Frihed og forbundethed

Nyere neurologisk forskning peger på to meget væsentlige og helt grundliggende erfaringer som gøres igennem vores ontogenese dvs. foster-udvikling, nemlig behovet for frihed og behovet for forbundethed (Prof. Gerald Hüther) .

Erfaringer som fuldstændigt præger måden vores hjerne udvikles eller afvikles på igennem vores opvækst og voksenliv.

På den ene side erfarer barnet i sin mor at vokse og kunne bevæge sig, og på den anden side en helt intim samhørighed med moderen.

Efter fødslen

Efter fødslen er barnet igennem hele sit emotionale- og intellektuelle beredskab så at sige indstillet på at kunne udvikle sig frit og samtidig opretholde forbindelse til det, som føles trygt, varmt og livsnødvendigt.

Denne impuls er naturlig – en del af det at leve.

At forhindre frihed

Disse to helt grundliggende behov følger os resten af livet, og der opstår allerede igennem opdragelsen et dilemma i os.

Opdragelse tager sigte på at FORHINDRE frihed, ved at tilpasse det impulsive – der bl.a. kommer til udtryk igennem en helt igennem upassende begejstring – og forme barnet efter en normativ skabelon af moral, værdier, og holdninger.

Måden det gøres på, er ved at reducere følelsen af tryghed og accept når adfærd ikke synes ønskelig for barnets omgivelser, og omvendt give tryghedsskabende opmærksomhed, når adfærden er “passende”.

Tilpasser os moral

Det fører til, at vi tilpasser os normen og moralen – først og fremmest ved at MÅDEN vi tænker på fuldstændigt ubevidst lægges ind i en række tillærte programmer, og at vi derved opnår accept og anerkendelse.

Vi giver med andre ord afkald på friheden til fordel for accepten, uden at den helt grundliggende drift efter at kunne virkeliggøre begge forsvinder.

Vi vil være frie OG forbundne til det levende. Være frie OG føle samhørighed.

Parforhold og frihed?

Jeg mødes jævnligt med spørgsmål omkring dette at søge, finde, leve med en partner og opbygge en relation.

Kort sagt: At vi søger imod at leve som “et par” og samtidig vil friheden – og at det kan være svært at forene?

Det fungerer som en stræben, der synes næsten umulig, og som måske ovenikøbet er erfaret uladsiggørlig igennem vores opdragelse og relationer i den familie eller struktur, vi er opvokset i?

Trygheden eller samhørigheden har fået en “pris” – nemlig at give afkald på frihed?

Hvordan relateres der?

Såvel den Systemiske tænkning og -handlen som Tantra adresserer det at være “frit-tænkende” og bevægelig. Begge peger på, hvordan måden der relateres i omverdenen på, i høj grad har indflydelse på den erfarede forbundethed og oplevede frihed.

Hvis dette skal undersøges, vil det være vigtigt at se på, hvad vi overhovedet forstår og oplever med “frihed”, og hvad dette behov for samhørighed peger på?

Igennem mine samtaler fornemmer jeg, at frihed kobles på en ide om “at kunne gøre, som jeg har lyst til” og at samhørigheden beskrives med at “binde” sig eller med ordet “tilknytning”.

Den der griber fat, mister frihed

Det er meget enkelt at konstatere, at den der griber fat i noget, fuldstændigt vil tabe sin bevægelsesfrihed i bestræbelserne på at holde fast.

At fange aber

Et sted i Indien findes der en måde at fange aber på. Der bores et hul i en frugt med en hård skal, og  lidt af det  søde frugtkød, som er inde i frugten, løsnes. Den pågældende abeart vil stikke sin hånd ind igennem hullet, gribe om den lille knold af frugtkød og i bare begær ikke kunne slippe igen, fordi hullet er stort nok til at hånden lige kan presses igennem i afslappet tilstand, men for lille til at den kan komme ud, når den er knyttet.

Det er en smal sag efterfølgende at plukke både frugt og abe. Aben fanges, idet den har bundet sig selv i det, den har lyst TIL.

At forbinde

At denne form for binding intet har at gøre med at forbinde sig, burde være indlysende når der altså fås øje på det?

“At forbinde” eller føle sig forbundet med, rummer ikke elementet af “fastholdelse”. I stedet handler det om en dybtliggende erkendelse af at “bevæge sig med” og “bevæges”. At intet kan bevæges uden at ALT bevæges.

At forbinde udtrykker det modsatte af den isolation, der opstår igennem eksklusivitet.

Det levende forbinder sig igennem bevægelse. Nogle gange kaldes det for “kommunikation” (at gøre sammen) et andet ord kunne være “at interagere”. Når vi danser, giver vi plads til den andens bevægelse. Dette, at skabe rum og samtidig holde kontakt i bevægelse, vil udtrykke det at forbinde?

Den begærlige abe

At ønske sig at nogen “binder sig” svarer meget godt til billedet med den begærlige abe. Frugten er fri, aben er fanget. Den som holder om eller klamrer sig har mistet bevægelighed og er dermed ude af stand til at forbinde.

Intellektets frihed

Hvad der synes åbenbart at forstå når talen er på den fysiske binding, kan være vanskeligere at se i forhold til intellektets frihed?

Igennem opdragelse tabes friheden ikke så meget igennem den moral og de værdier, der ubevidst accepteres, men igennem den MÅDE, som vi lærer at tænke på. Når noget f.eks. ses som værende “logisk”, tænker de fleste, “at det ER det da?” Uden at sætte spørgsmålstegn ved at logikken repræsenterer en måde at tænke på, der er tillært?

Intet levende er eller fungerer logisk. Det kan beskrives med anvendelse af logikken, og beskrivelsen blive aldrig til det, som beskrives. Fingeren, der peger, bliver ikke til hesten, der peges på.

En måde at være i verden på

Frihed og forbundethed udtrykker således en erkendelse eller “måde at være i verden på”. En bevægelseskompetence vi kommer til verden med, og som ikke rummer nogen konflikt i sig.

At binde sig i relation

Når vi søger ind i relationer – (der vel netop,  idet de kan erkendes “som sådan”: Venskaber, parforhold, søskendeforhold, at være mor eller far etc., defineres igennem regler og normsatte forventninger) – skabes der binding. Det er forudsætningen for at være i dem. Det forventes ligefrem!

Opfør dig “passende” i forhold til det, som vi – måske stiltiende – har defineret som “denne relation”!
Bindingen etableres igennem begæret efter at “høre til”, eller endnu lettere i kraft af: Angsten for IKKE at høre til. “Der skal være nogen, som holder om mig!”

At invitere den anden ind i ufrihed

I virkeligheden betyder det, at nogen skal slippe SIN frihed, til fordel for mit behov?

Min længsel bruges til at invitere en anden ind i ufrihed? Den samme ufrihed, som angsten repræsenterer?

Igennem iagttagelse kan der forbindes uden at skabe binding

Hvis vi derimod vover at iagttage, hvordan denne binding opstår, og får øje på friheden i at kunne forbinde i kærlig lystfyldt bevægelse? SE at vi ER forbundne – hvilket sker af sig selv, når kravet om binding ophører, – så forenes denne helt grundliggende drift efter frihed og samhørighed i bevægelse.

Den kan jeg også betegne som: “Grænseløs medfølelse i forbundethed” eller bare: “Kærlighed”.