“Lev i nuet!”… “Det gælder om at leve nuet!”. Disse udsagn hører jeg igen og igen, og læser dem også med jævne mellemrum på nettet og i litteratur.

Prøv at betragte sætningerne! De er formet som befalinger, dvs. som noget jeg bør stræbe efter? Bliver de dermed ikke selvmodsigende? Jeg skal altså ikke “bare” leve, men “leve i nuet!”?

Tid fungerer som en praktisk målestok.

Mennesket har sandsynligvis haft brug for at have en målestok for at kunne kommunikere årstidernes skiften eller aftale møder og træfpunkter lige så længe, som der har været social aktivitet? Tid er et meget praktisk sprog at kommunikere i. Behovet for præcise ure blev meget påtrængende, da jernbanen blev opfundet. Hvordan kunne man ellers ankomme til stationen så det passede med, at man kunne stige på toget? Tiden benytter vi til at beskrive bevægelse og forandring. Uden det, ville det være svært at beregne og konstruere mange nyttige hjælpemidler i vores hverdag. Hvert eneste menneske som vil leve i social interaktion med andre mennesker behøver en eller anden form for tid at beskrive sit liv og færden i.

Identifikation med fortællingen om “nuet”.

Når nogen siger til mig, at de ikke kan aftale noget, der ligger “fremme i tiden”, med afsæt i den underliggende tanke, at de vil leve i nuet, så undrer jeg mig. At ville leve i “nuet” må om noget være at have identificeret sig med en tids-beskrivelse: Fortællingen om nuet.

Det vil være temmeligt upraktisk ikke at ville aftale med sit barn, hvornår det skal hentes efter lejrskolen, eller med sin ven som ønsker et lift hjem fra lufthavnen efter udlandsrejsen, hvornår han vil afhentes ude i fremtiden? For ikke at nævne, at nægte at stille uret på ovnen, for at kunne tage bollerne ud i rette tid?

“Nuet” må være en abstraktion? Et forsøg på at beskrive “stedet” imellem fortiden og fremtiden? Kan du beskrive din fortid som andet end en fortælling? Og hvad med din fremtid? Vil den ikke også skulle beskrives i tanke og ord, og oven i købet udelukkende med brug af dine ideer, ordforråd, og oplevelser som du også henter fra dine erfaringer – altså fra fortiden? Hvis både din “fremtid “og “fortid” bygger på beskrivelsen af noget som er passeret, vil det så være meningsfyldt at tænke på “punktet” imellem dem? ….”lige nu!”?

At ville leve i “nuet” betyder for mig at ville leve et liv, som er sovset ind i beskrivelse af tid.

Pedanteri?

Det kan måske virke pedantisk at forholde sig til et sådant fænomen, og jeg morer mig over at undersøge, hvad vores historier gør ved os, hvordan de inviterer os til en bestemt adfærd, og om vi nogle gange med fordel kan fortælle dem anderledes?

Om vi vil det eller ej, så lever vi med disse historier, budskaber og fortællinger, og de indgår som en fuldstændig nødvendig del af vores samvær med hinanden. De kan være kraftfulde og tiltrækkende, og når vi identificerer os med dem taber vi kontakt og forståelse. Historier kalder på vores intellektualitet. Vi lader os “trække os ud af os selv”, når vi forveksler dem med det, som de beskriver.

Hvis jeg skulle vælge en anden historie til at beskrive længslen efter “ikke længere at skulle noget sted hen”, så vil den handle om “opmærksomhed” eller om at være vågen.

Sover jeg eller er jeg vågen?

Uanset om jeg identificerer mig med historier, der fortælles med tid som sprog: “Jeg skal nå at….”, “Mon jeg nu også når at…inden det er for sent?”…. Eller om det er andre historier, som jeg tror er “sande”, så er funktionen af denne tro og konditionering set i et tantrisk perspektiv, at jeg sover. Jeg bevæger mig godt nok tilsyneladende rundt i verden, og det som jeg “ser”, er ikke det der er, men mine projektioner og forestillinger om det, der er.

Livet lever hinsides form?

Livet leves af sig selv. Bevæger og forandrer. Livet kan ikke være sin “fremtræden”, men må erfares i det, som skaber denne fremtræden.

Enhver form må skabes ud af intet, som i udsagnet: “Der sanses, og det betyder…”

Intet forsvinder. Hvor der intet er, kan intet forsvinde. “Form” kan ændres, og denne “Form” er, netop fordi den fremstår som “Form”: Den fremtræden som i drømmetilstanden ses og gives betydning som en “Form”.

Livet lever hinsides enhver form, som det gælder for lysten, kærligheden og friheden. Enhver form vil betinge i “dette, og ikke noget andet”.

Hvordan vække en sovende?

Kan jeg vække en sovende ved at give vedkommende en ny drøm at drømme? F.eks. drømmen om “at leve i nuet”? eller for den sags skyld drømmen om “at blive vågen”?

Hvis det skulle lykkes mig at overføre drømmen til den sovende, ville resultatet sikkert blot blive en endnu dybere søvn? For vække nogen fra sine drømme, må jeg vugge vedkommende blidt, måske endog ruske i ham… vel at mærke med nogle skub som kommer hinsides ord og tanke. I sidste ende er det kun ham selv, som kan vågne. Mine skub kan højest blive til en invitation.

Kan du erkende at du er vågen?

Hvorledes vil du erkende, at du er vågen? Igennem en beskrivelse af din vågenhed? Eller vil denne beskrivelse ikke også blot lægge sig som et slør over det, der ses? ..Vil den blive en drøm, som andre vil stræbe efter?

Vågenhed indtræder, når enhver drøm er ophørt. Intet ord kan give dette, som er hinsides beskrivelse, nogen form. Jeg kan kalde det for “Meditation”, “Lyst” eller “Kærlighed”… Og selv disse ord vil kunne trække dig lysår væk fra forståelse og kontakt.

Ingen anstrengelse, ingen stræben, intet forsøg på at forstå skaber kontakt. Når al umage ophører, enhver ambition og ønske opløses, og intet er – end ikke “du” eller “jeg” – så forenes intet i intet.

Tantra er at erfare uden at gøre erfaringer. Tantra er at leve uden at have identificeret (sig med) form. Som det klare spejl, der spejler alt uden forstyrrelse eller forvrængning…og endog spejles selv.