Kompetencen til at konflikte ser jeg som en helt grundlæggende færdighed, når mennesker mødes og relaterer med hinanden.

At leve er at konflikte

Alt levende lever af at spise noget andet som er levende. Den natur, vi kender på jorden i dag, er resultatet af gentagne verdensomspændende katastrofer, hvor stort set det meste af det liv, der var der før, de indtraf, blev udryddet.

Hver eneste gang har livet udviklet sig på ny.

Vi blev til ved at en mængde sædceller, har kæmpet og konfliktet om, hvem der kunne få lov til at blive lukket ind en ægcelle. Det at blive født udtrykker om noget konflikt. Der sker et voldsomt skift fra et miljø til fuldstændigt anderledes omgivelser.

Den græske filosof Heraklit skrev, at “kamp er al tings fader”. Han mente at det at konflikte, er fundamentalt for tilværelsen. Livet opretholdes ved at konflikte.

I det lys er det interessant at iagttage, at mange mennesker søger at undgå at konflikte. Det siger de i hvert fald, og det: At ville undgå at konflikte bliver så netop til at konflikte.

De ser det måske bare ikke?
Det svarer i min optik til at bevæge sig udenfor, uden at ville påvirkes af vejret.
….

“Åh nej!” siger Egon til Sara “Vil du nu skændes igen!“
“Ja det er så typisk for dig!” svarer Sara… “Du stikker altid halen imellem benene!”
“Du skal ikke tale sådan om mig!”.. snerrer han så, og går.
…

At kontrollere og at konflikte hænger sammen

At kontrollere og at konflikte hænger meget tæt sammen. Helt grundlæggende er livet præget af spontanitet og uforudsigelighed. Det står i modsætning til, at de fleste mennesker både forventes og forventer at have kontrol over deres liv. De vænnes til at blive vurderet og målt, og selv formulere mål og målsætninger, som de søger at indfri.

Det må antage, at det ER muligt at virkeliggøre sådanne fortællinger om en ønsket fremtid, i en verden som lader sig kontrollere?

Hvis, jeg formulerer et mål, så kan jeg med den rette indsats også nå det!

Der findes vel næppe noget, der kan indsnævre mulighederne for at se mere – end at jage og ramme et mål? Tænk bare på en jæger, der ser igennem et kikkert-sigte!

For mig siger det sig selv, at det om noget bliver til at konflikte.

Kan du huske den stress, du erfarede op til eksamen, ansættelsessamtaler, i ønsket om at tiltrække en hel bestemt potentiel partner – for ikke at tale om situationer, hvor sygdom har gjort noget svært?

Situationer du ville have ønsket at du kunne kontrollere og styre? Og netop det blev til at konflikte!

At konflikte som at bevæge og iagttage

Du har måske lagt mærke til at jeg konsekvens benytter udtrykket: “At konflikte”, frem for at tale om konflikter eller “en konflikt”?

Vi har en tendens til at beskrive noget, der i virkeligheden bevæges dynamisk og kontinuerligt forandres, som om det har en “form”.

“Har vi en konflikt nu?”.. Kan vi finde på at spørge.
“Nu skal du ikke skabe en konflikt!” – Den har de fleste vel også hørt?

Begge udsagn udtrykker i sig selv, at der allerede konfliktes!
Jeg ser det at konflikte som en bevægelses-kompetence. Jeg kan også sige: At det er en måde at iagttage på.

Du og jeg kan ikke bevæge os, uden at alt omkring os også bevæges. På samme måde bevæges vi også, når alt omkring os bevæges. Al bevægelse udtrykker iagttagelse eller bare “skelnen”.

Jeg erindrer de gange, hvor jeg har balanceret på et surfbræt. Det er umiddelbart gået fint, så længe vandet var roligt. Så sker der det, at jeg lige skal flytte den ene fod. Det betyder at brættet vipper en smule. Det gør vandet så også! og ikke bare en gang! Det “vipper tilbage”. Impulsivt vil jeg så korrigere for vandets vippen med mig.. Og hvad sker der så. Brættets vippen med mig bliver voldsommere. .. som igennem en kaotisk kædereaktion ender jeg i vandet!

…Og så, skal jeg op på det igen!

Ikke-voldelig kommunikation?

Jeg har igennem livet mødt adskillige mennesker, som praktiserer det, de kalder for ikke voldelig kommunikation. Konceptet blev opfundet af en mand ved navn Marshall Rosenberg.

Det var meget interessant for mig i mange af de møder blandt andet at opleve, hvordan det, at ville gøre en spontan måde at kommunikere på til noget “ikke-voldeligt”, i den grad blev til at konflikte!

Denne stræben efter form frem for spontan bevægelse, som den nu opstår af-sig-selv, kommer umiddelbart til udtryk ved, at der spændes i mødet. Jo mere der spændes, jo mindre bevægelighed.

Du genkender måske fornemmelsen af at stå overfor et menneske, hvor hele dit system sanser, at vedkommende virker aggressiv? – Og forsøger at se “venlig ud”.

Samtidig sanser du også, at den naturlige irritation vedkommende måske føler, undertrykkes af en ambitionen om at skulle/ville kommunikere på en hel bestemt “ikke voldelig” måde? … Det bliver nærmest til at han/hun begår vold på sig selv..

Min mor ville have kaldt det for: “Øretæveindbydende”.

At konflikte kan hverken “håndteres” eller “løses”. Det at beskrive det på den måde er, netop at gøre det til “form”!

Vi lærer at “løse problemer”, eller at “håndtere vanskeligheder”, som om det er noget vi skal overvinde som er det forhindringer, eller “stillinger” vi skal ud af.

Nej ! ..At konflikte ER at leve, Du og jeg trækker vejret både mod og med tyngdekraften..

Skal vi da være voldelige?

Jamen hvad så ,skal vi da bare rende rundt og være voldelige mod hinanden? Det er i hvert fald det, som mange mennesker gør.

Det er også det, der foregår ude i haven. Naturen udfolder sig i et orgie af vold, drab, parring, fødsel og død.

Primaternes udvikling frem til at vi mennesker har udviklet det, vi kalder for “høj” intelligens, er sket gennem vold og ved at konflikte.

Selv i dag er der ikke mange områder, hvor der udvikles og forskes mere, end indenfor militærteknologi og våbensystemer. De opfindelser, der skabes der, kommer os alle til gavn, når de anvendes også til mere fredelige formål.

 Og er det ikke krigs-våben, der udvikles til, så er det slaget om “markeder”.. og “forbrugernes gunst”.

Hvad med det vi kalder for et parforhold?
Det er indrettet til at forebygge spontanitet. Først og fremmest at tøjle kvindens impulsive lyst. Det skulle måske kaldes for et “Par-forbehold”?

Når skilsmisseprocenten er så høj, som den er, så skyldes det, at det at konflikte er en fuldstændig integreret del af det at leve sammen.

Hvis vi imidlertid ikke udvikler kompetence til det, og forventer at det modsatte skal være tilfældet, så opstår spændingerne på den baggrund.

“Så sig da noget for fanden Klaus!”!
“Jeg ved ikke hvad jeg skal sige!”

“Du ved krafteddermame aldrig, hvad du mener om en skid”
“Synes du det Irene?”



“Om jeg synes eller ikke synes?!!… Hoooold nu op!”
“Hvad skal jeg så svare?”

SELV vil “have noget” – og “ikke have noget”

Noget af det, jeg ser som det allervigtigste at lære, er at bevæge sig på en sådan måde, at vi kan opretholde vores integritet med mindst mulig anstrengelse. Det sker ikke ved at påberåbe os vores grænser i en verden, hvor alt spontant bevæger alt.

Grænser skaber form. Form skabes ved reducere bevægelse og bevægelighed i den. Form kan slås i stykker.

Det, vi kalder for “Mig Selv” udtrykker sådan en form. Jo mere jeg vil passe passe på mig selv, jo mindre bevægelig bliver jeg.

Det der SELV vil have noget, og ikke have noget andet. Det stiller krav til, hvordan andre og hele verden skal “behandle det”. Sorry … Hele verden er ligeglad!
 Drop de krav! ..
Bevæg anderledes!

Hvordan relatere – hvordan konflikte?

Ved at undersøge- og iagttage, hvordan der relateres, …og hele tiden på ny , er det måske muligt at få øje på: At den bedste måde at bevare integritet på bliver: At erkende at det omfatter det hele?

En integritets-fremmende praksis bliver til en systemisk praksis: En såvel: Form-skabene som form-opløsende praksis, hvor rummet for bevægelighed stadig udvides. 

Et rum består ikke af vægge, men af, at der intet er i det.

Det betyder også at se, at det (den), der opfatter sig som “en iagttager”, ingen egen eksistens har uden såvel “måden der iagttages på”, og det som iagttages.

….

Nogle gange bliver tantra beskrevet som en praksis, der “udvider bevidsthed til frihed”.

Det kan også forklares på anden vis: Som en invitation til en praksis der udvider iagttagelses-kompetence til det erkendes, at selv ingen egen-eksistens kan have.

…at SELV-bevidsthed .. Ikke har øje for andet end “sig selv” spejlet i andre og alt andet.

Når det erkendes, så er der ikke et isoleret selv at passe på længere. “At passe på” bliver til at at bevæge og lade sig bevæge -af, -i, -med det hele.

Spørgsmålet bliver så igen og igen: Hvordan?
Et “Hvordan” der ikke kan findes et svar på – men utallige muligheder.

Vi kan praktisere at øve hvordan vi kan øge antallet af muligheder for at bevæge os i alle situationer?

Få en smag på det i vores sommercamp, eller vores praksis-fællesskab