At finde den rette partner?

Flere og flere vælger at leve alene. “Vælger” er måske ikke det rigtige ord? Jeg møder mange som gerne vil bo sammen med et andet menneske – dvs. “have en partner” – og som ikke synes, at de kan finde den rette, som de vil dele hverdagen med.

Måske ligger udfordringen netop i den formulering? Dvs. i den historie, som vi knytter op på det at leve sammen “i en relation”?

Relationer

Relationer giver vi navne: Venskaber, Partnerskaber, Kærester, Ægtefæller, Veninder, Venner, Bekendte , Elskere osv. Til hvert af disse navne, knytter der sig en række normer og regler. Navnet “peger” på en bestemt måde at leve på, og benyttes netop for at adskille den ene måde at relatere til et menneske på fra en anden måde.

Venner

“Venner” kysser man f.eks. typisk ikke med, for ikke at skrive: Går i seng med. I så fald forvandler de sig og bliver til “bollevenner”? “Veninders” fødselsdage husker man! Og skulle det ske, at den glemmes, kan man ende i kategorien “en dårlig veninde”. Går man “hånd i hånd” eller klæder sig i stort set den samme tøjstil, og deler intime og fortrolige tanker, vil man typisk blive betragtet som “bedste veninder” eller måske endda “slyngveninder”? Er man “sådan nogle”, holder man sig f.eks. ikke blot fra hinandens kærester, men også fra tidligere kærester!

En “kæreste” er noget helt særligt.

At være kæreste med nogen betyder at “være” noget særligt for “nogen” – dvs. en helt bestemt, – som så også bliver til “noget særligt”: nemlig “min kæreste”. I denne relation (som i alle de andre), opstår der et ejerskab: Min kæreste. Og til ejerskabet knytter sig som til alle andre besiddelser en angst for at miste. “Nogen” kan tage min kæreste!? Eller måske knapt så slemt og så alligevel: “Min kæreste kan forlade mig…”!? …og dermed “efterlade mig alene”? (hvor det så end er, man kan blive efterladt?)

En tantra-partner

Jeg hører ind imellem nogen tale om at finde en “tantra-partner”. Gad vide hvad en sådan partner “er”?

Er tantra-partnere sådan “nogen”, som mødes for at “dyrke tantra” (og kan man det?) eller udtrykker begrebet et alibi for at sige: “ok vi elsker med hinanden med “hjerte”, og så også kun det. Der skal ikke lægges MERE i det”? Jeg spørger så: Kan der være mere end at elske? Eller bruger tantra-partnere bare hinanden, til et “tantra-projekt”? Bliver en “tantra-partner” blot  til en “spirituel bolleven?” Som jeg kan relatere til indtil den “rigtige” skulle dukke op?

At være single

Fraværet af en fast partner eller en kæreste beskriver jeg også som en relation. Nemlig relationen: “ikke at være i en fast relation”.
Den gives også et særligt navn: “At være single”.

Hvis nogen “er single” bærer det f.eks. på en betydning om “at de er ledige til sex”? Altså potentielt ledige. I modsætning til nogle “som er taget”?

Arbejdsløs

At være “ledig” bruges også om det at være “arbejdsløs”. Det forbindes med at være usikker. Med manglende “orden”. Ikke at høre til “de rigtige”, som er “dem med et fast arbejde”. Usikkerhed og uforudsigelighed skaber angst for det intellekt, som vil være i “kontrol” og have styr på livet.

Relation betyder lidelse

Intet sted som i “relationen” kan vi invitere os selv ind i lidelse. Dette gælder ikke alene, når vi er i relationen, men også når vi ønsker at indgå i en relation altså: at være “nogen” i kraft af andre.

Prøv at tænk over hvor ofte du definerer dig selv, eller defineres af andre i kraft at de relationer, som du forbindes med!? Defineres du overhovet af andet?

“Jeg er jobsøgende”, “Jeg er single”, “Jeg er gift med Hans”, “Vi bor i Rødovre” (et “vi”), “Jeg er Mor”, Jeg er Niels´ gode ven”, “Marianne er min tantra-partner”, “Vi er bare bollevenner” (Bare?), “Jeg arbejder hos Danfoss”. Listen kan fortsættes i det uendelige.

Relationen som illusion

Denne “nogen” der fortælles om og beskrives, og som derfor umuligt vil kunne være virkelig, fremstår som en illusion.

Jo mere jeg villle forfine beskrivelsen af “mig” med mål, planer, forestillinger, normer og regler, værdier, holdninger, etc., jo mere ville jeg fjerne mig fra kontakten til virkeligheden. Se på de gange hvor du f.eks. “fornærmes” eller “rammes på din stolthed”. Det, der rammes, er din fortælling om dig selv, og din irritation knytter sig til, at denne fortælling ikke tages alvorligt af den, som fornærmer dig?

Identifikation

Lidelsen opstår igennem identifikation med sådanne historier. Dvs. ved at tro på at de beskrivelser, jeg laver om mig, er sande.

INGEN beskrivelse kan være sand, forstået på den måde, at den kan være det, som den beskriver?

Beskrivelsen af en elefant bliver aldrig til en elefant. Selv et naturtro fotografi af samme elefant har intet tilfælles med elefanten selv. I det øjeblik jeg ville forveksle billedet af elefanten med elefanten selv, ville turen på savannen blive til noget af en tam oplevelse.

At finde den rette partner

Der var engang en mand som tog ud i verden for at finde den perfekte kvinde.
Han ledte og ledte…og vendte så efter lang tid tilbage til sin ven

Vennen spurgte: “Nå hvad så… fandt du hende?”

“Ja” svarede han… “det gjorde jeg”.

“Og? Tog du hende med dig? Er I nu sammen?”

“Nej. Desværre var hun ude at lede efter den perfekte mand”

Lysten lever i det uforudsigelige

Når vi mødes i en “relation” føles det dejligt trygt. Vi ved sådan nogenlunde, hvilke regler der gælder, og kan orientere os efter nogle fælles normer, der er accepterede af samfundet omkring os.

Denne tryghed og forudsigelighed er guf for intellektet og ødelæggende for kontakt til lyst og kærlighed. Lyst og glæde trives i det, som ikke kan regnes ud. I det overraskende, det tilfældige og pludselige. Der hvor noget uventet indtræffer.

Det uventede og lysten

Det uventede og pludselige inviterer imidlertid intellektet ind i angst. Lyst fungerer ulogisk. Livet selv følger ingen logiske rationelle regler. Kærligheden lever hinsides betingelse.

Jeg venter med sex til den rigtige kommer

Når nogen skriver: “Jeg venter med sex, til jeg har fundet den rigtige: Ham som jeg føler kærlighed overfor, og som vil have en fremtid med mig”, så skrives der ikke om kærlighed, men om sikkerhed og forestilling. Dette udsagn bygger på angst.

Kan det betinges?

Enten er der kærlighed til alt og alle, eller der er ingen kontakt til denne kærlighed? Hvor der siges: “Til dig har jeg kærlighed, men ikke til dig”, er kontakten gjort betinget – både af den der mener “at have” den, og af den som den “gives” til? Som om kærlighed var en ting? en gave? som der kan “gives” og måske endda handles med?

Hvis jeg kunne svare på spørgsmålet: “Jeg elsker fordi….”? Så ville jeg ikke tale om kærlighed, men om at bruge.

I udsagnet: “Vi er sammen, fordi vi elsker hinanden”, er kærligheden endog gjort til det, som betinger!

Hvad stiller vi så op med denne længsel efter at leve i et parforhold?

I første omgang ingenting. IKKE at ville leve i et parforhold vil også definere mig i forhold til at være et “par”? Det er nok at se på det. Iagttage hvordan denne længsel fungerer, og for at gøre det, må jeg anerkende behovet for at føle mig tryg og sikker, og måske også få øje på, hvordan denne tryghed knytter sig til angst.

Relatere uden relation?

Kan jeg relatere til mennesker uden at gøre det, der sker, til en relation? Kan vi bevæge os sammen, danse, le, græde, holde i hænder, være uenige, elske og elske med hinanden uden at give det anden betydning end det, som vi gør, imens vi gør det?

Grænser og konflikter

Vi lever sammen alle sammen. Vi kan forsøge at fortrænge det ved at opstille grænser imellem vores lande, eller alle mulige andre grænser som defineres af normer og værdier og frem for alt af trossætninger, religion og penge.
I denne grænsedragning, spiller vores relationer en meget vigtig rolle i. Vi “tilhører” en bestemt gruppe. Er f.eks. en del af en “familie”. Eller er fans af bestemte fordboldhold. Den identitet, som relationerne her giver, træder vel meget tydeligt frem for de fleste? Og også behovet for at “forsvare” den? Alle krige og konflikter opstår stort set ud af sådanne relationer og tilhørsforhold?

Adskille igennem opdragelse

Denne adskillelse fra det levende skabes af intellektet. Den indarbejdes i os igennem opdragelse, og fra et samfund der ønsker tro arbejdere og borgere. Ingen soldat vil bekæmpe en anden soldat og risikere sit liv, uden at have en sådan relation at kæmpe for. En historie at kæmpe for?

Så længe der er et behov for at “være noget eller nogen” vil denne længsel efter at være en del af et fællesskab føles stor.

Den samme impuls

Hvor identifikation med historierne forsvinder, ophører længslen også. I stedet åbenbarer der sig en naturlig erkendelse af at alt levende hænger sammen. At “livet” udtrykker det bevægende, relaterende, interagerende, kommunikerende … alt det, som “bare” sker af sig selv, for sig selv. Det som jeg også beskriver med ordene “lyst” og “kærlighed”. At den impuls som gør, at hjertet her slår, er den samme som virker i den knop på kirsebærtræet, der er ved at springe ud, eller får solsorten til at synge i den tidlige morgenstund.

Opmærksomhed ER at erkende

Kontakten hertil kan ikke ske igennem historierne og beskrivelserne, men alene i opmærksomhed. Opmærksomheden er ikke noget “middel” til at “komme derhen” eller “opnå denne forståelse”. Opmærksomhed ER erkendelse selv.
Der er ikke noget som skal “gøres”. Hvis jeg skal beskrive det, er der nærmere noget som ikke længere skal gøres, nemlig af fastholde ideen om “at ville noget” – at ville være nogen, der vil. Jeg kalder det “at åbne”, “at hengive”, “at sanse”: At se uden at ville se “noget”.

Politikerens mareridt

Dette er enhver politikers mareridt. I denne opmærksomhed er der intet fokus. Der kan fokuseres, og uden at der skabes et fokus. Der kan bevæges uden at dette gøres til “en bevægelse”. Der relateres uden at det der gøres bliver til “en relation”. Det er umuligt at fastholde, og fuldstændigt angstfrit, idet der ikke længere er “nogen” til at tro på den historie, som inviterer til angsten.

At åbne og lukke

I bevægelse åbnes og lukkes der. Bevægelse kan gives retning uden at have “en retning”. Tænk på en danser der bevæger sig! I hver eneste bevægelse vil du finde et uendeligt antal retninger, som alle sammen bestemmes af den position, som du, som iagttager har i forhold til den dansende: Af din relation til ham.

Bevægelse sker “bare”. Dette “at bevæge” bliver til: at ville uden at ville “noget”.

At åbne for at lade livet bevæge …

Hvad betyder det i “praksis”?

Dette spørgsmål kommer jævnligt. “Det lyder meget rigtigt, og hvordan gør jeg det i praksis?”
Udtrykker det ikke igen et behov for at forstå dette som en færdighed? Altså intellektets ønske om sikkerhed?

Beror på et “vil” ?

At leve sammen med et eller flere mennesker beror i min beskrivelse alene på et “vil”. Karin og jeg relaterer uden at ville gøre det, der gøres, til “en relation”. Andre vil tendere til at beskrive det som f.eks. “Jamen, I lever jo som et par”, og hvor vi på den ene side kan have behov for at “regulere” her og nu, hvordan vi handler i forhold til hinanden og andre, opstiller vi ingen regler. Vi gør det med afsæt i “at ville”.

At indlade sig på at danse

Det fungerer som at danse, hvor de dansende indlader sig på at danse – hengiver sig til det, jeg kunne kalde for “undren”.

At danse er ikke betinget af “den anden”. Hver især kan bevæge sig frit i overensstemmelse med det, der sker, og som synes at være lige nu. Det dansende består ikke af de dansende. Bevægelse opstår “bare” ud af hengivelsen til at danse, og altid i de mellemrum som opstår: Der hvor der intet er.

Kan der danses 3 eller 4?

Hvor der intet er, er bevægelse mulig. Hvor der er “noget” kan der ikke være kontakt til frihed, dermed heller ikke til ansvar, og kontakt til lyst og kærlighed?

Enhver som vil danse med kan gøre det, sålænge der ikke inviteres til en bestemt dans med en af os eller med os begge to. Det afgøres alene af dette “vil” hos de dansende.

Kunne der danses 3 eller 4? Sikkert… hvor de dansende har sluppet angst?

Uden konflikt?

At leve sådan betyder at slippe det forudsigelige og regelstyrede. Hver gang der dukker en historie op, som inviterer til identifikation, kan der opstå konflikt og lidelse. Det sker altid, hvor der er et ønske om en bestemt relation: Om at være nogen eller noget (for nogen). Typisk får det form af at ville søge en bekræftelse på at: “jeg er ok?”, “at du har det godt nok med mig?”, “du kan stadig lide mig?”, “Har jeg nu gjort noget, som gør dig ked af det?” “Vil vi nu det samme?” osv. Alt sammen tanker, som peger på “at være ude af sig selv”.

Det fungerer, som det nu fungerer – “er som det er og gør som det gør”