Jeg møder ind imellem udtrykket: “At man har overskredet sin grænse”. Dette stilles måske i forhold til “at udvide sin grænse”?

Mor og barn – grænseløst

Som foster er der med al sandsynlighed ingen af os, som mærker nogen grænser. Vi er biologisk et med vores mor, lever med hende som i een organisme. Vi kan vælge at betragte fostret, som havde det sin egen identitet, og uden sprog, uden ord og fortællinger, har dette kommende barn vel ingen opfattelse af sig selv “som nogen”?

Ved fødslen oplever vi adskillelsen fra vores mor, og denne fornemmelse af at være et, forsvinder først i det øjeblik, vi identificerer os med. at vi er “nogen”. Mor og Far gør sig ihærdige forsøg på at få os til at forstå, at vi ikke blot skal reagere på et bestemt lyd: Altså på vores navn, men også at vi ER dette navn. Vores konditionering er begyndt. “Du ER Jesper” siger de til ham den lille, når han for halvtredsindstyvende gang kigger sig undrende i spejlet.

Fra det øjeblik går det smerteligt op for os, at vi er alene. Ikke at vi ER det, men vi oplever igennem denne identifikation den første psykiske grænse imellem “mig” og “alt andet”.

Resten af vores liv fylder vi andre fortællinger på den første historie. Vi opdrages til at blive til noget, være noget, kunne noget, præstere, have idealer, ambitioner og skulle “have noget ud af livet” på trods af at ingen af os overhovedet kan få noget som helst med herfra, når det engang er slut.

Ensomhed og aleneværen

Vores psykiske afgrænsning virker vel i princippet som den mekanisme, der cementerer en følelse af ensomhed og aleneværen?

Af de mekanismer til afgrænsning som vi får med os, bliver moral og normer nogle af de som kommer til at hænge bedst fast. Overtræder vi dem, lærer vi at det skal være forbundet med “skyld”. Har du skyld, må du også føle “skam”. “Skam dig!..og kan du så sige undskyld!” bliver til et mantra, som ikke nødvendigvis har lige netop den formulering, men så en anden mere subtil af slagsen. Skyld følger af en dom, og vi bliver vores egne dommere, som næsten uafbrudt sidder i baggrunden og udsteder retningslinier, fortæller os hvad vi kan tillade os, må forvente, skal drømme om etc.

Bliver ikke alle disse domsforkyndelser der har form som fortællinger og ord, som vi identificerer os med, til vores psykiske grænser?

Sanse og lære

Når jeg skelner imellem psykiske og fysiske grænser, så skyldes det at jeg ser en anden type “afgrænsning” som naturligt følger af “at være sansende”. Hvis noget er for varmt, trækker jeg øjeblikkeligt mine fingre til mig. Er lyde for høje, dækker jeg mine ører. osv. Vi er, som en del af den måde, som vi naturligt fungerer på, i stand til at tage vare på os selv – og vores sikkerhed. Denne sansning ser jeg som en del af den måde, som vi er i verden på, og den er af helt afgørende betydning for al læring, dvs. for at vi kan erfare og tage kontakt til både os selv og det som der er omkring os. Den er en forudsætning for at vi lever. Jeg trækker f.eks. automatisk luft ind på et tidspunkt, når jeg vil holde vejret. Jeg KAN træne mig op til at holde vejret indtil jeg besvimer, og så sker der lykkeligvis det, at vejrtrækningen begynder af sig selv igen.

Eksemplet med vejrtrækningen viser mig, at det er muligt for os igennem vores tro på idealer og moral, fuldstændigt at overdøve vores naturlige sanselighed, og dermed også sætte en stopper for videre undren og læring.

Er det ikke også præcis sådan at stress fungerer? Vi stresses ikke over livet selv, men over alt det som vi vil have ud af livet: Planer, mål, krav og forventninger.

Skal jeg udvide mine grænser?

Hvis vores psykiske grænser fungerer som fortællinger, giver det så mening at “udvide dem” ved at fortælle nogle nye fortællinger, som jeg så identificerer mig med på ny?

Eller kan jeg kun slippe disse fortællinger, ved at indse, at de er, hvad de er…fungerer som de fungerer, og at vejen til friheden går igennem at sanse direkte hinsides bedømmelse?

At transcendere handler om at “træde over” – når jeg skal beskrive det i ord . Lad grænsen blive liggende! Se på den! Se hvad den gør ved den, som er “indenfor” og alt det, som er “udenfor”. Se at enhver grænse vil skabe konflikt og spænding.

Tantra kan jeg beskrive som grænseløs i betydningen: “Hinsides grænser”.

Tantra er uden kamp – Tantra er lyst

Tantra fungerer uden kamp. Anerkend dig selv. Du er fuldstændigt i orden! Du skal ingen steder hen. Du står lige midt i friheden og kærligheden, du skal bare åbne dine øjne og se den…ikke som din forestilling og kærlighed, eller din forventning til friheden, for ingen af dem kan indeholdes i en eneste sentimental historie, men netop ved at se.

Vi er så vant til at se udvikling som noget der foregår i små nyk. Først den ene grænse så den anden. Kan man blive “skridtvist gravid”… eller “elske en lille smule mere”?

Du kender sikkert de tegninger, som forestiller mere end en ting? Først kan vi kun se den ene figur (en gammel dame f.eks.) og pludseligt fremtræder i det samme billede profilen af en smuk kvinde. Det sker i et nu. Har du først fået øje på den, kan du nærmest ikke slippe den igen. Det er farligt…. Tantra kaldes for “den farlige vej”, omend det i virkeligheden ingen “vej” er… Hvor ser du vejen imellem at der er mørkt, og du ser lys? Der er mørkt…og så er der lys! Der er ingen afstand, ingen kronologisk tid.. Det sker bare.

Lad bare alle dine grænser ligge, du har efterfølgende alligevel ikke brug for dem… 😉