At lede betyder ikke at styre, men at skabe klarhed.

At lede er ikke at opstille valg, men at fremme en kontekst, der trækker “den vej” som det naturlige og indlysende.

Vand ledes af landskabets bevægelser. Landskabet formes også af vandets. Sådan virker ledelse.

Ledelse bevæger emotionelt.

Det gælder for alt levende.

Ord og betydninger lærer vi emotionelt.
Vi sætter lyde og tegn på emotionelt erfarede sammenhænge og bevægelser.

Når, vi hører eller læser disse ord igen, så bevæges vi, som vi blev det dengang, vi lærte “at forstå” dem. – Og som vi har øvet at bevæge os til dem siden.

Overalt hvor der styres, sker det for at skabe forudsigelighed og undertrykke den naturlige spontanitet.Lyst, spontanitet og uforudsigelighed er vores natur.

At lede eller styre?

At styre

Hvordan opdager du, at du styres og ikke ledes?
Det kan være svært, når du ikke har øvet det.

Når der styres: Vil nogen noget med noget eller nogen. Der er et koncept, en plan, en metode som betinger det, vi gør.

Når vand skal styres, graves der en kanal eller trækkes et rør, og den holdes fri af spontan forandring. Vandet reguleres. Sådan fungerer magt!

At lede

At lede betyder – at vi følger hinanden i det, som naturligt sker “omkring os”. Hvor der skabes klarhed vil der være tydelighed. I tydelighed er der ingen valg, der skal træffes. Dermed heller ingen angst og behov for kontrol.

Jeg ser igennem det klare, og det gør det let at opdage, hvordan jeg kan bevæge mig sådan, at jeg kan passe på mig, og det jeg kan komme til at træde på.

Var der ledelse før den elskov, som ikke opstod?

Lad mig eksemplificere dette med et møde imellem to mennesker, som måske vil elske med hinanden?

De mødes og snakker. Og snakker.. og snakker mere. Pludselig er klokken blevet for mange.
De tager afsked og undrer sig begge over, hvad der skete – eller netop ikke skete?

“Nå der var nok bare ikke “kemi” til det i dag”… Tænker den ene.
“Han/hun er sød, og der kom ikke nogen gnist” siger den anden.

“Nej, der opstod nok ikke ledelse”…. Vil jeg sige.

Hvad er det for en kontekst, der havde kunnet trække de to mennesker til næsten ikke at kunne LADE VÆRE med at elske?

Vores evne til at genkende kontekster og sammenhænge er det, som spontant bevæger os.

Altså både de ord, vi benytter, de omgivelser vi sidder i, vores påklædning, de fortællinger vi fortæller, hvordan vi fortæller, emnerne vi tager op, måden vi ser og møder på, dufte, lyde, gestik.

Dertil kommer, at vi sjældent ønsker at blive bevæget direkte. Det føles meget hurtigt som at nogen vil styre os. Og så VIL der opstå modstand eller ulyst som at vi spænder, eller bliver fuldstændig passive.

Alt dette kan øves! … og det er virkeligt kreativt og sjovt at gøre det med hinanden. <3