Jeg møder jævnligt udtrykket: “At stå til tjeneste for” -en klient eller -kursister? Det anvendes tilsyneladende gerne i forbindelse med at ville behandle nogen for noget?

At stå til tjeneste og ensomhed?

Jeg ved ikke om jeg kan komme i tanke om noget, som føles mere ensomt end at “blive behandlet” for noget? … eller “at stå til tjeneste for..”

Det skulle da lige være at møde andre mennesker eller et andet menneske med en forventning om at “få noget ud af mødet med vedkommende”?

Jeg hørte en samtale imellem to mennesker, hvor den ene undrede sig over at den anden nu på 4. år blev ved med at komme- og være med på Mahamudrainstitut.

“Er der da mere at hente for dig der?”… Lød spørgsmålet.

Min første refleksion var, at det kom til at handle om at “hente noget” og ikke “bringe ind?”.. Og derefter, at det hverken handler om det ene eller det andet, men om at være sammen.

Det er ganske enkelt umuligt at lære noget, uden at bevæge sig aktivt og opmærksomt sammen med det, vi lærer med- og -af.

At stå til tjeneste for som terapeut?

Dette tema med at “stå til tjeneste for” kendetegner terapeutisk praksis og har også fundet vej ind i moderne eller “ny” Tantra. Det beskrives gerne som at ville “tjene” andre mennesker: “Stå til tjeneste for” og ikke ville have noget af sig “eget” med eller for sig selv?

“Jeg er der kun for dig! Og har kun dine behov for øje” … lyder mantraet. Og videre: “Jeg holder rummet for dig!”

Det minder mig om min mor, som juleaften eller ved andre højtidelige lejligheder var så optaget af at skabe et festligt hyggeligt “rum” for alle, at hun overhovedet ikke var der selv! Mødet, samværet var betinget af den tjeneste, som skulle leveres – og det “rum” hun ville skabe og opretholde…

“Jeg gør det jo for jer…” Kunne hun sige, hvis jeg foreslog, at vi mødes på en anden måde.

Og jeg kunne tænke: “Hun gjorde det for at skabe en hyggelig aften” – at levere den ydelse, og være “en god værtinde.”

Lykkefølelse og måden vi relaterer med hinanden på?

Der er ved flere lejligheder lavet langvarige studier om, hvad det er, som medvirker til at mennesker beskriver deres liv som mere eller mindre lykkeligt. Gennemgående viser de, at lykkefølelse er knyttet meget tæt til måden, vi relaterer med andre mennesker og vores omgivelser på.

En tantramassage eller et kursus der leveres med den hensigt at hjælpe andre mennesker, forstået sådan, at der skal leveres en ydelse, fra giver/underviser til modtager/elev/kursist, skaber en meget klar kontrakt.

Jeg vil beskrive som:

“Jeg er der for dig!”..
og…
“Du/I er her for, at jeg kan være der for jer!”

Det virker om noget afstandsskabende!

At stå til tjeneste for – betyder at holde afstand

Jeg husker mange kurser og seminarer, hvor jeg som deltager havde en fornemmelse af, at underviserne ikke “ville tæt på”. De var interesserede i at fremstå som dygtige og kompetente i forhold til emnerne, og det stod klart igennem kropssproget, at der ikke var interesse for at relatere med deltagerne ud over det.

Noget af det, jeg finder så interessant ved de klassiske Tantras er, at de netop inviterer til bevidst opmærksomhed omkring, hvordan vi relaterer. Ingen kunne tage “på kursus” i “tantra” dengang. Måden at fordybe sig i det på, var ganske enkelt ved at indgå i fællesskab og praktisere sammen…

Der er intet at give eller modtage, at levere eller få… Når vi vil undersøge og iagttage det, som er?

Jeg hører ind imellem at nogen gerne hopper rundt på forskellige seminarer for at “samle inspiration” og få nye oplevelser.
Det svarer måske lidt til at “afprøve nogle forskellige terapeuter”, for at finde den som kan hjælpe mig bedst”.

Eksemplerne har det til fælles at vedkommende, som “zapper” på den måde i virkeligheden ikke er der!

Når fortællingerne stilles imellem os

Møderne handler om at indfri forventninger og behov. Fortællingerne om “hvad jeg har brug for, fra dig/jer” – stilles imellem os. Det bliver “tomt” og ensomt – på trods af at der kan være mange mennesker til stede i rummet.

Mennesker som har traumatiske erfaringer i kufferten (Hvem har ikke det i et eller andet omfang?) har i min optik heller ikke brug for at blive mødt betinget af sådanne traumer. Dem kan vi igennem mange år måske have pakket væk som en lille lukket ensom knude i sind, mave og bryst?

Det har vi gjort for at passe på vores integritet – på os selv. Noget er blevet så sårbart at ingen andre skal tæt på det?

Det eneste, som kan få mig til at vove at åbne for det, er at føle mig meget tryg i mødet med et andet menneske.

At turde sanse sig med mig derinde?

Den tryghed finder jeg i et kærligt møde med et menneske, som vil og tør sanse sig, med mig i sig “derinde”.

En som kan favne det og mig, der er, som det er – med alle fortællingerne, skævhederne og særegenhederne.

Jeg husker en bjergbestigning, hvor jeg havde en fransk guide med. Det var så tydeligt at han havde en dyb indsigt i, hvordan han kunne passe på sig selv på gletsjer vandringer, når vi skulle sikre os med reb op af stejle og smalle passager, og når vi balancerede på skarpe højderygge. Vel at mærke sammen med mig.

En meget væsentlig del af den tryghed blev understreget af, at han var meget opmærksom på at vise mig, hvad jeg skulle gøre, hvis han faldt ned undervejs! Hvordan jeg skulle hugge min ishakke i og/eller sikre os begge. Han så meget tydeligt, at hvis han kom til skade deroppe, så ville jeg også være i fare! Vi gjorde det der sammen! Han måtte have tillid til mig, og jeg til ham… Tillid kan ikke leveres fra den ene til den anden. Den opstår imellem os – eller gør det ikke! Den hindres af, at ville have noget fra hinanden.

At erfare det at bevæge sig på de høje tinder i Alperne sammen med ham, og fornemme hans oprigtige interesse for at være sammen i det, glemmer jeg aldrig.

Han var der ikke for “at stå til tjeneste for mig” eller “at levere”, men inviterede mig til at bevæge mig sammen med ham…

… Og naturligvis betalte jeg ham for at gøre det muligt, at han kunne klatre på bjerget sammen med mig

Tantramassage til kvinder

Praksisfællesskab om Tantra på Mahamudrainstitut