Når du læser om forskellige meditationsteknikker, kan du støde på ideen om: “At du under din meditation, skal lade tankerne komme og gå, som var de skyer på himlen. Alt hvad du behøver at gøre er at iagttage dem som sådan”.

For nyligt på et seminar, som jeg afholdte, stødte jeg på en tilsvarende beskrivelse, som kursisten efter sigende havde fra egen deltagelse i en “Mindfullnes-workshop”: “Se på på tankerne som et vandfald, du befinder dig bagved… Og se dem så falde forbi dig”!

For mig udtrykker begge beskrivelser den vanskelighed, at vi ved iagttagelse igennem disse metaforer, risikerer at forsøge at betragte tanker med andre tanker. Det er som at slukke ild med anden ild.

På samme seminar, hvor jeg inviterede deltagerne til at udforske “den reflekterende samtale”, forsøgte jeg med et alternativt eksempel:

Den gode lytter, som vil arbejde systemisk, kan høre den historie som fortælles, og samtidig lytte efter hvordan den fortælles. Dette kræver bl.a. en færdighed i at kunne skelne imellem forskellige måder at konstruere perspektiver på. Denne sideløbende iagttagelse kan den gode lytter imidlertid udvide til også at omfatte en bevidning af sig selv. Hvor det at lytte efter “hvordan” fungerer igennem tanken, så opstår bevidningen som en måde at sanse på, der ligger hinsides sprog og ord. Du gør dig bevidst, om at der er “en” som både hører opmærksomt efter og samtidig iagttager, hvordan der fortælles. Denne “en” er dig! Lige så snart du fokuserer på “vedkommende”, så er han/hun væk. Du fornemmer dig kun ved at være opmærksomt sansende, hævet over enhver bedømmelse.

Præcis samme kvalitet kan du udforske både igennem din meditationspraksis, såvel som under en tantramassage. I det øjeblik du “giver slip på bedømmelsen”, transcenderer du din iagttagelse og får fat i det, som jeg kalder “bevidning”. Den ligger udenfor enhver beskrivelse. Fravær af bedømmelse fører dig ind i det tomme rum eller Intet, hvorfra al skabelse finder sted.