At være opmærksom – på Pali: “Sati” – er et helt centralt begreb i den praksis, de klassiske Tantras inviterer til.
Særligt i den nyere vestlige forståelse forveksles eller erstattes “At være opmærksom” med “at have fokus på”: At være fokuseret.

Fokuser på det positive – så vokser det! (not)

Det både understøttes og understøtter en generel opfattelse i vores kultur af, at det at leve handler om at komme et sted “hen”, nå sine mål, og undervejs fokusere på det “positive” i stedet for det “negative”. Noget der også kendes fra den såkaldte “positive psykologi”.

“Hvad du retter din opmærksomhed på (fokuserer på), det vil vokse”.. lyder det.

Det er min erfaring, at hvis mænd fokuserer på at Lingam skal stå strunk og stiv i elskoven, så vil den nægte at trodse tyngdekraften. I den “form for rettet opmærksomhed” vokser intet! 😉

At være fokuseret på at “være sjov” skaber sjældent en humorist. Det virker mere krampagtigt på mig.

At være opmærksom – “Sati”

“Sati” – anvendes i de klassiske Tantras – som:

Evnen (tilstanden) at adskille opmærksomt nærvær fra den almindelige refleks, hvor vi kontinuerligt bedømmer noget, som noget.

Dvs. at iagttage måden hvorpå alting får eksistens for os og minimere den “stress” eller spænding, der kan opstå af, at de ikke er, som vi ønsker, at de skal være.

Denne “Sati” – at være opmærksom – er med andre ord ikke en retningsbestemt orientering af sind og krop, men beskriver en kapacitet for at “være” opmærksom i det, som gøres – i iagttagelse, bevægelse og dermed i al praksis.

Opmærksomhed udtrykker ikke i sig selv en praksis men udvikles af-sig-selv – eller “vågner” igennem forskellig praksis. Ordet anvendes om “måden der praktiseres på”. En praksis for iagttagelse, uanset hvad der praktiseres og gøres.

Gautama Buddha underviser om “Sati” (Mjjima Nikāya 10) i “Diskussion om fundamentet for Mindfulness” (som det oversættes til). Teksten indeholder ingen præcise instruktioner i forhold til at praktisere “Mindfulness.”

I stedet inviterer den til bevidst opmærksomt at observere, iagttage, afspænde, forstå klart, og reflektere – i alt, hvad vi ellers gør med alle sanser.

Forklaringer beskriver noget andet end det, som er

Som altid indebærer det at forklare et begreb, at jeg må anvende andre begreber for at gøre det. Det er bl.a. noget af det mest fascinerede ved sproget, jeg kan komme i tanke om:

Jeg kan kun forklare noget, ved at beskrive det med noget andet end det, der er.

Selv om jeg bare “peger med en finger” på et eller andet jeg vil invitere en anden til at se, så skal vedkommende ikke se på min finger, men i stedet se i den retning, som fingeren peger. Fokuseres der på fingeren, vil han/hun ikke se det, jeg peger på.

Fælles for de klassiske tantras er, at de henviser til, at måden jeg skaber og/eller bruger begreber på, og bl.a betinger dem af hinanden, kan vise mig, at de er “tomme” som andet end kommunikerende konstruktioner af lyd, billeder, bogstaver og tanker.

At f.eks. “positiv” og “negativ” udelukkende eksisterer sammen. At det er umuligt at gøre noget “positivt”, uden allerede at have tænkt det negative.

Rettethed en illusion

I den forståelse og beskrivelse – vil al “rettethed” imod noget, fungere som illusion. En illusion der opretholdes ved at gøre sig til et “centrum” for iagttagelse og evt. beskrivelse.

Hvis jeg f.eks mener at “se hen imod et træ”, så erkender jeg ikke, at træet allerede er kommet til mig, før jeg kan tænke tanken: “At se det”.. Det er så at sige derinde, før jeg kan opfatte det, som “derude”.

Sati – at være opmærksom – vågner af sig selv, når det såvel erkendes som forstås.

Det er ikke noget du eller jeg kan gøre. Det er noget vi er. Som en tilstand der bliver synlig, når vi ophører med at “lukke os om os selv” – dvs. at afgrænse os fra “det andet”.

Denne afgrænsning, opretholdes ved kontinuerligt at gentage og vedligeholde, hvad vi vil, ikke vil, bør, skal, ikke bør, ikke skal, er, ikke er, vil være, ikke være… etc.

At være opmærksom – sammen?

De klassiske Tantras beskriver det som “lidelse”: At have betinget sig af fortællinger.

Lyst, kærlighed, opmærksomhed, frihed, medfølelse udtrykker i den forbindelse: “Det som bliver synligt af sig selv”, når vi ikke stræber efter og erstatter dem med vores ideer om samme, men alene iagttager, hvordan vi skaber vores konceptuelle virkelighed og blænder os og hinanden med den.

Derfor handler det heller ikke om at tro på det mindste af det, jeg skriver!
Iagttag dette “hvordan” selv eller sammen med andre. Det sidste kan være en stor støtte.

Måske er vores aftengruppe noget for dig?

Måske vores udviklings-fællesskab omkring Cupisofi og elskovskunst?