Her til morgen læste jeg en artikel om “at mærke sit nej.” Den fik mig op af stolen. Fortællingen var fra et kursus i tantramassage, hvor en kvinde følte modstand i forhold til at gå i et længerevarende møde med en mand på samme seminar.

Hvad, der spontant får mig til tasterne, er at læse, hvordan seminar-lederne “tager en snak med den pågældende kvinde om sin modstand”, og efterfølgende inviterer hende til at tale med manden om “sit nej til at gå i møde med ham”.

Forløbet ender med at hun/de alligevel går i møde.

ALT stritter i mig, når jeg læser det! Ja det løber mig simpelthen koldt ned ad ryggen.

Et intellektuelt valg?

Den største misforståelse, jeg møder, når der tales og skrives om “ja/nej” er, at det handler om et intellektuelt valg, som “vi meningsfuldt kan tale om”.

Et barn, der spytter sin babymad ud, øjeblikkeligt efter at den er puttet med ske ind i munden på sig, tænker ikke “nej”.

Hun passer spontant, refleksivt på sig.

Hun er levende, “af-sig-selv”. Til det hører at spytte det ud, som kroppen ikke kan lide eller som føles for fremmed. Når mor efterfølgende skraber den udspyttede mos af barnets kinder, og propper det ind igen sammen med rosende søde ord, er det hun gør: At lære sit barn at undertrykke denne impuls. …. “For barnets skyld” – naturligvis.

Baby får anerkendelse og ros, når hun erstatter impulsen med ønsket om at gøre mor glad.…

“Neeijj hvor er det fint. Nu har du spist sååå meget af den fine babymad” (Som mor absolut ikke selv kan lide særligt godt)”

Vi overtales til IKKE at flytte os spontant.

Vores liv er fyldt med sådanne situationer, hvor vi overtales på den ene eller anden måde til ikke at flytte os spontant for at passe på os selv. Vi skal igen og igen forklare – dvs. betinge det vi gør med en passende begrundelse.

Hver eneste gang bliver det til at betinge, “at vi lever af-os-selv”. Det forhindrer simpelthen, at vi kan anerkende os, som vi er og favne os i kontakt til kærlighed.

Der opfindes “grunde” til ikke…

Vi kan opfinde så mange “grunde” til, at vi ikke bare skal sige nej, men tale om det i stedet.

“Det er synd for ham”.
“Så får du ikke så meget ud af kurset”.
“Hvad vil de andre ikke tænke?”
“Så tror han, at jeg ikke kan lide ham”.
“Hvad skal han så, når nu jeg ikke vil være sammen med ham?” …
“Men jeg kan jo godt lide ham!”

Alle disse overvejelser har en eneste funktion: At undertrykke den spontane impuls, og erstatte den med overvejelser for og imod.

De gør ja/nej til et valg. I alle valg skjuler der sig en konflikt – og angst for ikke at vælge rigtigt.

Valget, overvejelserne, samtalen om at “mærke sit nej” inviterer i kontrol.

En sådan samtale kan kun indledes af et menneske, der ikke kender til den spontane impulsive “passe-på-sig-selv-bevægelse” i sig.

At mærke sit nej – NEJ

Dette ja/nej springer på ingen måde af et intellekt, der “mærker efter”, men af kontakt til “lyst”. … Af naturlig, ureflekteret livs-impuls. Det, der gør, at vejret trækker sig selv med mig, at mit hjerte slår, og at jeg lynhurtigt flytter fingrene, hvis jeg rammer en tidsel. … Det er det, jeg er. Ikke det, jeg er opdraget til at være eller fremtræde som.

…. Og nej det har ikke det mindste med “grænser” at gøre… Ingen tidsel, hveps, ild, kulde, regn, dårlig ånde, lugt…. respekterer nogens illusoriske grænser. Ideen om en “grænse” udtrykke blot endnu en måde at “forklare sig på”. At flytte sig spontant betinges heller ikke af “en grænse”

Impulsen blomstrer i fraværet af “at skulle være nogen”, og undertrykkes hvor der f.eks. igennem en “samtale om det” – peges på en sådan “nogen”, med ønsker, længsler, angst og håb.

Kan føles uudholdeligt for “den anden”?

Ja det kan føles næste uudholdeligt, hvis et menneske bare flytter sig væk uden at forklare sig. Og det gør det KUN i manglende erkendelse af, at dette menneske passer på både mig og sig.

Et menneske, der ikke selv kender og erfarer vigtigheden af at genopdage den spontane bevægelse, vil søge at “samtale om det”. Det gøres i den bedste intention af angst for den uorden, det skaber.

Samtalerne, forklaringerne, overvejelserne, kompromiserne bringes i spil for at genoprette orden og kontrol. Lyst derimod er i sin natur ganske uordentlig og fuldstændig klar.

Der findes ikke et “nej”, der “mærkes”. Enten flytter jeg mig, eller jeg gør det ikke. Hvis det “mærkes” som f.eks “modstand i mig” er det allerede for sent. Intellektet har taget over.

At handle som der sanses

Hvis noget tilsvarende sker på et seminar på Mahamudrainstitut, er opfordringen at handle spontant, som og i det der sanses. At stå ved det, og erfare hvor fantastisk det er, for en gang skyld ikke at skulle forklare sig.

Vi understøtter det bl.a. ved at gøre det fuldstændigt lige værdigt at sidde og iagttage opmærksomt i rummet, eller gå ud, som at være aktivt med i en øvelse.

Samtidig gør vi det meget tydeligt, at ingen deltager på seminaret, for at skulle gøre andre tilfredse!

Hvis, en deltager ikke har en at øve med, er det, som det er. Den som evt. ligger alene på måtten, og måske føler sig “afvist” – får muligheden og støtten (et lyttende øre) til at iagttage, hvad det er for nogle historier, der opstår i sig.

Den mindste følelse af pligt i forhold til at gå i møde med et menneske, kan lægges til side.

En øvelse om f.eks. “tantra-massage” udgør en ramme for AT øve sig i at flytte sig spontant: At bevæge sig som der sanses.

DET er simpelthen fundamentet i en Tantra – og i alt hvad vi gør på vores seminarer.

Cupisofi og elskovskunst – at flytte sig spontant