At være et “par” og arbejde med tantra?
Kan du elske det, som du bedømmer? Kan du kræve kærlighed fra nogen? Kan kærlighed betinges? Kan man gøre sig fortjent til kærlighed? Kan den købes? Kan kærlighed leves ved at lære bestemte teknikker og metoder?
Kærlighed er frihed. Kærlighed er bevidsthed. Alle disse 3 ord kærlighed, frihed og bevidsthed er ikke det, som de nævner. At udtale ordet “kærlighed” er ikke kærlighed! De peger alle sammen hen på noget andet en sig selv. På det som vi ikke kan beskrive med andre ord, og hvorom vi kun kan sige, at det intet kræver, intet dømmer, intet fordrer, ikke søger noget som helst, ingen steder skal hen, intet skal opnå, ikke kategoriserer og sætter i ramme. Og jeg kunne sætte flere ord på…
Når vi som et “par” vil arbejde med tantra, skal vi gøre os det klart, at det er en farlig vej. Vi skal ville friheden. Der må være en længsel i os efter at undersøge denne kærlighed, som ikke er betinget af en kontrakt. Tantra er ikke “et nyt kick til soveværelset”, eller “en dejlig ny måde at dyrke vores fælles afgrænsende elskov på”. Tantra udfordrer dig i forhold til din angst, hvad du end måtte have angst for. Intet, som jeg kender, fratager os vores frihed som angst, og angsten kan tage mange former i vores liv.
Når det kan føles svært for par at arbejde med tantra, så bunder det muligvis i, at vi intet andet sted som i det traditionelle parforhold konfronteres med vores angst. I ingen andre steder indlader vi os på en relation, som i den grad tager vores frihed. Ikke nok med at vi tager vores egen frihed, vi er ofte villige til at give afkald på vores egen frihed, for at forhindre at partneren lever sin.
Vi kan tale og tale, og al snakken fører os ikke til en forståelse – i bedste fald kun til beskrivelse. Forståelsen begynder hvor alle ordene hører op. Igennem Tantra kan vi få fat i os selv. Det kræver at vi overskrider noget i os selv. At vi indser at vi ikke på nogen måde kan skabe forandring, så længe vi vil bygge den på vores erfaringer, som jo alle er ekkoer fra fortiden. Vil vi forandre, må vi møde det, som sker, hinsides tanke. Se, sanse og iagttage. Udfordringen er at vi ser hinanden som vi er, og kan/vil vi udholde det?
Hvis vi vil mødes i et “tantrisk” møde, må vi give slip. Når vi gør det, oplever vi måske for første gang at mødes?