Jo højere grad af autonomi jo mindre stress vil jeg erfare. Penge fungerer i i kraft af de samme virkemidler, som anvendes i religiøse konstruktioner.

At opretholde livet – af sig selv

Fra en systemisk synsvinkel vil stress handle om et levende systems evne til at opretholde sig selv i live – af sig selv. Det som ofte betegnes med ordet: “Autopoiese”.

Ordet er beslægtet med “ Autonomi ” – selvbestemmelse.

Jo højere grad af selvbestemmelse et menneske eller dyr har – dvs. hvorvidt det er i stand til, igennem egne evner at overleve i omgivelser, som det også selv kan påvirke og har indflydelse på – jo mindre stress vil det erfare.

Med andre ord:

Hvor, jeg oplever autonom handlekraft og -mulighed, og vedholdende erfarer, at der er en sammenhæng imellem min egen indsats og gode livsbetingelser i forhold til at få mad og drikke nok, kunne trække vejret, bevæge mig, sove, blive set, have fællesskab, kunne formere mig etc.. vil der ikke være megen stress at spore.

Stress og penge

I det lys ser jeg afhængigheden af “penge”, som en af største stressfaktorer af alle i vores samfund.

Det er næsten umuligt at overleve i et samfund, der har valgt “penge” som sit vigtigste kommunikationsmiddel og målestok, uden af have tilstrækkeligt mange af dem.

Penge er skabt for at kunne “måle” værdi. Præcis som centimeter blev opfundet for at måle afstand. At bruge penge handler med andre ord om at bedømme og dermed om at betinge.

Stress og afhængighed af andres bedømmelse

“Hvad er mit arbejde værd?” (hvad er jeg værd?)

Vil nogen spørge, og forventer ofte at få en “værdi” målt i penge.

“Det som nogen vil betale!”

lyder svaret… og lige der forsvinder autonomien og stressen vokser.

Den vokser ved, at min sikre, sunde, trygge overlevelse gøres afhængig af andres bedømmelse.

Jeg inviteres ud af den bevidste kontakt til kærlighed, og ind i ambition om at være ønsket nok, af nogle, der vil vise det ved at give mig nogle af deres penge til gengæld for mine “ydelser”.

Mere betingelse KAN vist næppe finde sted?

Jagten på accept

Dette hænger uløseligt sammen med jagten på “accept”.

Hvis ikke tilstrækkeligt mange i samfundets penge-fællesskab accepterer mig som “værdig” til at modtage penge, vil jeg afskæres fra meget væsentlige muligheder for at have indflydelse på de omgivelser, jeg skal overleve i og sammen med.

Det ved alle forældre, hvorfor de meget tidligt af angst og frygt for, at det ikke skal gå de små godt i voksenlivet – kommer til at erstatte “anerkendelse” (jeg ser dig) med “accept” (Jeg ser dig, når du er dygtig og lever op til mine forventninger).

Stress kan fungere som tortur

Stress er forbundet med angst. Intet kan gøre et menneske så angst som at fratage det sine frie handlemuligheder og autonomi, og give det en stærk forventning om stort ubehag og smerte, det ikke er i stand til selv at forhindre. Det er sådan tortur fungerer.

Penge som magtmiddel

På denne baggrund er det måske ikke så vanskeligt at se, hvordan penge kan blive til sådan en magtmiddel, som de er blevet? Penge blev opfundet af konger. Ingen konge uden egen mønt..

Når en målestok for værdi forveksles med værdien, den skal måle, ophører al ansvarlighed og indsigt. Det svarer til at en tømrer vurderer sit arbejde på, hvor mange centimeter, der er blevet anvendt uden at se, at der ikke er “brugt” en eneste. De sidder allesammen stadig i rad og række på målebåndet, der kan rulles ud og ind.

“En centimeter” er som pengene udtryk for en fælles “ide”. Han kan også bygge et hus ved at anvende en tilfældig regelmæssig skala som f.eks. snittes ind i en pind .. eller blot sin tommelfinger til at måle med.

Penge som religiøs konstruktion

Jeg kan hoppe og springe, og som deltager i pengesamfundet, vil dette spil være noget, jeg må forholde mig til. Penge fungerer i øvrigt i kraft af de samme virkemidler, som anvendes i religiøse konstruktioner.

Når jeg ser, hvordan illusioner skabes og vedligeholdes – i mig og kollektivt – kan jeg bevæge mig afspændt, opmærksomt og bevidst.

Tantra som en iagttagende praksis

“Tantra” udtrykker i min beskrivelse en “iagttagende praksis”. Det er det, der får nogen til at kalde det for en “videnskab”. Et ord der meget misvisende taler om “viden” og ikke om “indsigt”

For den, der kender til videnskab, vil det være iagttagelse og den åbne undersøgelse af sammenhænge, der er omdrejningspunktet.

En sådan praksis rummer i sig en invitation til autonomi, integritet og transparens. Den øger mulighederne for, at vi sammen og hver især naturligt og afspændt kan leve i bevidst, erkendt, opmærksom forbundethed med det, som er …

Systemisk cupisofi