Jeg møder mennesker, som ikke er glade for at være alene. Jo måske i kortere perioder? Men at bo alene og at være alene kan føles lidelsesfuldt.

Det er der ikke noget at sige til. Vi er i vores natur sociale væsener. Vi er beslægtede med primaterne, som lever i grupper. Jeg vil gå så langt, som at sige at alle dyr gennemgående ikke kan holde sig i live alene. Det er et spørgsmål om overlevelse at leve i fællesskaber.

På den måde vil jeg sidestille det “at være alene” med ikke at kunne få luft, eller have nok rent vand at drikke. Ikke at kunne sove, hvile, eller at skulle slås for sit liv.

At være alene på den ene side, og på den anden-: At erfare kontinuerlig samhørighed med andre mennesker – gør jeg dermed til et spørgsmål om integritet

At være alene handler om integritet

Med “Integritet” peger jeg på evner og mulighed for at leve og bevæge sig afspændt i mødet med en natur, hvor alt i øvrigt lever af at fortære noget, som også er levende! Konkret og i overført betydning.

Vi er meget stærkere og sundere, når vi lever sammen med nogen..

Spørgsmålet, jeg så stiller til det, er som så ofte før: Hvordan?

Når mennesker, der har boet og levet sammen, skilles, kommer det også til at handle om integritet.

Vi søger samliv for ikke “at stå med det alene”.

Hos de fleste mennesker er der en stærk impuls til at søge sammen med andre mennesker. Vi er evolutionært betragtet Primater, der i udpræget grad lever sammen i flokke og sociale fællesskaber.

Mennesket er den eneste af denne art, der igennem kultur og religion, har søgt kontrollen ved at af- og udgrænse hinanden systematisk. Det gør det muligt at skabe angst for at være alene. Med angst følger muligheden for kontrol!

Find dig EN partner, og lev sammen i det officielt- og religiøst- tilladte monogami! –
Alternativt kan du stå alene – og se om du kan få det til at hænge sammen!

På den regel er ægteskaber og parforhold skabt som norm. ikke fordi det er lettere, bedre, mere naturligt, eller lystent!
Nej!

Fordi det reducerer frihed, spontanitet, impuls, Lyst .. og fremmer kontrol!

Intimt samliv med EN gør livet vanskeligt. Det skaber binding og angst for at miste “sikkerhed”.
Jeg ser så mange parforhold og relationer, der handler om kontrol, form, norm, styring og ambition. Måder at leve sammen på, der kvæler spontanitet og impuls, og med det også “Lyst”

Ordet “lyst” peger for mig på “livskraft”. Det, som gør, at hjertet slår, vejret trækkes, celler dør og dannes, parring, omsorg, medfølelse: Den spontane impuls til at passe på livet,- sine nærmeste og grundliggende -alt..

Lyst handler på ingen måde blot om at elske som i “elskov”. “Lyst” er det, vi ER… som den f.eks. viser sig i impulsen til at trække vejret.

Hvad ER vi så i denne lyst? ….

Vi er hinanden! Vi er “det hele”!

Jeg mærker angst for at være alene – og at det ikke ændrer sig.

Under vores årlige sommercamp, hvor mennesker mødes og samtaler om alt muligt, overværede jeg en snak om det “at være alene” og frygten for måske ikke “at kunne finde en at leve sammen med igen?”

Den tog en drejning i retning af at se det at være alene, som et spørgsmål om, hvordan vi iagttager det. Altså at vi ved at ændre perspektiv på denne oplevede mangel, måske derved kan opløse den?

Forestil dig et menneske, som ikke kan trække vejret!
Kan vi gøre det til et spørgsmål om: “At se på det på en anden måde?”

Jeg ringer til en terapeut og fortæller, at jeg er ved at blive kvalt, og ikke kan få luft.
Hun svarer: “Lad os aftale en tid for at tale om det!”

Nej… Jeg er slet ikke i stand til at tale om ikke at kunne trække vejret. Det har jeg overhovedet ingen luft til!

… Lige som jeg heller ikke kan slukke min livsnødvendige tørst med snak og ord!

Tørst, sult, alene-hed, træthed, angst, frygt, voldsom stress, mangel på varme eller køling, utryghed, .. ER ganske enkelt signaler på, at jeg er i fare!

Jeg befinder mig i omgivelser eller situationer, hvor livet er truet. Der skal både konkret handlen til OG omgivelser, der gør det muligt at overleve.

Jeg ER “de andre”

Vi har i vores tænkning og tale en tendens til at adskille “os selv” fra “omgivelserne”. Det er hele funktionen af at skabe fortællinger om “et afgrænset SELV”.

Du og jeg ER lige så meget disse livsunderstøttende omgivelser, som alt det liv og det, der sker i det, vi ser som værende noget “inde i os”.

Det ene kan ikke adskilles fra det andet. ALT hvad der sker derinde spejles i det, der bevæges derude og omvendt.

Jeg og du er ligeså meget “det andet” og “de andre”, som vi kan hævde at vi er “os selv”.

Min krop består af måske 70% vand, som alt sammen er drukket fra vand udefra.I virkeligheden “består” den ikke af vand.
Kroppen omsætter vand. Bevæger vand, bevæges af vand og bevæges SOM vand.

På samme måde kan jeg skrive om luft, mad, varme ..etc..

Du og jeg omsætter også igennem social kontakt: Vi bevæger andre, bevæges af andre, og bevæges SOM andre.

Ingen kan på nogen måde tale det forhold væk!
Det er det vi er.

Når vi føler os alene, så er det et signal, der svarer til ikke at kunne få luft, eller ikke have adgang til- eller kunne finde friskt vand!

Hvad så?

Hvad gør jeg, hvis det mærkes meget påtrængende at være alene?

Jeg må handle konkret! Undersøge muligheder for, hvordan jeg kan skabe betingelser for at dette livsgrundlag bliver tilstrækkeligt.

Behovet er sandt!
“Hallo!”… Råber kroppen.

Intet menneske, intet dyr, ingen plante, intet levende, kan “stå alene med det!”.

Smertesansen er så absolut den vigtigste sans, vi har. Uden den opdager vi ikke, at vi er ved at dø.
Den signalerer helt tydeligt: “Gør noget! bevæg dig!”

At føle sig alene er smerte! På samme måde som tørst, sult, etc… er det.

Mangel på intimitet er også smerte!
Gør noget!
Bevæg dig!

Hvis du finder det spændende at undersøge sådanne spørgsmål og udvikle dine bevægelseskompetencer, så er vores praksisfællesskab måske også noget for dig?