“Den autentiske og committede mand”? En artikel med ovennævnte tema fangede mit blik her til morgen. Da jeg havde læst den, gav det mig anledning til at reflektere over, hvad det vil sige at leve autentisk ?

Committment

Et af dens budskaber var, at en mand gerne udholder noget for at vise sit “commitment”. Dvs. Sætter sig noget for og tilsidesætter egne behov og lyster, for at gøre det færdigt. Skribenten gav udtryk for at “commitment” indeholder forpligtelse – og fortsatte med at påpege, at denne evne gør en mand fortjent til tillid – især hvis det, han sætter sig for, er krævende.

Manderollen?

Der skrives jævnligt i disse år om mænd, og hvordan de skal være for at være “rigtige”. Måske mener mange mænd, at de skal finde en rolle, der skal passe? Nogle henviser til, at det er blevet sværere for mænd at bevæge sig med kvinderne. At mænd ganske ofte slås med en identitetskrise?

Den usynlige far

En hypotese som jeg ofte møder, er at mænd mangler forbilleder. De mange skilsmisser, hvor børnene overvejende bliver hos moderen og samværet med faren, reduceres måske til 4-5 dage om måneden. Det gør måske svært for især drenge, at spejle sig i en voksen mand, som de har tillid til? Samtidig vil det, de lærer, igennem denne sparsomt nærværende far være, at han gør sig usynlig og overlader opdragelse og fællesskabet med sine børn til moderen.

Jeg er med på, at det kan være komplekst med en skilsmisse, og jeg beskriver blot, hvad jeg ser og hører.

Autenticitet – ægthed

Hvad er en mand?

Er det et menneske, som finder og spiller en særlig “mande-rolle”, som var livet et teater eller en film?

Ind imellem kan jeg få det på fornemmelsen, når jeg støder på reklamer for “mande-kurser”.

Jeg hører ofte ordet “autenticitet” nævnt som en egenskab ved mænd. Et dækkende synonym for autenticitet vil være “ægthed”. Hvis noget fremstår som “ægte” – betyder det, at det er originalt. Dvs. det jeg ser, udtrykker ikke en kopi af noget, er ikke skuespil, men det-som-er. “Sandt” kunne jeg også skrive eller måske “klart”?

Nu kunne jeg  ønske mig, at alle mennesker uanset køn fremstod autentiske. Og det vil så i min beskrivelse betyde, at vi ikke spiller skuespil og ikke påtager os en rolle.

Pligt og forpligtelse står i vejen for kærlighed

Tildeles jeg en rolle af nogen, forventes det at jeg “lever op til den”. Jeg forpligtes af den. Hvor der er pligt, ophører frihed og dermed ansvarlighed.

Påtvinges jeg igennem en rolle en helt særlig adfærd, som understøttes af sanktioner, såfremt jeg ikke opfylder min pligt, vil jeg begrunde og betinge min adfærd af det, som forlanges og forventes.

I min optik stiller det sig i vejen for kontakt til kærlighed (og lyst). Jeg behøver bare at tænke på de tusinder (eller millioner) af unge mænd, som igennem strenge fædres krav og forventninger til, at de skulle opføre sig som “rigtige mænd” og “gøre som de er forpligtede til”, har måttet lide så bravt. Samtidig har de ofte igennem hele livet søgt faderens accept og desværre forvekslet den med anerkendelse.

Anerkendelse

Anerkendelse betyder at SE – hinsides nogen form for vurdering og dom.

De er blevet bedt om at vise deres “commitment” overfor fædreland, virksomhed, troen, familiens ære og til jeg ved ikke hvor mange andre ideer. Frem for alt forventedes det, at de blev til “nogen” og “noget”.

Ja tanken lever i bedste velgående: Som når faderen banker hårdt på teenage-sønnens dør og råber: “Hvis du ikke holder op med at spille computerspil, bliver du aldrig til noget” .. Er sønnen da ikke fuldstændigt ok, som han er?

I stedet skulle faren i min beskrivelse gå ind ad den dør, og lade sin søn lære sig at spille det spil. I det øjeblik, de spiller det sammen, opstår anerkendelsen.

Jeg vil ikke være “nogen”

At leve autentisk betyder (måske) helt at slippe ambitionen om at være “nogen” eller “noget”? Frem for alt at få øje på hvor let jeg inviteres til at give andre mennesker ansvaret for at “gøre mig rigtig?”

Det er voldsomt spændings- og lidelsesfyldt i længden, når vi f.eks lever sammen og følger en formel, der kunne lyde sådan: “Vil du tage ansvaret for, at jeg har det godt? Så skal jeg nok tage ansvaret for, at du har det godt”.

Noget mere egoistisk kan jeg næsten ikke forestille mig.

Et alternativ kunne være at mødes i at leve autentisk.

“Jeg tager ansvar for mit eget velbefindende, og vil gerne understøtte dig som jeg kan uden at stille mig i vejen for, at du kan bevæge dig frit. Lad os være klare og ansvarlige i det vi gør sammen og hver for sig – vise hvem vi er, og hvad vi gør. Ingen af os fungerer som en isoleret ø, vi bevæger os med hinanden, bevæges af hinanden, og må hvert eneste øjeblik bevæge os med det, som er og sker. I rytme, impuls og uforudsigelighed.

Jeg ser ingen ide i at finde “sin rolle”, hverken som mand eller kvinde – altså med mindre man vil være skuespiller?

Den, som vil vise sit “commitment”, som forpligtigelse betragtet, vil i bare iver efter at “gøre noget færdigt” tabe opmærksomheden på at livet ikke fungerer efter vores ambition og ide, men forandrer og bevæger sig hele tiden. Det sker til fordel for et unaturligt “fokus” på målet og det, der evt. skal “udholdes for at opnå det”.

NEJ… Det er ikke særligt “mandigt” at være fokuseret. Den historie er opfundet af John Grey i bogen “Mænd er fra Mars og kvinder fra Venus”. En jæger og samler skal bevæge sig opmærksomt. Både for at få øje på alt det, som kan spises, og for at undgå at blive spist af andre, der kunne være sultne ”

At leve autentisk

Kan jeg “lære” at leve autentisk?
Det kan ingen lære. Måske kan jeg få øje på det – igen og igen? Det handler  om at SE.

…. Ikke fortællingen om det, der bør være, men det der rent faktisk ER.