Vi fødes ind i begejstring, og de fleste dør i kedsomhed. Hvordan sker det, kan vi gøre noget andet?

Det begejstrede barn

Et barn kan hvert øjeblik begejstres af det meste, som det møder. Et insekt, en plante, en lyd, smagen af en citron, en nyopdaget bevægelse, en sang der synges for 127´ende gang, eller godnathistorien med de tilhørende fagter og grimasser som oplæseren disker op med.

Det er som om at alt, hvad det erfarer, oplever og gør er vigtigt. Denne forundring over livet er det vigtigste overhovedet for at lære. I takt med at barnet vokser og indretter sig i sit liv med sine omgivelser og afgrænser sig, jo mindre betydning synes alt det, der ligger udenfor denne afgrænsede verden at få.

Rutinerne sætter ind

Man ved “hvordan klaveret spiller”, følger sine rutiner, holder fast i de forestillinger, man har fået foræret af sine forældre, venner og uddannelse, og har mere eller mindre optimalt fået greb om, hvordan man skal leve.

Men noget er sket. Alt synes lige betydeligt eller ubetydeligt. Man gør hvad man skal gøre, man fungerer – og af evnen til at begejstres er der kun kedsomhed tilbage.

For en stund kan den glemmes, når der tilbydes underholdning, og selv der lurer den lige bagved.

Dette gælder ikke kun for os som individer, men jeg ser det også når jeg iagttager samfund og organisationer. Vi kan åbenbart kollektivt tabe begejstringen og derved miste livsglæde, driften til at finde på, vores kreativitet og kontakt til lyst?

Hvordan går det til?

Hvad sker der når vi er mere optaget af at “fungere rigtigt” og være tilpassede det system, vi opfatter os selv som en del af, frem for at have øje for vigtigheden af at være levende?

Se blot på skoler og uddannelsesinstitutioner. Med meget klare forventninger og midler til at planlægge og måle succes hos hinanden, aflæres begejstring til fordel for den “stabile fremragende præstation”.

Begejstring er uordentlig

Begejstring er impulsiv og uordentlig. Den er ustyrlig og lysten – og den er alt det, der skal til for at lære. Små børn kan vise os det. De står ikke for at bevare og beskytte det eksisterende. De er optaget af at udfolde muligheder, færdigheder og evner og føler sig ganske ofte lykkelige selv med det mest enkle omkring sig. De bobler simpelthen af liv!

Naturligvis er det vigtigt, at vi kan tage noget på kroppen for at holde os varme, få mad i munden, og have et varmt, trygt og sikkert sted at sove og bo.

Lige så vigtigt er det, at et menneske, uanset om det er et barn eller voksen, ikke føler sig alene men understøttes i at være undrende, opdagende og skabende – og derigennem hele livet kunne tilegne sig indsigt og nye færdigheder.

Det er som med lyst og kærlighed

Det er med begejstring som med lyst og kærlighed. Den KAN ikke forlanges, kræves eller på nogen måde gøres til genstand for måling og ambition. Den kan kun næres ved at åbne sig og smide sine fastlåste ideer, normer, forestillinger og grænser væk. Den er der allerede, gemt derinde eller dernede.

Disse er skabt FOR at fjerne lysten. For at “bringe på plads” og skabe orden. De er resultatet af generationer af bekymrede forældre og bedsteforældre, der ville alt det bedste for sine børn.

De gjorde det i angst

DE gjorde det ud af angst. Angst for ikke at få et job, ikke være accepterede, frygt for at blive straffet med prygl, lokket af belønningen ved: at det igen og igen lykkedes for dem at undgå straffen, når de føjede sig det, der blev forlangt.

Prisen de betalte med var kontakten til lyst til gengæld for at få pligten

En dårlig handel vil jeg sige. Ufatteligt for mig, at det stadig finder sted?

Politikerens bedste middel

… Og så dog ikke. Det er politikeres og magtens bedste middel: “Det vi gør, er det rigtige, det bedste, det største. Vi kender løsningen og vejen. Vores kultur, vaner, holdninger og værdier afspejler det, som der skal til, og dem må vi forsvare med hud og hår! – Gør som vi, og du vil få succes. Vær med os – først og størst! Afvig og vi vil udgrænse dig!”

Kan vi finde den igen?

Hvordan så finde den kontakt til begejstring igen?

Det begynder med at tvivle på om de kollektive historier kan være sande? Kan nogen historier være det – eller er sandhed, det, der er, når vi holder op med at tro på en fortælling om det, der er, – og anerkender, SER, og erfarer i stedet?

Det udvikler sig ved at slippe en ide om at skulle “passe ind” til fordel for en indsigt i at leve sammen med.

Det fortsætter ved at finde nogen at lege med. Lyst er min rod – den er det levendes ophav, af den kommer begejstring. Den ER det. Jeg behøver slet ikke at beskrive det – du ved det!

Den smitter. Den er som en virus, der starter med en kriblen og ender som en vulkan. Og som det er med vulkaner, kan den blive voldsom varm og eksplosiv. Den forandrer og bevæger, og er umuligt at kontrollere.

Vær med på vores cupisofi uddannelse – et rum for begejstring og lyst!

Kik ind på Abildgaard det dejlige kursussted hvor vi lever og afholder vores seminarer