Evnen til “at lære” ser jeg som det helt basale kendetegn ved det levende. Derfor har det også stor relevans for formidlingen af en Tantra. En Tantra fungerer som en invitation til at lære og at øve sig…

Denne artikel er en smule længere end de fleste. Hvis du læser den til enden, vil du måske kunne se, hvad der gør den vigtig for mig 😉

Evnen til at lære

Noget af det mest fascinerende ved livet og det levende er for mig dets evne til at lære. Denne evne til kontinuerligt at blive mere kompetent og bedre til at overleve.

Ethvert levende væsen bevæger “sine” omgivelser, og bevæges simultant af dem.

Ser jeg lidt nærmere efter, vil afgrænsningen imellem, hvad der kan regnes til disse “omgivelser”, og hvad der “hører med”, fremstå som en illusion der alene skabes i ønsket om at se noget “bestemt”.

De fleste mennesker vil f.eks. regne tarmens flora og -fauna som en del af “sig”. Dette på trods af at disse mikroskopiske organismer har et helt andet DNA end kroppens øvrige celler. I antal overstiger de også de øvrige celler i kroppen med mange, mange gange…

Tarmen bliver embryologisk set “foldet” ind i os. Noget, der i embryoet før var vores yderside, bliver nu regnet til det “indre”. I princippet sker der noget, som svarer til at skubbe sin finger helt ind i en blød ballon, eller som at lave en Doughnut.

Forholdet minder om den righoldige flora og fauna, der lever på min hud. Den er helt afgørende for min sundhed og modstandskraft.

Et økologisk system

Jeg “er” med andre ord et “økologisk system“, der forbindes med andre systemer, som forbindes med andre systemer … og er indeholdt i større systemer… etc.

Der er ikke “nogen”: “Jesper”, der eksisterer uafhængigt som en “enhed”, der er “sat” på Jorden eller i Universet.

Når “han” så alligevel beskrives SOM et individ med en egen “identitet”, så udtrykker det en helt specifik skelnen eller afgrænsning, der opstår igennem iagttagelse.

“Grænsens” eksistens opretholdes igennem iagttagelse og bedømmelse.

At tale og skrive om “læring og det at lære” må for mig nødvendigvis tage afsæt i dette “systemiske perspektiv”. Det samme udgangspunkt finder jeg i de fleste Tantras.

Spørgsmålet optager mig – og har gjort det, så længe jeg kan huske – lyder derfor:

Hvordan lærer et økologisk system?

Et meget indlysende svar vil være, at systemet simpelthen er “lærende”. Det sker af-sig-selv på samme måde, som al anden impulsiv, spontan, bevægelse i det levende. Det er umuligt ikke at lære, hvis der vel at mærke finder bevægelse sted!

Bevægelsen skal passe til det pågældende system. Den bevægelse, der f.eks. finder sted i kogende vand, vil være for voldsom til langt de fleste levende systemer (men ikke alle).

Det samme gør sig gældende for den bevægelse, der sker ved meget lave temperaturer langt under vandets frysepunkt.

Et system – i dette tilfælde det vi kalder for “et menneske” – lærer af-sig-selv, når det bevæges i overensstemmelse med sin natur, struktur og interne organisering. Derfor lærer mennesker godt af mennesker. Heste godt af andre heste ..osv.

Læringens helt basale funktion er at sørge for, at denne natur, struktur og organisering bevares bedst muligt. Livet holder sig selv i live af-sig-selv.

At lære og Lyst

Denne helt basale impuls, kalder jeg for “Lyst”. Den kan ikke forlanges, kræves, købes eller bestilles. “Den” er “det levende”.

Den kan derimod forhindres og undertrykkes.

Det sker, når der skabes eller opstår “omgivelser” dvs. i overordnede, side- eller underordnede “systemer”, der ikke er i synkronicitet med det system, vi iagttager her – altså mennesket.

Opstår der pludselige forandringer i tarmfloraen, falder temperaturen pludseligt voldsomt omkring dette menneske, møder vedkommende en overlegen voldsmand eller -kvinde, vil systemet ikke “kunne følge med”. Det mangler simpelthen kompetence, eller forandringen er mere end det strukturelt og organisatorisk kan håndtere og følge med til.

At lære i små skridt

Forandringer i kompetence, struktur og organisering, sker i små skridt, og med meget forskelligt tempo. Af de tre vil bevægelseskompetencen være den, der hurtigst kan forandre sig. Her tænker jeg på kroppen som et hele. Altså såvel krop som intellekt under et.

Vedvarende passende gentagelser bliver her vigtige for læring og udviklingen af læringskompetence.

Hvis jeg skal nævne et eksempel, hvor de fleste levende væsener må give op overfor forandringer bliver det “radioaktiv stråling”.
Der mangler vi simpelthen strukturelt evnen til at sanse den. Den er usynlig, lugter ikke, smager ikke, og mærkes først når huden rødmer, eller voldsom kvalme sætter ind. Dvs. når kroppens ødelæggelse sætter ind.

Den eneste måde at forbedre et menneskes bevægelseskompetence i forhold til radioaktivitet vil være igennem intellektuel “viden”. Med det mener jeg: Dets evne til at beskrive og kommunikere fortællinger til hinanden om, hvornår og i hvilke sammenhænge radioaktivitet kan optræde.
Først derefter vil det kunne beskytte sig ved at fjerne sig, eller evt. beskytte sig med egnede beskyttelsesmidler.

Læring kan undertrykkes

Eksemplet med radioaktivitet peger også på, hvordan læring undertrykkes når et menneskes evne, mulighed eller vilje til at sanse reduceres. Det kan f.eks. ske ved at nedsætte dets kropslige bevægelighed, idet alle sanser er fuldstændigt koblede til bevægelse i kroppen.

Alternativt kan det ske ved at skabe en fast, gentaget, overbevisning om, at det der sanses her og nu, har mindre vigtighed for overlevelse, end fortællingen om et muligt udbytte der kan komme senere. Øvelsen der skal til vil f.eks. være “at udholde” eller “overhøre” smerte fra krop og sind.

Endeligt vil et menneske, der befinder sig i meget ensartede omgivelser, med megen lidt bevægelse, forstyrrelse og variation ikke få nogen anledning til at forandre sig af-sig-selv.

Her kan det være i omgivelser der er præget af intellektuelle tros-systemer, hvor det at stille spørgsmål til dem indebærer stor risko for evnen til at overleve eller føle sig tryg.

Alternativt f.eks. fysiske omgivelser som rum og lokaler med megen lidt variation i belysning, lyde etc… Eksempler på det kan være isolationsceller eller endog typiske kontorlandskaber.

At lære betyder at overleve

Overlevelses-kompetence er lærings-kompetence. Altså jo bedre et økologisk system kan forandre sig selv af-sig-selv i mødet med forandringer, der endnu ikke er erfaret, jo bedre formår det at forblive i live.

Jo flere variationer i såvel struktur, organisering og bevægelse et sådan system kan skabe i-sig-selv, jo flere muligheder er der for at kunne følge med forandringer i tilgrænsende, over- eller underordnede systemer.

Dette er særdeles interessant for enhver, der beskæftiger sig med læring og pædagogik.

Hvis jeg skal opsummere:

• Læring sker af-sig selv. Det er det levendes iboende natur.
• Læring betyder at forandre sig selv – i passende takt, tempo og rytme med forandringer i omgivelserne dvs. side- under- eller overordnede systemer, samt vores struktur og organisering.
• Evnen til at lære er direkte koblet på evnen til at overleve.
• Evnen til at lære kan undertrykkes.
• Hvor forandringer ikke kan sanses eller fornemmes vil læring ikke kunne ske.
• Læring undertrykkes ved at reducere såvel den interne bevægelsesnødvendighed og bevægelighed (f.eks. igennem troskonstruktioner og faste overbevisninger) som variationer i det, der kan sanses og fornemmes i omgivelserne.

Gode rammer for at lære?

Ovenstående grundantagelser giver et fingerpeg om, hvad der måske skal til, for at skabe gode rammer for at lære?

• Vi lærer godt, når vi møder et menneske (eller et andet levende væsen) vi kan og vil spejle, og som formår at bevæge sig sammen med os i kontakt og på en måde, der “passer” til os.. Dette gælder såvel intellektuelt som kropligt. Vi spejler os gerne i mennesker (levende væsener), vi kan lide og respekterer.
• Vi lærer godt, når vi sanser tydelige forandringer såvel i os, som omkring os. Denne sanse-evne må knyttes sammen til såvel kropslig som intellektuel bevægelse.
• Vi lærer godt, når vi får mulighed for selv at undersøge og afprøve muligheder – og ikke inviteres ind i trosforestillinger.
• Vi lærer, når vi forbinder det, der skal læres, med en erfaret nødvendighed i forhold til vores overlevelse eller leve-kompetence.

Læringsrummet på Mahamudrainstitut

Jeg har igennem de mere end 30 år, jeg har ledet seminarer og workshops, haft den indstilling, at vi tiltrækker mennesker, som kan spejle sig i os. Jeg husker fra min skoletid at de fag, jeg lærte mest i var der, hvor jeg kunne lide læreren.

For mig er det hamrende vigtigt, at beskrivelser følges af praksis. Jeg lærer simpelthen ikke særligt godt af et menneske, der blot fortæller mig, hvad jeg skal gøre, uden selv aktivt at ville vise det og bevæge sig i kontakt med mig. Måske har det noget med autenticitet at gøre?

Jeg skriver artikler af og i lyst. For mig fungerer de også som læringsrum, hvor jeg åbner mulighed for at “se det jeg tænker” i refleksivt perspektiv. Samtidig bliver de også et spejl, andre mennesker kan se i.

De, der intet ser, eller for hvem det hele synes mærkeligt, utydeligt og uvedkommende vil ikke få lyst til at komme og undersøge Tantra eller den systemiske tænkning sammen med os.
Til gengæld vil mennesker, der genkender eller fornemmer en vis forstyrrelse i sig… af-sig-selv søge kontakt.

Vi åbner et rum for at lære, der svarer til de rammer, jeg har beskrevet ovenfor…

At få øje på spejlet?

Hvis du kan få øje på spejlet, og tiltrækkes af muligheden for at se dybere eller klarere i det, så er du så velkommen. Det er ikke svært. Det kan udfordre. Det gør det “at lære” – selvom det altså sker-af-sig selv.

I den forudsigelige underholdning, der nogenlunde matcher de forventninger, en tilskuer kan have, vil der ikke finde megen læring sted.

Den undervisning, hvor en lærer vil fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at gøre det “rigtigt”, har jeg ikke lyst til.

Jeg trives med muligheder for at spejle praksis og sammen undersøge og udvikle klare hypoteser og grundantagelser. Ad den vej erfarer og lærer jeg selv – af-mig-selv.

Der ser jeg ingen “lærer”. Vi mødes i et “lærings-rum”.

Hvis du har lyst til at være med, så læs her om vores to uddannelsesforløb: Systemisk cupisofi og elskovskunst og Systemisk grunduddannelse