“At holde rummet “ – på engelsk “to hold the space” – er et udtryk, der regelmæssigt benyttes om f.eks. det at lede en gruppe eller “at være der for” et andet menneske. Der opstår let en indforståethed omkrig sådanne begreber.

At holde rummet – som noget selvfølgeligt?

Der tales om vigtigheden af “at holde rummet” som noget selvfølgeligt. Er det så klart, hvad det betyder, og hvilken konkret praksis der leder til, at et rum kan “holdes”?

De, som regelmæssigt læser med her på Mahamudra-instituttets hjemmeside, vil vide, at jeg/vi gerne reflekterer over vores praksis. Det vil blandt andet sige: Både at iagttage “hvad vi gør”, og “hvordan vi gør dette, hvad.”

At være bevidst om sin grundantagelser

Igennem livet har jeg haft stor gavn af at beskrive og kontinuerligt revidere og omformulere det, jeg kalder for mine “grundantagelser”.

Med det mener jeg:
Mulige hypoteser og forslag til at beskrive sammenhænge, jeg bevidst og opmærksomt kan afprøve og undersøge i praksis.

At vekselvirke imellem – på den ene side mine antagelser om verden – som jeg kommunikerer dem i mig selv og i mødet med andre – og på den anden side at invitere mig selv og andre til eksperimentelt at undersøge anvendeligheden af dem – finder jeg meget vigtigt.

Det, er det, der i min optik, kan frigøre os fra blot at “tro” på en eller anden religiøs eller ideologisk kontrollerende autoritet.

Til det hører altså også, hvad det betyder for mig “at holde rummet”?

Betyder det at holde rummet… at afgrænse?

På mange måder finder jeg udtrykket uheldigt. Et “rum” vil i de fleste mennesker øjne være “noget der, er afgrænset”. De vil se gulve, vægge og lofter. En indgang og måske en udgang?

DET er imidlertid IKKE rummet. Rummet er ikke sin afgræsning. Var det sådan, kunne jeg også flytte væggene helt tæt sammen, at kalde det for “rummet”.

Rummet “består” med andre ord af, “at der ikke er noget imellem”.

Som Lao Tzu skriver det: “Rummets nytte består i, at der intet er i det.

“Space” betyder “ingenting”. Et “kontinuum” – det, der bevæges igennem det, afbrydes ikke i sin bevægelse.

Fyldes rummet op med “noget”, findes det ikke mere.

Hvor, der “ingenting er imellem”, vil der også være kontakt.

Tænk på en skarp lommelygte som blænder dig! Stiller du noget imellem dig og lygten, ser du ikke lyset længere. Kontakten er afbrudt af en grænse eller en væg.

“At holde rummet” vil med andre ord handle om “kontakt”?
Det peger altså ikke på at “afgrænse” f.eks. igennem regler og kontrol.

At holde rummet i et møde med et menneske?

Når jeg samtaler med et menneske, som måske synes at noget føles svært, så vil en måde, jeg kan holde rummet på, være at “åbne” mig og lytte i “undren”.

For mig betyder det, at jeg lader mig bevæge af det, jeg hører. “Undrende” ved at jeg erkender, at jeg ikke forstår, “hvordan det er at være den anden”, og ved at jeg sanser i mig, hvordan jeg bevæges af, det, der fortælles, og hvordan det fortælles.

Jeg tager ind…” Intimus” – Det er intimt. Jeg stiller ikke en væg imellem. Rummet og bevægelsen i det bevæger os som et.

Det betyder ikke, at jeg “overtager nogens følelse” – som ovenstående let kan misforstås. Tværtimod. Jeg undersøger i mig åbent – undrende – hvordan jeg kan bevæge mig i det emotionelle, der sker i mødet. Vi mødes uden at stille noget imellem.

Vi åbner sammen rum for anerkendelse: At se og sanse det, som er – uden at veje, måle eller bedømme det på en ideologisk målestok.

Nu er vores sprog i sig selv beskrivende og dermed også bedømmende.
“Rummet” beror således mere på det der IKKE siges, som på det, der siges – og i allerhøjeste grad på, hvordan der siges.

Jeg “åbenbarer mig”, for dig.. Når jeg fortæller, er det om det, jeg ser i mig, når jeg ser og hører dig. Jeg spejler ikke kun i det ydre – også i det indre.

Det er sårbart – og det er alt, som er sanseligt.

At holde rummet for en gruppe

Hvordan så med en gruppe? Hvad betyder det “at holde rummet” for en gruppe?

Hvis jeg ser nogle mennesker stå ved et busstoppested, så ser jeg en “flok” – og ikke en gruppe.
Om jeg betegner flere mennesket sammen, som en gruppe, en forsamling, en flok, en familie, et team – etc… afhænger ikke af antallet af mennesker der står sammen, men af det der foregår imellem dem. Måden de relaterer med hinanden på. En måde der spejles i, hvordan de kommunikerer og i øvrigt interagerer med hinanden på.

Kultur

Jeg kan anvende et samlebegreb om det, jeg vil kalde for “kultur”. Kultur opstår af sig selv – som en måde hvorpå en gruppe søger “at holde sammen på sig selv på – SOM gruppe”.

Overfor det, vil der være de omgivelser, som gruppen lever i eller sammen med.

Jeg kan skrive længe om, hvor komplekst, spændende og mangfoldigt det er at iagttage kultur-skabelse og bevægelse. Formatet på disse artikler her på hjemmesiden begrænser den mulighed.

Altså vil jeg gøre det kort.

På Mahamudrainstitut ser Karin og jeg os som “værter”. Vi inviterer mennesker til vores sted, som er opstået igennem en undersøgende praksis. Hvad vi undersøger, kan vi kalde for “Naturen af krop og sind” – “At leve i kontakt til det, som er”. Til det hører hos os – også at undersøge elskovens kunst – og kunsten at elske..

Værter for en undersøgende praksis

Som værter vil vi være “kulturbærere”.

Den respekt, opmærksomhed, nærhed eller distance, bevægelighed, lyst til at undre sig, klarhed, omsorg, og praksis vi åbent viser i kontakten med de som, kommer her – vil være rummet, der holdes af os – sammen med de der gerne kommer her.

Vi er ikke alene om at bære denne kultur. Mennesker har deres gang på Abildgaard igennem flere år. Vi mødes “nye og gamle” til de samme seminarer.

Vi lever og bevæges sammen. Det “afgrænses” ikke af den fysiske ramme som Abildgaard giver. Det afgrænses slet ikke. Udenfor møderne her, kommunikeres og relateres der på kryds og tvært i “rummet”. Vi modes alle sammen i de mange muligheder der opstår, og hver især forskelligt.

Vi lytter, ser hinanden og finder anledninger til at undres os sammen med ord og igennem berøring og bevægelse sammen

Det bliver “levende”..

At turde være et autentisk menneske

Holder vi os så “udenfor” for at “holde rummet”.

Det ville være helt absurd.

Jeg/Vi er (som invitationen lyder til alle, der vil være med) bevidst, opmærksomt, iagttagende og reflekterende i forhold til, hvordan vi bevæges – og inviterer de mennesker, vi mødes med.

Det er som at danse. At finde og veksle tydeligt i takt, tempo og rytme. Frem for alt: At være klar i det vi siger og gør.
Så klar at det er let at se, sanse og følge for de, som vil bevæge sig sammen…

Jeg sanser mig i møderne og lader det reflekteres i muligheder. Måske får jeg også øje på, når jeg stiller en dom imellem.

For mig handler det om at turde være menneske, som det nu engang er. Autentisk i kontinuerlig bevægelse uden at ville fremstå som en “IDE om en NOGEN”.

Måske finder du resonans i dette? Så kontakt os gerne og hør om vores årsforløb i Cupisofi og elskovskunst