Hvad er det at være levende? Hvad gør det levende? De to spørgsmål må være så gamle som menneskets intellekt? Hvad vil det sige at være levende? .. Hvad er naturen af livet?
Hvad er du og jeg “for noget”?

Det vil være mange måder at formulere det på?

At være levende er ret almindeligt i universet?

Det er også det centrale spørgsmål i de klassiske Tantras. Jeg ser det som det det spørgsmål, der igennem menneskers færd på jorden her, har skabet alle mulige religiøse fortællinger om, “hvordan vi blevet til”?

Det fascinerer også forskere. Er liv måske et meget almindeligt fænomen i universet?

Efter vores nyligt afsluttede weekend i praksis-fællesskabet omkring cupisofi og elskovskunst, hvor vi kom ind på hvad vi forstår ved “kontakt” og dermed også “adskillelse” eller Separation fra “den” … (Hvis kontakt altså er “noget”)… sendte Peter Bro Miltersen mig et link til Jeremy Englands forelæsning med titlen: No Turning Back: The Nonequilibrium Statistical Thermodynamics of becoming (and remaining) Life-Like?

I den fremlægger han nogle indledende hypoteser om, hvordan vi med thermo-dynamiske briller på, kan beskrive det, som gør livet levende?

Livet som det beskrives i den systemiske teori

Jeg medgiver, at det er komplekst at forstå. Og dog vil jeg pege på nogle hovedlinjer i den model for det levende, som Jeremy England tegner. Jeg gør det med baggrund i mange års fordybelse i systemisk teori.

I daglig tale vil de fleste mennesker uden videre kunne skelne imellem noget som er “dødt” og det som er levende:

En fugl, en fisk, et barn, et træ – er levende.
En stol, et bjerg en stok, en bil – er døde.

Det levende som irreversibelt

At leve er kendetegnet ved at være irreversibelt. Hvor jeg kan skille en stol eller en bil ad i sine enkeltdele og samle dem igen? Så vil et frø, som vokser op til en spire og videre til et træ, ikke kunne nedbrydes igen i “sine enkeltdele”, som det er tilfældet med en død “ting”.

Det kunne ganske enkelt skyldes at det levende ikke reelt har nogle enkeltdele.

– som emergent

Det opstår “emergent”. Ordet “emergens” benyttes til at pege på dannelse eller opståen af nye egenskaber i et sammensat system, der ikke kan forklares ud fra de enkelte deles egenskaber.

Det kan også beskrives som: Det en myretue formår at gøre, som system betragtet, kan ikke forklares ved egenskaber hos den enkelte myre.

Noget andet, vi kan iagttage, er også at:

Det levende tilsyneladende har evnen til at bevare OG reparere sig selv med mindst mulig energiomsætning i takt med, det som ødelægges. Vel at mærke i samtidig fælles bevægelse og interaktion med de “omgivelser”, det skabes af…

Vi kan med andre ord ikke adskille “noget, som lever” uden at lade det relatere til noget, vi igennem vores måde at iagttage på, gør det dets “omgivelser”.

Som eksempel kan du og jeg hverken leve uden lunger eller uden ilten omkring os. Ilten i atmosfæren er altså lige så vigtigt for vores selvopretholdelse som vores tilsyneladende medfødte evne til at optage den igennem vores lunger, og indbygge den i samtlige funktioner i vores krop!

Det levende evner at replikere sig selv

Det tredje er at det at være levende, betyder at kunne replikere sig selv. “Sig selv” igen i forståelsen: I samtidig fælles bevægelse med omgivelserne.
Dette er nødvendigt så vel i forhold til at kunne reparere det, som løbende går opløses “internt i systemet” (taber orden eller sammenhængskraft). Og til i det hele taget at kunne føre noget “strukturelt videre” til en “næste generation”, når det samlede system ikke længere kan opretholde den nødvendige energi-omsætning.

Dette kalder vi gerne for: “Formering” – f.eks. igennem kønnet parring, eller simpel deling.

Det levende henter energi fra omgivelserne

Det fjerde er, at det levende skal være i stand til at hente- og omsætte energi fra disse omgivelser, der gør det muligt at opretholde en tilsyneladende- eller relativ- større “orden” i sig, end det, som kendetegner det “omkring sig”.

En simplere måde at beskrive det på vil være noget i retning af: At det levende spiser fra sine “omgivelser” for at holde sig i live.

I den forbindelse opstår der noget spændende. Hvis det levende ikke på en eller anden måde bidrager til at disse omgivelser også er i stand til at opretholde sig selv som replikerende emergente systemer, så vil det hele i sidste ende høre op.

Simpelt beskrevet: Hvis et dyr æder alt byttet, uden på en eller anden måde også selv at være nyttigt for sammenhænge, der er med til at opretholde mængden af byttedyr, så vil det igennem sin egen appetit – ødelægge sig selv!

Det levende eksisterer med andre ord ikke uden at spise noget andet levende.

Det fungerer åbent at være levende

Systemet selv er åbent. Omgivelserne er også åbne, og i systemiske i deres natur. Ikke alene-, men også- i kraft af, at de er medskabende til det system, vi iagttager som levende!

Jeg kan vove det ene øje og sige: “At liv understøtter liv”… “Forbrug avler død”.

Forbundethed er det, som er!

At være levende handler om integritet

At holde sig levende, i forbundethed med “andet” levende… som så i virkeligheden ikke er adskilt fra os, handler om integritet.

Hvis alt i det levende kan beskrives som bevægelse og emergens Så vil det være ubestandigt i sin natur.

Det skal altså være i stand til at “følge med forandringer i omgivelserne” på en sådan måde, at det formår at bevare sin “orden”. En orden der både hentes med, som noget strukturelt fra tidligere generationers parring, og den tilpasning som det selv har undergået i sin egen levetid.

At lære for at bevæge sig i integritet

Den evne vil vi kunne beskrive som “evnen til at lære”.

Dette at kunne tilpasse sig forandringer “derude”, med lavest mulig anstrengelse (energiomsætning) “derinde” … uden nævneværdig forsinkelse vil være afgørende for det levendes integritet.
Evne til at lære… Bliver her evnen til at øge sin integritet med en lavere energiomsætning?

Hvis ikke et system erfarer, hvordan det øger integriteten med en lavere energiomsætning igennem forandret aktivitet… Så vil det muligvis ikke heller ikke (være motiveret for at..) lære?

Alt , jeg har beskrevet i ovenstående, matcher på mange måder de invitationer, som de klassiske Tantras beskriver.

Den, som kan se, vil opdage det, hvis han/hun ser… <3

Jeg kan ikke lade være med at citere Nietzsche:

At se noget som ens eller at gøre noget til “det samme” er udtryk for et svagt syn”

Nietzsche: