Det vigtigste jeg kan øve er at tilpasse mig til naturen af det, som er. Det jeg øver, er det, jeg er.

Hvis, jeg vil erkende, hvordan kroppen bevæger og bevæges, så kommer jeg ikke uden om at iagttage sindet. Krop og sind er “et” – Dvs. bevæger og bevæges uden adskillelse.

Denne forunderlige organisme, som er fuldstændigt flettet ind i det, den har lært at forstå som “sine omgivelser” – vil jeg beskrive som “et lærende system.”

At lære betyder at tilpasse sig forandringer

Hvad betyder det “at lære”…

En enkel forklaring vil lyde: At tilpasse sig forandringer – At bevæge sig MED alt, som bevæges, i mindst mulig anstrengelse, i forhold til samtidig at bevare eller forbedre overlevelses- og reproduktionsevnen under skiftende miljøforhold.

Det med “mindst mulig anstrengelse” er vigtigt i denne sammenhæng.

Orden

At være levende, betyder kontinuerligt at bruge energi på at opretholde en orden – dvs. “holde sammen på noget”, der uden denne spontane indsats ellers meget hurtigt opløser sig i omgivelserne: Det “miljø” hvor det levende henter den nødvendige energi til at gøre det.



For at gøre kan lade sig gøre, må en levende organisme ødelægge “orden” i omgivelserne – f.eks ved at spise andre dyr, eller nedbryde andre organiske systemer, og udskille det, den ikke kan bruge, som affald til miljøet, den lever i.



Det ene levende systems affald, kan fungere som energikilde for det næste systems mulighed for at holde sig i live.

På den måde fungerer det levende som et uendeligt komplekst, interagerende, bevægende, organisk system af utallige undersystemer.

En levende organisme er således ikke egentlig adskilt fra “sit miljø”, den ER det også. Dvs. den både er det og er det ikke. Den opretholder et eller mange temporære under-systemer eller del-miljøer i noget som kontinuerligt er i bevægelse og forandring.

Jo voldsommere forandringer jo mere anstrengelse

Jo voldsommere disse forandringer sker i miljøet, jo mere energi skal organismen bruge på at følge med og tilpasse sig. 

Sker sådanne bevægelser pludselig og hurtigere end organismen selv kan følge med til, så går den til grunde.

Dvs. al den tilsyneladende orden, den hidtil havde opretholdt, opløses igen i det omgivende miljø. 



At lære betyder således: At kunne “skabe ny orden”, “at skabe nye måder at skabe orden på”, og “at finde nye måder, hvorpå der kan skabes nye måder at skabe orden på”…



Hvor meget energi det koster en organisme at gøre det, er vigtigt i forhold til dens evne til at tilpasse sig.
Jo mindre det kræver, jo lettere kan den bevæge sig med uundgåelige forandringer!

Alt bevæges med andre ord af Alt.

At tilpasse sig i modstand eller let?

Det gælder også både du og jeg – Det er indiskutabelt.
Spørgsmålet er: Om vi gør det i modstand, eller om det sker “let”?

Det afhænger ganske enkelt af, hvor mange kræfter vi lægger i at forhindre, at vi bevæges spontant. 

Hvor meget vi forsøger at “holde fast på det, vi mener at være”, der ikke skal forandre sig!



Vil vi forandre os efter en helt bestemt ide og ideal, på trods af, at naturen – og med den også vi – bevæges spontant? – Så må vi lide. 

Nogle kalder det f.eks. for, at “kæmpe imod det værste forfald”.

Begge dele handler om illusionen om at kunne afgrænse sig.
Det kræver meget anstrengelse at opretholde en bestemt form. Stor spænding! Megen kraft.

Jo mere bevægeligt noget på alle måder er, jo mindre spænding skal der til for at tilpasse sig bevægelse.

At øve og integrere nye måder at bevæge på – nye måder at iagttage på.

At lære betyder således at øve og integrere nye måder at bevæge på.

Da alt levende lærer, så bevæges du og jeg kontinuerligt af sådanne nye måder, hvis vi ellers kan få øje på det.

Hvad er det så, vi øver, når vi lærer i den henseende? 


At tilpasse og justere vores bevægelseskompetencer, så de nyttigt matcher måden, vi bevæges på. 


Hvis vi vil udvikle denne evne til at lære, rækker det at skifte miljø, eller blot møde et andet levende væsen. Så vil der være meget, der er uvant.

Vi gør det helt grundliggende for at holde os i live. For at være levende.

Jo mere vi skifter perspektiver og måder vi iagttager vores omgivelser, miljø og kontakter på, jo hyppigere må vi lære og tilpasse.

Med mindre:

Vi insisterer på at forblive “den samme”.

Illusionen om at forblive “den samme”

Hvis du og jeg skal forblive “de samme”, så kræver det at omgivelserne også bliver ved med at se ud til at være det samme.



Jeg må altså “gøre som om” at de også er de samme, for at jeg kan være den samme – eller i det mindste være genkendelig!


Det gør jeg ved at få stort set alle ændringer og bevægelser til at være noget “jeg allerede kender”. 

…. Og helst undgå de situationer, hvor det er svært at opretholde den illusion!


Det gøres også ved at skabe illusionen om, at jeg er afgrænset. At jeg har kontrol og kan være i kontrol.

Til det hører også en klar forventning – nej et krav til, at andre også ser mig på den måde!


… Jeg må også pleje en ide om “at jeg er en, som nok selv skal bestemme, hvad jeg vil lære eller ej? “

Herunder hvordan jeg vil forstyrres – eller “komme ud af min komfortzone”.

Jeg skal også, så vidt det er muligt, se, om jeg kan bevare mine omgivelser så konstante som muligt: 


Spise den samme mad, se de samme mennesker, bo det samme sted med samme indretning, og blive ved med at arbejde med det samme, i samme- eller lignende organisationer.



Hvis, jeg vil forblive “det samme” eller være “noget helt bestemt”, så må jeg skabe en illusion om distance og afgrænsning: “Det er dit, og ikke mit!”.

Det kræver virkelig megen anstrengelse at opretholde denne afgrænsende illusion. Igen og igen viser det sig jo, at “virkeligheden” eller den impulsive forstyrrende natur – trænger sig på.

Den klagende har svært ved at tilpasse …

Ok men så kan jeg vel “klage”?
For det kan vel ikke være meningen, at jeg skal udsættes for det!?
Kan du ikke forstå det!?Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være, som jeg gerne vil være, og få det jeg, vil have?

Det må da være rimeligt?

Den klagende søger igennem sin vedholdende klagen, at fastholde illusionen om ikke at behøve at lære og forandre: At holde fast i forstillingen om et permanent selv (der måske kan udvikles lidt på). En nogen som betragter “livet” bevæge sig forbi.



nUbehaget der opstår og udløser det klagende, udtrykker forsøg på at opløse spændingen ved at “sukke” eller “græde” over al uretfærdigheden i livet…

…..

Hvis, vi anerkender alt som kontinuerligt ophør, forgængelighed og ubestandighed, så bliver det helt absurd at klage. 

“At leve” erkendes så som “at lære”: Undersøge, bevæge, opdage og kontinuerligt ændre måder at iagttage på.



De meste af denne læring sker af sig selv, ved at øve sig i åbent og afspændt at bevæge sig med det, som nu sker?


Det beskriver jeg som opmærksom, undersøgende, afprøvende og medfølende praksis. En praksis der øger mulighederne for at bevæge og lade sig bevæge.

Det er altid muligt at skifte iagttagelse. Iagttagelse bevæger alt!
Principielt er mulighederne for at iagttage forskelligt uendelige!

Den Praksis er fri af idealer og er opmærksom på “nytte”.
Ikke nytten for “mig”, men for “det hele” i det vi gør, imens vi gør det.