Kan det være sårbart som mand at anerkende, hvordan mødet med en kvinde, kan gøre det svært at passe på sig selv?

Hvad er det som får mænd til at drømme om varme kvindekroppe? Det virker som om der fra fødslen af blev plantet en lille let vibrerende følsom sans i os, som får os til at reagere på selv små tegn fra det kvindelige?

Er det forstyrrende?
Ja vel er det forstyrrende!

Og mest hvis vi synes, at vi er nødt til at kontrollere denne umiddelbare respons, for ikke at lade os aflede fra et eller andet vi synes MÅ være vigtigere end lige at tænke på hende nu?

Det er sikkert forskelligt fra mand til mand, hvor meget det “fylder”?
Måske hænger det sammen med, hvor sensitiv den “sans” er?

At anerkende min sårbarhed i mødet med det kvindelige

Sanser og sanselighed vokser med at skænkes opmærksomhed, anerkendes og bevæges.
Jeg kender vinkendere, der kan smage forskel på utallige forskellige sorter vin, ned til hvilke drue det er lavet på, hvilken vindyrker den må komme fra og årgang.

De mødes gerne i små grupper og blind-smager med hinanden. De giver ganske enkelt lugte- og smags- og synssansen opmærksomhed. Det gør de ved at lade sig bevidst, opmærksomt bevæge af vin.

Jeg lader mig bevæge ikke bare af mennesker men af alt levende .. Og bevæges ganske enkelt særligt af kvinder og det kvindelige.

Det er sårbart …
Også at skrive det.

Samtidig giver det mig anledning til bevist at iagttage hvordan?

SELV og integritet

De som jævnligt læser, det jeg skriver eller har deres gang på Mahamudrainstitut, må fornemme at jeg er meget optaget af det, vil kalder for: “At kunne bevæge sig i integritet”.

Andre udtryk for det kunne være: “At passe på sig selv”, eller “at holde sammen på sig selv”.
Det bliver for mig særligt interessant at se på, når jeg reflekterer over netop mit møde med det kvindelige og den invitation de klassiske Tantras giver.

Spørger jeg et menneske, hvem vedkommende er? Vil han/hun typisk fortælle en historie om sig selv. 

Der strikkes til den specifikke lejlighed hurtigt en levnedsbeskrivelse eller “Curriculum Vitae” sammen, som kan skabe et sympatisk billede hos lytteren”. Disse fortællinger om “os selv”, som i store træk ligner hinanden – vil en Tantra sige ER dette “selv”.

Selv er illusion – et ønske om at fremtræde på en bestemt måde. Et ønske om at styre hvordan vi ses af andre, så det føles trygt. Dvs. At gøre det lettest muligt for os at overleve socialt, fysisk, emotionelt etc.

Selv – betyder at afgrænse igennem fortællinger

Selv er med andre ord vores bestræbelse efter at afgrænse os i forhold til andre mennesker – og samtidig kunne relatere med dem. “Her er jeg, og jeg er anderledes end dig”.

Vi passer på os selv. Ikke mindst fordi vil mener at kende os selv meget godt.

Selv er et vigtigt holdepunkt, når alt omkring os føles kaotisk: “Nå men jeg kan også klare mig selv” – lyder det så.

Samtidig mærker vi, at det netop ikke er muligt. Tanken om at vi kan eksistere som et isoleret selv er fuldstændig absurd. Det levende lever med- og af- det levende.

Jo mere vi lukker os om denne illusoriske fortælling om mig selv, jo mere vil vi lide. Tænk bare hvor risikabelt og smerteligt det vil være at bevæge sig rundt i verden, med ansigtet dybt begravet i et billede af “sig selv”, og dermed uden mulighed for at orientere sig i alt det, som møder os imens?

Jo mere “selv”, jo mindre føler vi os frie til at bevæge os.
Få nu lige styr på dig selv! – siger vi gerne til et menneske, som vi synes “er for meget”.

Vi minder vedkommende om, at han/hun skal passe ind i en kollektiv fortælling om et acceptabelt selv, som andre føler sig trygge ved og helst også kan lide.

I mødet med det kvindelige konfronteres jeg med at mangle noget

Nu møder jeg så (som mand) det kvindelige, og alt i mig reagerer spontant. Der opstår en fornemmelse af “at mangle noget”? .. Og her kommer integriteten i spil.

Hvem vil gerne mangle noget? .. En hånd, et ben, .. sit fysiske køn? Nej vel? Hvis jeg er i situationer, hvor jeg kan risikere at miste noget af kroppen, vil de være potentielt livstruende!

Lige der i mødet med hende mindes jeg om, at jeg mangler: “Der er der, jeg hører hjemme!.. Tættere på. Nært..”
Det er noget kropsligt, som sker ..

Naturligvis kan jeg ikke bare tage det! .. Det vil med det samme ødelægge alt. Det, jeg mangler, vil ganske enkelt ikke “tages”… Det afgør selv, om det vil omslutte mig.

Hvordan skal jeg som mand bevare min integritet som afgrænset, når alt i mig signalerer, at jeg “mangler” hende… ?

Ja det er umuligt… Historien bryder sammen. Det bliver smerteligt, lysende klart, at afgrænsningen er illusion. At “selv” er illusion…

Jeg kan blive vred. Begære hende. Søge at påvirke hende til at se mig. Jage hende… Gøre hvad jeg kan FOR at få hende til at kunne lide mig…
Kort sagt arbejde hårdt på at udtrykke en fortælling, som jeg håber hun kan lide? ….Og det bliver lidelsesfuldt. Jeg oplever, at jeg er ude af mig selv.

At anerkende at jeg ikke er selv

Alternativet er at anerkende det!
Det er det, de klassiske Tantras inviterer til.

Ved at anerkende det, bliver det lysende klart, at dette selv er illusorisk i sin natur. Jeg må bevæge mig sådan, at jeg passer på både hende og jeg… DET bliver til at bevæge i integritet.

At kunne bevæge os spontant, impulsivt og FRIT… U-bundent og uden anstrengelse.

Hvis jeg lokker, tvinger, eller forsøger at overbevise hende, hvordan kan hun så møde mig frit?
Hvordan kan jeg bevæge mig frit?

Jeg kan ikke tvinge en fugl til at sidde på en gren i et træ. Og narrer jeg den i en fælde, vil den spontant kæmpe for at komme fri. Den må af sig selv finde hen til det træ, hvor den kan føle sig tryg, og frem for alt uden det mindste besvær kunne lette igen, uden at der er noget, som binder.

Det, som binder os, er fortællinger, vi gør sande. Fortællinger kan være skønne til at invitere os i bevægelse, og de peger altid på noget andet end sig selv. På samme måde er du og jeg heller ikke vores historier om os selv.

At anerkende og kærlighed

Alt dette gør det umådeligt sårbart for mig at være mand i mødet med det kvindelige. Jeg kan ikke bare passe på mig selv – eller “passe mig selv”. …Det er mig klart, at jeg også må passe på dig.

Og det kan jeg ikke på andre måder end at være et trygt træ, du kan bygge rede i, eller hvile vingerne i, inden du flyver videre..

Sådan lever livet, og alt bevæger hinanden… At anerkende det, ser jeg som at erkende kærligheden, hvorom intet sandt kan siges.

Påskecamp 23

Cupisofi og elskovskunst