At erkende naturen af sig? Hvad betyder det?
Hvad vil det sige: At “erkende naturen af sig”? Dette spørgsmål vil være centralt i en Tantra.
Hvis, jeg får øje på, at en fortælling om mig lige så lidt kan VÆRE mig, som at jeg ikke kan spise en historie om en madpakke til min frokost? ….Så må erkendelsen af “naturen af mig” heller ikke findes i en beskrivelse?
At se denne “natur” må være “hinsides beskrivelse”…
Åbenbart er noget af denne “natur”.. AT beskrive, AT tænke, AT se, AT erkende, At sanse, AT bevæge?… altså det, som sker, lige her og nu?
En Tantra stiller spørgsmålet: “Er det muligt at iagttage denne iagttagende bevægelse (eller hvad det nu måtte være), uden at holde den fast i fortællinger og beskrivelser”?
Og fortsætter..
Vil det, der er at iagttage, ikke på helt afgørende vis skabe det, som iagttages?
Kan noget iagttages, uden at der er noget, der kan iagttages?
Kan : Det som iagttager – eksistere uafhængigt af det, der iagttages?
Det vil i første omgang betyde, at den rene, umiddelbare iagttagelse, ikke “sandt” kan rummes i beskrivelse. Der vil ingen skelnen være imellem det, der iagttages og det, som iagttager?
Når, der i vores sind og krop så alligevel skabes en fornemmelse af, at vi er adskilte fra vores omgivelser, så fungerer DEN bevægelse som at opretholde en illusion om et “selv”.
Et selv, der gør, at jeg f.eks vil se det, der skrives/høres/ses/sanses/tænkes/fortælles på en måde, så det understøtter min opfattelse af mig selv… og dermed (med)skaber illusionen om dette selv?
Et selv, der kontinuerligt reproducerer sig-selv – af-sig-selv.. som en illusion om at være “forskellig” fra det, som ellers er?
Nâgârjuna
Nâgârjuna stiller om nogen disse spørgsmål i sine Tantras. Bl.a.. i teksten: Mula-madhyamaka-karika ..
Det er jo på den måde interessant, at en Tantra vil have form som en beskrivelse, og det den inviterer til er hinsides beskrivelse – altså hinsides “sig selv” og enhver konceptuel forståelse eller beskrivelse.
At gøre invitationen (altså beskrivelsen) “sand” som det, der er det reelle, svarer til at forveksle menukortet med den menu, der peges på i det. At fortære et menukort og holde fast i, at det er det, det handler om, vil være lidelsesfyldt og ikke mindst give både dårlig mave og -humør?
“At erkende naturen af sig” – findes i mange forskellige tantras
Jeg genfinder spørgsmålet “at erkende naturen af sig” i Tantras fra Kina, Indien, Japan, Nepal, Tibet..
Måske har de alle sin rod i Kashmir eller længere tilbage hos DruViderne og Harappa-kulturen (op til 7500 f.v.t.), Et folk og kultur der engang befolkede Indus-dalen langs den nu udtørrede flod “Indus”?
Draviderne som de også blev kaldt… Eller efterkommere af af dem blev muligvis senere til det, vi i Europa kender som “Druiderne” i de keltiske kulturer. (Henry Heras (1888-1955))
