Et komplekst spørgsmål

Hvis vi nu (igen) antager, at det er fortællingerne om mig selv, som jeg ubevidst gør sande, der stiller sig i vejen for at have kontakt til det, som er… så rejser sig spørgsmålet om, hvordan jeg slipper disse historier?

Problemet kan betragtes som værende temmeligt komplekst, idet også ovenstående problemstilling også kan betragtes som en fortælling? Og dermed i følge “sig selv” heller ikke kan være sand?

Hvordan bærer jeg mig med andre ord ad med at give slip på alle historier, forstået på den måde, at jeg formår at være bevidst om at der fortælles historier, at disse historier kan være smukke, morsomme, sørgelige, skrækindjagende, begrænsende og udvidende, og at ingen af dem kan være sande med afsæt i den simple iagttagelse, at den finger som der peger (fortællingen) vel ikke kan være det, som den peger på, samtidig med at den peger?

Det må næsten forekomme indlysende, at det vil være umuligt at komme til forståelse af dette, igennem en analyse? Vi kan beskrive problemet, og forståelse kommer ikke igennem den beskrivelse som en analyse giver os!

Fungerer analysen?

Indeholder ikke enhver analyse en bedømmelse? En vejen for og imod? Og hvordan bærer jeg mig ad med at analysere og bedømme, uden at benytte mig af mine erfaringer, der jo også kan beskrives som fortællinger hentet fra fortiden. Er det således muligt at forstå noget som helst, hvis forståelsen bygger på en erfaring? Eller er det som vi i daglig tale kalder for “forståelse” ikke ofte blot udtryk for en måske mere sofistikeret beskrivelse?

Hvis jeg vil undersøge denne udfordring, må jeg altså først blive klar over at jeg identificerer mig med historier, og her hjælper den analytiske tilgang mig ikke.

At være nærværende

De som har mødt mig igennem mine seminarer og kurser, hører mig sige, at vi blot skal iagttage os selv i det vi gør, imens vi gør det. At denne opfordring så meget let fører til at hjernen alligevel kommer på overarbejde, skyldes at vi “overser”, at den som vil iagttage sig selv, også er den, som vil iagttages. Fingeren forsøger at pege på sig selv!

Hvis jeg nu beskriver denne “iagttagelse” med nogle andre ord: “At være nærværende”, så bliver det måske lettere at tage imod invitationen til at undersøge det selv.

Hvad er det, som der sker med os, når vi er fuldstændigt optagede og helt “til stede” i noget? Går vores tankestrøm ikke i stå? og betyder det at vi “sover”, eller har vi der i dette nærvær fået en “kontakt”, som ligger hinsides vores bedømmelser og analyser?

Fungerer det ikke sådan, at når du i dette “nærvær” springer til en bedømmelse, så taber du kontakten?

Hvis du i kontakten til et andet menneske er optaget af hvad du mærker, er du så ikke i dine tanker igang med at bedømme og vurdere? Og hvad sker der, hvis du sanser, at du sanser, at du sanser, at du sanser uden at sætte noget ord på, at det er det som du gør?

Tantramassagen

Indgangen til dette er at du begynder at sanse, og det er også her at “tantra”massagen har noget med tantra at gøre. Du kan modtage 100 tantramassager og være optaget af, hvad du og den som masserer dig, gør og hvad det betyder. Dermed har du givet dig nogle nye “oplevelser” og “erfaringer”.

Du kan ønske at ville “arbejde” med dette eller hint tema i massagen, og dette “arbejde” vil stille sig i vejen for, at du igennem mødet får kontakt. Og den kontakt som du kan få, er ikke kontakten til den, som berører dig eller til “dig selv”… men kontakten til det, som er. Der forsvinder du og han/hende. Den nærværende bliver nærvær. Det betragtede til betragteren. Det som ikke er muligt i beskrivelsens verden finder sted. Forståelsen indfinder sig helt af sig selv. Du kan intet gøre, for at den skal komme, og der er intet ord hvormed du kan beskrive, hvad den er eller rummer…

Shiva beskrev, hvad Devi ville erfare…. med ordene: ”Og så……”