Hvor mange gange har jeg ikke reflekteret over, hvad “at stresse” betyder? Hvad gør at mennesker enten flygter fra noget eller/og søger efter mening, spiritualitet, tantra, velstand, ja hvad som helst?

Her til morgen slog det ned i mig:
Det må handle om at flygte fra stress.

Stress opstår når vi føler vores integritet truet, og ikke kan få øje på, hvordan vi skal handle i de situationer, hvor det sker.

“Selv” optages af at stresse

Er du klar over, hvem eller hvad det er, som udløser stress?

Det er dig selv!

Du er opdraget- og trænet til at stille krav.
Ingen andre kan stresse dig igennem krav og forventninger, uden at du gør dem til dine.

Det kan godt være, at du tror, at de krav, du sikkert sanser i hele din krop, er helt afgørende for at lykkes? De handler alle sammen om noget, der forbindes med fremtiden.

Hvordan kan jeg sige det så skråsikkert? 
Ja det kan da også være at det forholder sig på en anden måde?

Du falder i vandet!

Forestil dig, at du falder i vandet et sted, hvor du ikke kan bunde! Du vil spontant uden at tænke for eller imod, uden at tænke i fortid og fremtid, gøre alt, hvad du kan, for at holde dig oven vande.

Stress opstår ikke i situationen, men efter situationen. I forestillingen om, hvad der kunne have sket hvis… og dernæst hvad nu fremover?

Det morsomme er, at når nogen spørger: “Hvad skal vi nu?” – så tænker de på fremtiden: “Om et øjeblik”.

Hvem er du? – Historier som inviterer til at stresse

De fleste gode historier handler om en helt, der på sin vej møder modstand. Ofte kommer modstanden fra en konkret modstander, der vil gøre alt for at heltens mission mislykkes.

Den historie genfortæller vi i vores sind i utallige variationer. Hvad, de færreste ser, er at både helten og modstanderen er os selv. Vores identitet er sådan en historie, vi kontinuerligt fortæller om os selv.

Du kan teste det af ved at stille spørgsmålet til menneske, du møder for første gang: “Hvem er du?”

Hvis samtalen bliver længere end blot nogle høflighedsfraser, så vil du høre en fortælling om medgang om modgang, succes og skuffelser, ønsker og håb. 
Du vil også høre beretninger om, hvad der kom i vejen, så det ikke blev, som han/hun havde forventet det. Eller om det, som i det hele taget gjorde, at der var udfordringer allerede fra starten.

Et “selv” fungerer som gentagne historier af den karakter. De inviterer alle sammen mere eller mindre ind i en følelse af stress.

De er nemlig bygget op om tid og et fiktivt sted, vi vil hen.

“Vi når ikke den næste forbindelse….”

Når jeg indimellem sidder i toget på vej fra sydtyskland til Danmark, og jeg så hører i højttaleren, at toget bliver 20 minutter forsinket, og at de ikke kan garantere, at jeg kan nå det tog, jeg skal skifte til. Så skaber mit sind øjeblikkeligt stress.

Jeg kan formulere det på en anden måde. Det er stemmen i højttaleren, der uden filter bevæger mig indefra. Den gør det ved at bevæge mit indre øre. Intellektet genkender de følelser og emotioner, der er forbundet med at komme for sent, eller ikke nå det, jeg havde regnet med, at jeg skulle nå.

Det hele handler om mig. Det vil sige mine fortællinger om mig.

Det siger næsten sig selv, at det umuligt kan hjælpe på stress, at skabe nye fortællinger om mig selv.

Betyder det “at stresse” at ville kontrollere “sine” omgivelser?

Selv er stress!
Mennesker siger det endda sådan: “Jeg ER stresset!”

Selv er som et tungt sort hul, som trækker alt ned i sig. Det hele drejer sig om det.

Det er Selv ikke mindst fordi, det for at vedligeholde sig selv, er afhængig af andre og alt muligt andet en “sig selv”.

Hvis selv vil have kontrol over sig selv, så kommer det ikke uden om også at skulle kontrollere sine omgivelser!


De omgivelser det ovenikøbet har afgrænset sig fra!!

Omgivelserne gør, at Selv overhovedet findes. Og Selv har ikke den mindste kontrol over dem. 

Det skal da invitere til at stresse at forsøge at passe på et selv, der kontinuerligt skubbes og bevæges så spontant og impulsivt, som vejret og vinden bølgerne på havet, og myriader af liv, der bevæger sig og bevæges.
….
“Styr dig lige!” Siger moren til barnet, uden at kunne styre noget som helst. Altså må hun invitere barnet i angst og identifikation med et “selv”..
….

Vil du passe på dig selv, må du passe på det hele.

Den helt centrale invitation i de klassiske tantra, er at få øje på : At det der selv overhovedet ikke findes.

Den evige kilde til at stresse er at blive ved med at fortælle historier om sig selv og tro på dem!
Tro så meget på dem, at de gøres til sandheder og fremtræder som virkelige.

Men er det da ikke nødvendigt at passe på mig selv?
Jo, og hvis du skal passe på dig selv, så må du passe på det hele!

Det, der passes på, bliver livet og det levende.

Det kan vi kun ved at bevæge sig med livet. Bevæge sig med vores omgivelser. Igen og igen undersøge, iagttage og afprøve nye muligheder for at handle på andre måder. Øge mulighederne for at bevæge os med det, der er, som det er.

At bevæge betyder at iagttage.

Når selv ikke længere opleves som noget, der har en egen eksistens. Så så ophører al stress. Der er ikke længere et selv, som vil have noget ud af livet. Livet leves, som det bevæges.

Nu vil det være nærliggende at spørge: “Kunne du tænke dig at holde op med at stresse. I hvert fald den usunde stress?”

Hvem ville ikke sige ja til det?

Spørgsmålet bliver i ånden af de klassiske tantras helt absurd. Det stilles nemlig nemlig til et selv, der i tid ønsker at blive af med noget.

Prøv at rive en kraftig elastik over!

Praksis i Tantra bliver i stedet opmærksomt og medfølende at iagttage, hvordan alt bevæges?

Måden at gøre det på er: At blive mere og mere receptivt bevægelig. Frem for at leve i illusionen om at være en sten eller et skib i havet, der skal modstå bølgerne? At blive som bølgerne selv.

Nej de er ikke slappe eller passive.

De åbner sig og lukker sig, stiger og falder, bevæges af tyngden, vejret, planeterne omkring os, Jordens bevægelse, sandet under dem, planterne, Solen og vandets natur. Bølger er intet andet end udtryk af bevægelse. Varierende rytme, tempo og takt. De skabes og forsvinder…intet han holde dem fast.

Er de afgrænsede fra hinanden? Nej.. Uden den ene ikke den anden.
De kan være voldsomme, stærke og kraftfulde, milde og helt blide. De er aldrig anspændte.

På trods af, at de ER bevægelse, er de er aldrig optaget af at stresse.
Forestil dig at der er bare en bølge, som siger… “Nej jeg vil altså den anden vej!” ..Det må betyde stress!

Du kender måske til at fornemme styrken af en kraftig elastik?
Den er næsten umulig at rive over.
Den skal stækkes så meget at al bevægelighed tages ud af den.

Vær vand!
Vær elastisk!

Naturen af det som er…

Hvis du lige kort reflekterer over det, så ER det meste af dig vand. Det hele er noget, “du” har drukket. Uden rent vand ingen dig! Uden den mad du spiser – ingen dig. Alt det, der er dig, har du spist.. Du og jeg genskabes og dør kontinuerligt af det DERUDE!… Fysisk, psykisk, emotionelt..

Vi kommer af havet/jorden og forsvinder i havet/jorden. Det er naturen af det, som er.
At erkende det er praksis i en Tantra.

Naturfolk havde ingen egen identitet. De så alt levende som udtryk af den samme ånd.

Derfor kunne de heller ikke fatte, at nogen kunne kalde noget levende for “sit”, “min” eller “mit”.
Børn, kvinder og mænd – blev erkendt som forskellige unikke udtryk af det, som er.

Noget tyder på at “Tantra” er opstået i sådanne kulturer.

Vær med til at undersøge det der forunderlige “Selv”.. Og i praksis ophøre med at stresse. <3