Der er både noget foruroligende og fascinerende ved at ældes. AT det sker, er et uomtvisteligt tegn på at være levende.

Biologisk set er processen kompleks, og helt grundliggende handler den om, at vi løbende mister evnen til at regenerere alle de celler, som dør. Vi bliver dårligere til at håndtere inflammationer og vores DNA skades både igennem påvirkninger fra vores omgivelser og den mad, vi spiser.

At ældes med stigende kognitive færdigheder

Hvad, der i den forbindelse er meget spændende, er, at den kognitive evne stiger igennem årene hos mange mennesker. Det at skabe og genkende mønstre, konfliktfærdighed og at reflektere og problemløse – frem for alt at kunne “meta-reflektere” (tænke over egen tænkning og handlen) – øges.

Der er meget, som måske ikke “tages så tungt” mere?

Jeg har i langt den største del af mit voksne arbejdsliv, været “selvstændig” – Dvs. drevet min egen virksomhed, som det kaldes. Jeg vidste som helt ung mand, at det var det, jeg ville.

“Livet er for kort til at arbejde sammen med dårlige ledere!” .. Det blev på mange måder en af mine mere faste formuleringer.

En effekt af kontinuerligt og kreativt at skulle skabe invitationer, der var attraktive nok for at andre mennesker ville støtte mig og mit foretagende, har holdt mig skarp på, at jeg intet kan alene.

Min eksistens har været- og er- fuldstændigt afhængig af andre. Så meget for at være “selvstændig”.

Døden og livet

At leve betyder for mig helt basalt set, at være konfronteret med døden. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Som barn mødte jeg den et par gange helt konkret. Møder der blev så tætte, at jeg havde overgivet mig til, at det så skulle være sådan. Det førte til, at jeg har haft et meget afslappet forhold til det, at skulle dø på et tidspunkt.

Det spørgsmål som i den forbindelse kunne rejse sig, har været “hvordan”?

Ja der kommer det igen!
Det der helt fantastiske “Hvordan”, som har været en ledestjerne for mig i alle årene!

Ikke “hvorfor”… det er i langt de fleste tilfælde så bagudskuende omsonst at spørge “Hvorfor”?. Kompleksiteten og universets helt uforudsigelige natur gør det absurd at lægge sig fast på, at der skulle være nogle “årsager”, der kan stemples som mere vigtige end andre.

Det eneste jeg måske har haft en reel indflydelse på er “hvordan”?
Med det mener jeg: At øge antallet af handle- og bevægelsesmuligheder.

Er det ikke grundlaget for al læring?

Hvordan gør vi/jeg så det?
Hvordan finder jeg ud af, hvordan jeg gør det?

At ældes og have (måske max.)15 år igen?

Hvis jeg skal skønne, så lever jeg måske max. 15 år endnu?
Ja vi kan alle dø i morgen..
Jeg har nået en alder, hvor det er muligt for mig, meget tydeligt at forholde mig til “mine sidste år”.

Det er en helt fantastisk, spændende situation for mig at erfare!
Perspektivet rejser mange eksistentielle spørgsmål.

Først og fremmest:
Hvordan vil jeg leve mine sidste leveår?

Hvad er det, som virkeligt tæller for mig, i den forbindelse?

Som selvstændig og nogle uhensigtsmæssige begivenheder under finanskrisen, har jeg ikke megen pension at rutte med.

Jo! Sammenlignet med mange millioner af mennesker i Verden, har vi her i Danmark det på det område meget godt!
Det er såmænd heller ikke pengene til at leve for, som rører ved det eksistentielle spørgsmål. Det handler om “mening”.

Hvad betyder det: At ældes i en meningsfuld kontekst? I det hele taget, og efterhånden som jeg ældes?

Ikke “ting”

Et kan jeg skrive! Det er ikke “ting”, som skaber liv!

At leve udtrykker- og udtrykkes i- gensidig bevægelse.
Ikke “bare” bevægelse men “Interaktion”…
Jo mere levende noget føles, jo mere uforudsigeligt bevæges og bevæger det sig.
Der adskiller det sig f.eks. fra det maskinelle.

Livet føles så nærværende, når jeg bevæger mig med- og interagerer med det levende.
Det udelukker også “underholdning”, som noget meningsskabende for mig.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på glæden ved at spille et instrument sammen med andre mennesker, der også glædes over det.

Jeg kom flere år på Tønder-festivallen, og blev betaget af at se mænd og kvinder, der højt oppe årene, fandt sammen og spillede musik.

Glæde i det vi gør sammen

Den glæde, de tydeligvis viste igennem disse “Jams”, smittede af på os alle sammen.
En glæde, der kun var mulig, ved at de alle havde øvet sig i mange år. Frem for at på at LYTTE, og “falde ind” med det de kan: Deres unikke egenart i sammenspil og leg med alle, som også spillede med.

Det er ikke “koncerten”, som gør det, men glæden i det vi gør, imens vi gør det, sammen.

Denne “mening” er også det, som “medfølelse” gøres af, opmærksomhed, kærlighed, hengivelse.

At leve bevæger sig relationelt… Vekselvirkende imellem at åbne og lukke, som hjertets puls, og åndedrættes evigt vekslende rytme.

At leve er at elske .. Ikke at elske EN, eller TO .. eller flere.
Men evnen til- og praksis når vi/jeg elsker.

Det handler ikke om “mig” eller “dig” – eller om af “finde den rigtige”, men om færdigheden, evnen, kompetencen til at mødes, lytte, se og bevæge os sammen i det mulige og gensidigt “villede” – i øjeblikket.

At ældes handler reelt set ikke om alder!
Vi ældes alle!… Og hvilken fryd er det ikke at mødes kognitivt, sanseligt, kropsligt, opmærksomt på tværs af det, vi kalder for alder.

Memento mori!

Memento mori! ..
Husk at du skal dø!

Hav øje for det væsentlige Jesper!

(Fotoet til denne artikel viser fossiler der er 450 mio år gamle! Det er 325 mio år ældre end Dinosaurerne. De blev dannet i det område vi i dag kalder for “Østersøen” af Søliljer (Crinoider), der voksede i vandet og dannede stængler af kalk. De døde igennem mio af år og faldt til bunden. Der blev de omdannet til det, vi kender som “Krinoidkalk” bestående af Kvarts, Kisel og Kalk..
Øen Gotland ud for Sverige består af sådanne aflejringer, og nogle steder er det på den måde muligt at “se” 450 mio år tilbage i tiden NU…

For mig har det været en nylig eksistentiel erfaring <3 )