At sanse fungerer som noget overordentlig aktivt. Hver eneste sans handler om bevægelse.

Smage og dufte

Vil jeg smage på kaffen, må jeg lade min tunge bevæge sig i den liflige drik. Vil jeg dufte dens aroma, må jeg føre krukken med kaffebønner op til min næse og stille trække den ind for at kærtegne mine næsebor.

Høre

Min hørelse afhænger af bevægeligheden i de små knogler og trommehinden, og ikke mindst den bevægelse som finder sted i væsken i sneglen, der gør det muligt for mig – ud af den rene bevægelse i luft – at skabe lydindtryk i min hjerne.

Se

Mine øjne bevæges, fokuserer og defokuserer hjulpet af små muskler, der kan trænes til bevægelighed og forfalde til slaphed.

Bevæge

Min kinestetiske sans – bevægelsessansen – gør det muligt for mig igennem bevægelse at orientere mig i rummet, og at vide hvor forskellige dele af min krop befinder sig i forhold til hinanden, og de omgivelser jeg er i.

Mærke

Mit største organ – huden, med sine utallige nerveceller, fungerer helt integreret med såvel mine store muskler som millioner af små bitte muskelfibre, der kan spænde og afspænde, åbne og lukke, og derved lade mig sanse de fineste bevægelser.

At sanse lever igennem bevægelse

Alle disse sanser holdes levende igennem den aktive opmærksomme bevægelse, og forfalder igennem passivitet.

Et menneske, der lider af depression, vil have en tendens til at holde sig ubevægelig. Kuren mod depression har igennem mange år, før medicin blev så lettilgængelig, at “tvangs-motionere” patienterne.

Udsættes jeg for store påvirkninger af kulde eller varme, vil det uvilkårligt føre til at jeg forholder mig stille. reducerer bevægeligheden, for at reducere det, som sanses.

Angstreaktioner kan udløse af man “fryser” i ubevægelighed, der minder om det insekter gør, som “spiller døde” ved at ligge fuldstændigt passive.

Religion og moral forbyder dans

Når der findes religioner, som forbyder sang og dans, hænger det sammen med, at vores egen bevægelse inviterer ind i sanselighed og lyst. Al impuls består af bevægelse.

At skabe rum for bevægelse

I mit liv med dans og bevægelseskunst af forskellig art, er det blevet så lysende klart, hvordan en afspændt krop kan skabe rum for bevægelse – i modsætning til såvel det slappe som det anspændte.

At leve ER at bevæge og bevæges. Stoppes det, som jeg kunne kalde for den “ydre bevægelse”, øges opmærksomheden på “den indre”. Det er meget let at få øje på, ved at sætte sig stille hen. Gøres kroppen stille, vælter tankerne frem. At det kan benyttes til netop at få øje på det mylder af ideer og betydninger, som kontinuerligt skabes af mit intellekt har været kendt længe før Buddhas tid.

Meditation som bevægelse

Læser jeg Vigyan Bhairav Tantra, der også gælder som en af Zen buddhisternes vigtige tekster – og indeholder 112 invitationer til meditation – så peger de stort set alle på opmærksom bevægelse, som en måde til at få øje på det, som “er”. Dvs. det som bevæger.

En giver og en modtager?

Jeg ved, at der hersker en udbredt forestilling om at “tantramassage” skal foregå på en måde, så der er en, der “giver”, og en der “modtager”. En der er aktiv, og en der er passiv.

Den ide minder meget om de forestillinger, der ellers gælder for massager, hvor nogen “gør noget ved en”. De færreste fysiurgiske massører vil bryde sig om, at deres klient pludselig “af sig selv”, møder dem i berøring? Det ville være ganske uordentligt for ikke at sige – kunne lede ind i lyst og amoral?

Der er ingen “rejse”

I tantra-massagens regi bliver ønsket om passivitet så forklaret med udtryk som “at mærke den indre rejse” eller ikke at skulle yde noget, men blot kunne nyde og “tage imod”.

Hvis det endelig skulle fungere sådan, at en tantra-massage var en gave, som der skulle “tages imod”, så vil det at stå passivt uden at række aktivt ud, når nogen overrækker en “gave”, i alle kulturer jeg kender til, blive anset for at være meget uhøfligt.

At give en “tantra-massage” svarer til at ville “give en samtale” til nogen. Det vil i så fald blive til en monolog? Og sjovt nok mister den, der taler, intet, som det ellers vil være med andre “gaver”, der gives.

Der ER ingen indre rejse. På en rejse vil vi et sted hen – den går herfra og dertil. I dette møde, skal vi ingen steder. Der kan opstå bevægelse, hvis vi vel at mærke bevæger os og inviteres ind i den.

En klar ramme at bevæge sig sammen i

En Mahamudra massage fungerer som en invitation ind i bevægelse, der opstår “af sig selv”, og ikke ud af et “krav”. En invitation til at få øje på impuls, og hvor let det er helt automatisk at “fryse” i en ubevidst modstand mod at sanse det lystfyldte liv.

Hvoraf kommer denne modstand? Af moral, skam, skyldfølelse og angst for at blive upassende?
Kontakt til lyst ER ikke muligt igennem kontrol og ambition. Den kan ikke forlanges.

Som i alle invitationer er der en “vært eller en værtinde” – en der skaber en klar ramme at bevæge sig sammen i.

Intet at skulle kunne

Lader du dig invitere, er der intet, du skal kunne. Det, der sker, opstår af sig selv. Det er som at mødes med en, der kan danse, og lade sig invitere ind i dans.

Er du forsigtig, vil dansen være stille. Vil du overtage, hører dansen måske op? Vil du opdage og hengive dig i det møde, der finder sted i bevægelse, kan der åbne sig en dør til en ukendt kontakt til lyst.

Er du i tvivl, så elsk med en, der ligger fuldstændigt passivt hen, og fornem om det inviterer dig ind i lyst? Eller prøv det af ved at sætte dig passivt hen næste gang du mødes med en ven eller veninde, og iagttag så, hvor lystfyldt mødet bliver?