Jesper, når jeg læser teksterne på Mahamudrainstituttes hjemmeside eller støder på dem på Facebook, kan jeg få det indtryk, at du ikke bryder dig om, at “Tantra” forbindes med “ Behandling og Terapi ”? Hvad ligger der til grund for det?

….

Lad mig begynde med at give dig et eksempel: I disse år reagerer mange børn med en adfærd, som har fået diagnosen ADHD. Det synes også som om at antallet af børn, der viser “autistiske” træk, vokser?
Disse børn sendes til psykologer og psykoterapeuter, og for nogles vedkommende også ind i det psykiatriske system. De behandles supplerende med medicin – kort sagt de sygeliggøres.

Det er min klare fornemmelse, at disse børn ingenting “fejler”. Deres adfærd er en helt naturlig reaktion på det liv, som de udsættes for – ikke bare i skolen, men i hele det samfund de vokser op i.

At behandle børnene udtrykker altså en ubevidst accept af, at samfundet er den reference, man skal tilpasse sig, og det naturlige er det, som skal formes og korrigeres.

Antallet af “behandlere og terapeuter” har vel aldrig været større end nu?

De retter ikke kun sine ydelser mod børn, men stort set alle aldersgrupper. For hver “lidelse” opfindes der diagnoser og et speciale.

“Par-terapeuter” adresserer f.eks. mennesker, der lever i et “par-forhold” og lider med det. Spørgsmålet, der stilles, er ikke om “konstruktionen basalt set er uhensigtsmæssig, men hvordan parret hver især bringes til at “passe ind i den”?

Vi skaber en hær af “behandlere”, der tjener penge på lidelse – både ved at uddanne andre, og ved at tilbyde sine “serviceydelser” i form af behandling og terapi i “terapeutiske forløb”. Et erhverv, der lever af samfundets dysfunktionalitet, og dermed også ubevidst kommer til at understøtte den.
…..

Hvor kommer så “Tantra” ind i dette?
….

Helt grundliggende handler tantra om at se, at vi alle er natur, og som sådan er fuldstændigt forbundet med både hinanden og alt levende som en bevægelse.

Den peger på, at vores evne til at skabe myter og fortællinger, historier, ambitioner og troskonstruktioner igennem sproget, har givet os en opfattelse af, at de er mere “virkelige” end det, som reelt er.

Nogle gange sammenligner jeg det med, at vi tror på, at SKILTET, der står “toilet” på, ER toilettet, og ender med at tisse op ad det, i stedet for at se, at det blot peger på noget andet: Altså det rigtige reelle WC.

Det siger sig selv, at det fører til en masse griseri og lidelse.

…..

Nu går mennesker vel ikke og tisser op ad toiletskilte?

….

Nej det gør de færreste, og metaforisk set sker det kontinuerligt i intellektet, at vi forveksler fortællingen om os, med det, som reelt er. Vi opdrages til at tro på, hvad der er vigtigt og rigtigt. F.eks. at vi skal “blive til noget” – altså leve op til en fortælling. Og når det, vi erfarer, så kun meget vanskeligt svarer til fortællingen, vi ønsker, skal være “rigtig”, så lider vi.

I stedet for at SE det, som er, og finde måder at bevæge os med det på i al sin foranderlighed, så opsøger vi en behandler i ambitionen om at komme “derhen”, hvor vi gerne vil.. altså gøre den fortælling virkelig.

Uanset hvor meget jeg behandles, vil det ikke få toiletskiltet til at blive til et toilet.

…..

Hvad skal der så til, når det ikke er behandling og terapi ?

…….

Først og fremmest må vi få øje på denne forskel imellem “fortællingen om det, der er” og “det, som er”, og hvilken konsekvens det har.

Hvis jeg siger: “Her er koldt” .. så behøver det overhovedet ikke at have noget at gøre med det, der reelt er. Og udtrykket vil meget vel kunne få mennesker – inkl. mig selv – til at fryse.

Er det muligt at sanse uden at gøre sine beskrivelser “sande”, men blot se dem som sådanne ofte ganske kraftfulde invitationer? HVIS det er det, så opstår der kontakt til “frihed” – En bevidst opmærksomhed og kontakt til det som er, OG fortællingen om det, som er.

Jeg er fri af illusionens “automatik”.

…..

Kan en terapeut og sin behandling og terapi ikke hjælpe med det?

….

Der er et paradoks i, at i det øjeblik, jeg får en ambition om at få øje på det, så vil DEN fortælling holde mig fast i illusionen. Jeg skal så at sige “opdage det af mig selv”. Være naturlig.

….

Uh det er svært at forstå!

….

Lad mig give et eksempel.
Tænk på en hund, som er dresseret. Dvs. dens måde at være sammen med mennesker på, følger de programmer, den har “lært”. Kan vi lære den at være “naturlig” sammen med os? Og i givet fald hvordan?

….

Det ville nærmest blive igennem en ny omgang dressur?

….

….

Netop. I stedet skal vi måske lade den leve i nogle omgivelser, hvor den erfarer naturen i sig? Simpelthen “glemmer” sin dressur, eller opdager at det, den har “lært”, ikke er særligt praktisk i disse omgivelser. Selv – af sig selv – finder nye måder at møde det, der sker på.

….

Ja det gør behandling og terapi vel ikke?

….

Nej… Terapeuten spiller samfundets og kulturens spil. Han/hun er underlagt meget snævre regler, og kæmper ganske ofte selv med psykologisk lidelse og angst.
Det er med al sandsynlighed derfor, de har fundet hen til det job? Oven i købet kombineres det med en ambition om “at hjælpe”.

….

Jeg kan altså ikke hjælpes til at finde min “natur”.

….

Nej… Du er den jo!

Du, jeg, alt levende ER denne natur. Vi er blot både velsignede og forbandede med et sprog og evnen til at skabe fantastiske fortællinger, der forleder os til, at tabe det af syne. Vi opretholder simpelthen et “filter” – et illusions-filter – som “stiller sig imellem”.

Da nogen for 9000 år siden – eller måske længere – pegede på “meditation” som et middel til at se dette, var det ikke tænkt som behandling og terapi men som en praksis: En måde at leve bevidst om – og opmærksom i dette forførende spil.

….

Meditation er altså midlet?

….

Nej. “Meditation” er ikke noget MIDDEL til noget. Det ord beskriver simpelthen at SE det, som er.

….

Kan det øves?

….

Nej. Den der vil øve noget, må have en ide, om at blive bedre. Vi KAN ikke blive bedre til at VÆRE natur. Vi er det allerede. Vi kan ikke være mere forbundne, end vi er.

Jeg kan ikke “øve” at opdage noget. Enten opdager jeg det, eller jeg gør det ikke.

….

Hvordan fungerer det så?

….

Som at sætte sig ved bredden af et vandløb, og bare se. Se og sanse helt opmærksomt. Lidt efter lidt vil det går op for de fleste, hvad de ikke har set før. Fordybelsen gør det. Det sker simpelthen af sig selv.

Måske afbrydes jeg af en masse tanker og fortællinger, eller af et allersteds nærværende behov for at sætte “navn” på det, jeg sanser. Er jeg opmærksom – ser jeg også det – eller ser måske at jeg fo en stund har være i drømmeland, og ikke i kontakt til det klukkende vand og de myriader af liv og bevægelse, der pusler rundt i og om det.

…..

Det kan jeg vel praktisere i alt, hvad jeg gør?

….

Ja…
…

Og det kalder du for “Tantra”?

…

Ja .. og den helt oprindelige rod til ordet “Tan-”, henviser til: “At se At observere “.

 

Cupisofi og elskovskunst .  ….. Retreat: Introduktion til Mahamudra tantra massage