At give eller modtage
At give eller modtage
For at du kan give, må jeg åbne mig for at modtage?
Dette at åbne sig hinsides forbehold, kalder jeg: “at hengive”. Hvem giver så – og hvem modtager?
Aktiv eller passiv
For at se mig selv som “aktiv”, må jeg gøre dig til “passiv”. Kan vi mødes, hvis den ene forholder sig passivt? Eller opstår mødet der, hvor der opstår noget, som jeg kalder for “fælles”?
I mødet er der “ingen”
Er det muligt for mig “at gøre noget med dig”, uden at jeg i samme øjeblik “gør noget med mig”?
Alt, hvad jeg sanser, sanser jeg i mig… Du er (for mig), som jeg sanser i mig. Hvor dette forstås hinsides intellekt, er der intet skel imellem “dig” og “mig”. I mødet er der “ingen”.
At ville gøre “noget” ved “nogen”, bygger på både forestillingen om: “dette der skal gøres” og denne “nogen” der skal gøres noget ved. Hvor vi mødes i en forestilling finder intet møde sted.
Intention
Hvis du med “intention” mener ideen om at skulle et sted hen, så vil denne intention afgrænse og reducere antallet af muligheder.
Hvis jeg derimod med ordet “intention” peger på en tydelig bevægelse i fuld opmærksomhed, så åbner denne intention for forståelse og klarhed. Hvor den intention fornemmes, er det enkelt at følge med.
At lytte
Jeg kan f.eks. vælge at lytte efter “noget” – hvilket vil betyde, at det, der lyttes til, vil være min egen tankestrøm. Hvor der lyttes i fuld opmærksomhed, må det ske uden at give det hørte betydning.
At kysse
Det fungerer som et kys: Jeg kan åbne mig for det, sanse læber imod læber og tunge imod tunge eller lade mig fange i overvejelser om, hvorvidt det nu er “passende”, eller hvor det nu skal føre hen?
Det umiddelbare nej
For at være i dette, må jeg have kontakt til mit umiddelbare nej. Det nej, der kommer momentant, når min hånd berører noget meget varmt eller koldt, hvor jeg ikke først lige “skal mærke efter”, om det nu også er godt eller skidt, rigtigt eller forkert.
I dette “nej” er der ingen moral, ingen norm, ingen værdier … Det nej rummer kontakten til livet selv. Til det JA som vi alle fødes af og ind i.