskellige bogstaver og tegn på et tastatur. Du og jeg får dem til at give mening, ved at vi har lært at skelne dem fra hinanden enkeltvis, i blokke og kombinationer med hinanden.

At vi overhovedet kan se dem beror på at de står på en baggrund, vi kan adskille fra teksten. Det samme gælder for de enkelte bogstaver og ord. Hvis det hele var skrevet oveni hinanden, ville det vi så intet andet være end en sort klat på en hvid baggrund.

Vi bevæger os både, når vi læser og skriver. Det er grundlaget for at kunne skelne: At der bevæges.

Det vildeste ved den erkendelse er for mig, at ALT, hvad jeg beskriver som, noget “der er”, bevæges. Og det gør det på en baggrund af det, vi siger, “der ikke er”: Det tomme rum, det hvide papir, stilheden, pausen etc…

Når vi beskriver noget som værende “tæt”, så peger vi på, at rummet imellem, det som er, er mere begrænset, end hvis noget er flydende eller “frit”. Jo tættere det bliver, jo mindre bevægelse og dermed mulighed for at skelne bliver der så rum for.

At åbne og lukke

Forskellen imellem at noget er frit, flydende eller fast beror med andre ord på, om der åbnes eller lukkes? Denne skelnen, som beskriver forskelle i måden, der skelnes på vil være universel. Et meget hårdt og tungt materiale er typisk meget “tæt”. I det, vi kalder for “luft” eller “gas”, er der meget rum til bevægelse for de molekyler, som bevæger sig.

Det gælder også for levende organismer. Mine knogler er mere tætte end mine muskler. Kroppen udvikles igennem variationer imellem noget tæt og bevægeligt. Den er oven i køber selv i stand til at åbne sig og at lukke sig. Gøre sig tæt, spændt, fast og meget lidt bevægelig, eller at åbne, afspænde og skabe rum for mere bevægelse.

En krop eksisterer ikke alene. Sin eksistens, bevægelighed og evne til at skelne opstår sammen med de omgivelser, den opretholdes i og med. Det eneste, der adskiller (skelner) den fra “dem”, er måden der lukkes eller åbnes på.

Den bevægelse – jeg beskriver med: At “åbne og lukke” – kan ses som universets ur-bevægelse.
Når vi ser ud i Rummet omkring Jorden, kan vi iagttage hvordan alt udvider sig, og at alt også samles i galakser, planeter, sole, sorte huller etc.

At skabe relation betyder at lukke

Når du og jeg sanser, trækker vejret, spiser, fordøjer, tænker, bevæger os, så er den universelle bevægelse også at åbne og lukke.

Når, vi relaterer, så bliver trangen til at skabe relationer til: At lukke… Og impulsen til at søge ud til: At åbne.
Når noget bliver “for tæt”, så kan vi ikke “få luft” og må “åbne op”.

Når nogle har været tætte eller lukkede i meget lang tid, så er bevægeligheden blevet reduceret. Det kan gøre det meget anstrengende og angstfyldt at skulle åbne igen.

Alt det som gør os levende, frie, og relaterende hænger ganske enkelt sammen med vores evne til uden anstrengelse og angst at åbne og lukke.

Er det ikke spændende?
Tænk at det er så enkelt!

At åbne og lukke i kreativitet

At udvikle kreativitet betyder at kunne åbne og opløse faste forestillinger om, hvordan noget “er” eller skal være. Og så lukke for en stund og måske konceptualisere eller give noget “form og udtryk”.

At elske kan jeg beskrive som: At “åbne sig og lukke ind”. I orgasmen opstår der en erkendelse af at alt åbner, åbner og åbner – på samme måde som når vi dør. Det er langt fra passivt, og samtidig kan det ikke forceres eller kræves. Krav og forventninger lukker med det samme..

Når det kvindelige åbner Yoni for Lingam, så lukker de sig om hinanden. Det bliver tæt og intimt.

Din varme og min varme bliver til vores varme. Din fugt og min fugt bliver til vores fugt. Din duft og min duft bliver til vores duft. Vel at mærke hvis vi ikke vil “bruge hinanden til sex”. For at bruge noget til noget, må jeg holde det fast. Det er sådan værktøjer fungerer. De er et middel til at opnå noget jeg vil. Det “jeg vil” .. lukker til noget ubevægeligt.

Derfor kan det føles meget ubehageligt at være sammen med et menneske, som “vil noget bestemt med mig”! F.eks. insistere på at se mig direkte og ubevægeligt ind i øjnene.

“Kommer du snart?” Den sætning kvæler på en splitsekund enhver optakt til både lyst og at orgasme kan ske. Uanset om den tænkes eller siges højt af en anden.

Læg dig bare op på briksen der!

“Læg dig bare op på briksen der! Du skal ikke gøre andet end bare at nyde!”.. Forventningen lukker og passivitet betyder død. Den bevægelse, der er så nødvendig for at kunne adskille sig fra omgivelserne i vekselvirkningen imellem at åbne og lukke, reduceres til et minimum ved at følge sådan en forventning.

Når vi danser frit så åbner og lukker vi afspændt. Hvis en på dansegulvet insisterer på at fastholde mig i dansen, så lukker vi, og bevægeligheden gøres anstrengt.

Den samme vekselvirkning imellem at åbne og lukke ser jeg overalt i mit sind og min krop. Min hånd kan knyttes, og jeg kan åbne i albuen og brystet imens. Utallige måder uanstrengt at variere imellem at åbne og lukke på forskellige niveauer er det, som skaber bevægelighed.

At åbne hvad der har været lukket længe?

Hvis noget eller nogen har været vant til at være lukket, og kun har åbnet sig, når det ikke kunne undgås, så kan det føles meget sårbart at åbne “frit”…

Det erfarer vi både kropsligt og intellektuelt. Tænk bare på når “mennesker går fra hinanden! De bliver “skilt”, og skal pludseligt “åbne” sig udadtil igen..

Nej ingen andre end os selv, kan “åbne os”! Hvis du vil åbne et led med kraft, så ødelægger du både det, og de muskler som holder sig spændte. Vi kan måske invitere et menneske langsomt, opmærksomt og i passende tempo, rytme og takt til at åbne sig, sammen med os? Og da sker det kun, hvis det selv har åbnet sig, for at “tage os ind”.

Finurligt ikke?

Kom gerne og undersøg det sammen med os, hvis du føler dig inviteret af teksten her.
Det vil forandre din praksis uanset, hvad den så end er..