Jeg har iagttaget, at det som interesserer mig ved at modellere og dreje i ler, ikke så meget er resultatet af det, jeg gør, men AT gøre det, jeg gør.

Når jeg åbner ovnen efter en brænding og en gang imellem ser, at et eller andet er sprunget i 1000 stykker, så mærker jeg ingen særlig skuffelse.
Nogle gange er en skulptur blevet deformeret ved nå sin øverste grænse for sintring. Det betyder at den begynder at flyde som smeltende glas. Derved kan der opstå overraskende former, som kun kan ske sådan..

Resultatet finder jeg ikke så interessant, men at gøre det jeg gør

Jeg har det på lignende måde med alt, hvad jeg fordyber mig i… Resultatet finder jeg ikke særligt interessant.

Det er gået op for mig, at jeg nok aldrig vil skrive en bog igen. Bare det at have en bog i mine tanker, afleder mig fra at skrive og mærke glæden ved det. De fleste bøger er lidt som døde kroppe. De fordærves let og bliver glemt.

Jeg starter med blankt papir, uden ide og et resultat og lader det ene ord tage det andet. På den måde undersøger jeg alverdens spørgsmål og iagttagelser. En artikel er færdig, når jeg stopper med at taste. Jeg optages af AT skrive, AT reflektere, AT lege, undersøge og undres.

At danse er at gøre det jeg gør – fuldt og helt

Tænk at danse sammen, og imens gøre sig en forestilling om, hvordan dansen så ud, når vi var “færdige”? … Ja endda om, hvordan vores “dansen med hinanden” ser ud for en betragter, der ikke danser med os? ..

Det ville med et slag invitere i fokus. Al sanselighed opmærksomhed og bevidst kontakt til det, som bevæges nu og her, ville forsvinde.

At være færdig?

Jeg læste i et opslag, hvordan nogen jublede over endeligt at være blevet “færdige” med en bog.

“Bogen her danner grundlag for alt, hvad vi gør, privat, arbejdsmæssigt og i mødet med mennesker” …Skrev de.

Måske er det tillokkende for nogen at finde sådan en “formel”? Og for andre at blive præsenteret for en løsning og nøgle… tjek!?

For mig er det uforståeligt!

Kan jeg lege, undersøge, være nysgerrig, kreativ, og opfinde muligheder at afprøve efter en grundbog, jeg gjorde til grundlaget for alt, hvad jeg gør?
Næh!

Det er ligesom grundigt afprøvet i mange religiøse sammenhænge før!

For mig er en artikel eller bog “stivnet” som et øjebliksbillede, i det øjeblik den ses som “færdig”.

At læse – og nyde at læse

Det kan være hyggeligt nok at læse tanker, der blev skrevet ned på det tidspunkt, i den situation og kontekst, som nu var? … Da kan jeg glædes og optages af AT læse og gå i dialog med det skrevne. På den måde måske få øje på nye vinkler og perspektiver, når jeg relaterer det skrevne, til det jeg her og nu bevæges af?

At bygge

At bygge f.eks. et Tiny-hus finder jeg stor fornøjelse i. Ja at bygge alt muligt…
Det er i håndværket, at lysten udfolder sig med spontanitet og impuls, og kontinuerligt at udfordre min kompetence (eller mangel på samme). Når, det er “færdigt”, er det fint… Ok-agtigt.

Så er det blevet til Form. En ting…

At elske og undersøge på Mahamudrainstitut

Når vi mødes på Mahamudrainstitut for at undersøge sammen byder de, som vil, ind med emner og spørgsmål. Så tager vi fat på at undersøge og undres over det, som springer mest i forgrunden.

Det betyder, at der ikke er noget, som er “rigtigt” eller “forkert” – ingen “form”. Vi undersøger bare. Iagttager muligheder, og forandres hver gang vi gør det. Vi leger og lærer. Derved opstår der kompetence i os alle til AT undersøge, AT iagttage, AT se – kontinuerligt “på ny”.

I al sin enkelthed er det invitationen i de klassiske Tantras:

Iagttag!… igen og igen. Indtil der ikke længere er en “nogen”, som ser efter sin ide om det, “der skal ses”. Det udtrykker praksis.