Bekymringer og frygt

Hvem kender ikke til en følelse af at bekymre sig om noget? At skabe fremtidsscenarier og forestillinger der forbindes med en eller anden form for frygt?

I daglig tale omtales de som “store” eller “små bekymringer” måske målt på graden af angst de udløser, og dermed hvor gruopvækkende og eksistenstruende de tanker, der skabes, kan gøres?

At bekymre sig over sine bekymringer

Jeg kan ikke fjerne mine bekymringer ved at ville det. Det siger næsten sig selv, at det at bekymre sig over sine bekymringer ikke kan være nogen god vej? Og måske er der en rigtig god “nytte” af at have dem, så ubehagelige de end kan føles?

Når jeg bekymrer mig, er jeg optaget af “at passe på”. Jeg hører jævnligt nogen sige, at de bekymrer sig, fordi de “holder af” et andet eller andre mennesker. Adskiller sådanne bekymringer sig fra de, som gælder ens eget liv?

Frygt for ikke at finde et arbejde, finde den rigtige kæreste, skulle være alene, blive syg eller ikke blive rask igen, angst for skilsmisse og ophør af relationer, for ikke at være god og dygtig nok, ikke bestå eksamen, for om nogen ikke kan lide sig, gå alene ude om aftenen, mangle penge i sin alderdom, at få indbrud… listen synes uendelig lang.

En måde at fortælle på?

En “bekymring” udtrykker ikke en statisk historie, men måske nærmere en måde at fortælle historier på?  Hvis jeg nu beskriver den, der tænker disse tanker, og derved inviterer sin krop ind ind i ubehag, som “en fortæller”, så har denne fortæller udviklet en evne til at skrive meget troværdige romaner?
Han eller hun har om nogen greb om at fortælle på en måde, så det griber læseren?

Sandsynligvis er denne færdighed ikke bevidst? Var den det, ville fortælleren med det samme indse, at historien jo blot ER en historie og forstå, at der kan være stor frihed i at fortælle historier, så længe de ikke gøres sande?

Angstskabende fortællinger

En bekymring fungerer altså som en angstskabende fortælling, der gøres sand? Og dette, at den bliver “sandfærdig”, ligger måske i måden den konstrueres på?

Hvad skal der til for at give historier “sandhedsværdi”?

For det første skal tilhøreren have en opfattelse af at historier KAN være sande. For de fleste mennesker er det ikke så svært. Vi er opdraget til at tro på historier. Det er blevet til en så integreret del af vores tænkning, at vi mener at have forstået en hest, ved at læse om den eller have set et billede af den? Hvis nogen siger: “Du er dum”, bliver vi fornærmede. Dels fordi vi finder det uhøfligt, og samtidig også med baggrund i at vi øjeblikkeligt identificerer os med ordet?

CV alderen

“Du er dit CV” kunne tidens slogan næsten hedde. Ikke “Jernalder”, eller “middelalder”, men CV-alder skulle denne tidsperiode kaldes: De århundreder, hvor mennesket troede at være sin egen beskrivelse. De århundreder, hvor mennesker blev regnet som kloge, når de var gode til at beskrive? Særligt til ord, som beskriver dem selv.

At nogen “kan være” nogle siders ord på hvid baggrund, synes mig ufatteligt. Og selv hvis disse sider udvides til at være en “selvbiografi”, vil en indbundet bunke papir vel INTET have at gøre med det menneske, som har forfattet det? Fortælleren KAN ikke være sin egen fortælling. Det er som at gøre hunden til sin hundelort, eller til sine bjæf?

Konstruer kraftfulde sammenhænge

Det næste kunne være at forstå, hvad der gør en fortælling så tillokkende, at den er let at gøre sand?

Prøv at iagttage hvordan store forførere igennem tiden har formået at skabe invitationer igennem ord, som har fået hele folkemasser til at tro på sig!

Første ingrediens er at opstille en kraftfuld sammenhæng: “Hvis A sker, så medfører det B”. Den kan gives forskellige variationer: Når A så betyder det B”.

“Hvis vi fortsat tillader indvandring, så ender det med, at der ingen danskere er tilbage og at den danske kultur forsvinder.”
“Vi danskere er et særligt folk, som kommer i første række, når goderne skal fordeles”

Opstil teorier

Det næste virkemiddel vil være, at kunne belægge denne sammenhæng med en eller anden form for teoridannelse f.eks. i form af en argumentation.

“En dansk kultur er afhængig af sit eget sprog, religion, og særlige vaner og traditioner som videreføres fra generation til generation. Al forskning viser at hvor sproget og et fælles tilhørsforhold til religion og bestemte værdier forsvinder, opløses kulturen”

Skab eksempler

Det tredie tilsætningsstof vil være eksempler:
“For 100 år siden fandtes der i europa over 300 forskellige helt egne kulturer med egne sprog og kulturer. Idag er de reduceret til nogle ganske få.”

“I de danske skoler er der nu en så stor mængde indvandrerbørn som ikke kan tale ordentligt dansk, og som ikke deler de “Danske værdier”.

Træn praktiske færdigheder

og endelig det fjerde og meget virkningsfulde middel: At give tilhørerne en erfaring og praktisk færdighed som underbygger teori og fortællinger.

F.eks.: “På disse 5 forhold kan du genkende en indvandrer (Jøde, Muslim..etc) “

Bekymringer følger måske det samme mønster?

“Uden en ordentlig uddannelse, kan jeg ikke klare mig i samfundet”. “Hvis jeg ikke har en uddannelse, vil mine venner ikke være sammen med mig”.
“De som er arbejdsløse har typisk kun en kort eller ingen uddannelse”
“Jeg kender (eller har hørt om) flere i min omgangskreds, som er arbejdsløse og ingen penge har – og de får ikke besøg”.
“Jeg læser og læser og synes ikke der er noget, som rigtigt interesserer mig” … “Jeg bliver aldrig til noget”. “Alle siger til mig, at det er meget vigtigt med et godt CV, og jeg har ikke rigtigt noget at skrive på det”.

En snurretop der vinder fart

Det tillokkende eller forførende ved den måde at fortælle på, ligger i at der skabes en sammenhængende “cyklus”. Som en snurretop der ikke taber fart, men vinder fart for hver omgang den drejer. Alle elementer forstærker bevægelser, og understøtter hinanden. I tilfældet med bekymringer i retning af angst.

Al angst ud af en angst for døden?

I min beskrivelse kommer al angst ud af en frygt for døden. Måske ikke direkte oplevet som den fysiske død, men i forhold til ikke længere at “være nogen” eller “noget”, som lever op til et billede, der er gjort sandt. Angsten for at miste stabilitet, for at tabe kontrol, for at skulle leve med livets usikkerhed og foranderlighed.

At ville styre og kontrollere?

Det temmelig uheldige er, at bekymringer, som opstår ud af et ønske om at kunne styre og kontrollere, har den effekt at de handlingslammer. ALT drejer sig om at “få dem væk”, og løsningen på dette søges i det “ydre” og ikke i den, der fortæller disse historier og lytter til dem.

Rum til at handle i dette øjeblik

Et liv uden bekymringer, betyder ikke (nødvendigvist) et “sorgløst liv”, men at der er åbenhed og plads til at handle på det, der sker lige i dette øjeblik, uden at være “fyldt op” og sløret af en angst, der er bundet op på illusoriske fatamorgana´er.

Det handler IKKE om at fortælle det positive

At slippe sine bekymringer handler IKKE om at blive god til at fortælle “positive historier” i stedet for. De vil på fuldstændig samme måde invitere ind i ubevidsthed og drømmeland.

At få øje på noget

Ved at “få øje” på hvordan det lykkes denne fortæller igen og igen at genfortælle og bygge videre på troværdige historier om “sig selv”, vil deres magi forsvinde af sig selv.

En dør kan åbnes

Når det går op for denne iagttager, at det alt sammen beror på en helt overskyggende drøm “om at være nogen” (bestemt) – en drøm der absolut intet har med kontakten til livet at gøre, og som med sikkerhed derfor vil invitere ind i lidelse – åbnes der en dør ind i frihed. Og med friheden kontakt til både kærlighed og lyst.

Argumentation fungerer ikke

Paradoksalt nok hjælper det ikke meget at imødegå disse historier med argumentation. Den understøtter dem snarere, idet der automatisk findes nye argumenter, dvs. modargumenter til argumenterne, nye eksempler, nye beviser på “min erfaring”, der yderligere kan bidrage til at cementere bekymringen.

Identifikation med sine tanker

En anden måde at beskrive “bekymringens virkemåde” på, kunne også være at se den som en fuldstændig identifikation med sine tanker: At have gjort intellektet til herren i huset, ja ikke nok med det men at være kontinuerligt “ude af sig selv” og forsvundet ind i drømme- (og angst-) land?

At elske i frihed

DET kan naturligvis ikke erkendes igennem det samme intellekt, som har “placeret sig selv der”? Befrielse kommer ved at åbne i sin krop: Få kontakt til lyst. Bevæge sig, sanse og elske. Det er umuligt at blive i bekymringer, hvor kroppen bevæges i nydelse og kontakt til sin rod. Det er som at “komme fra hovedet og ned på jorden”. At genskabe forbindelsen til livets urkraft. SE at livet lever, af sig selv, og for sig selv, uden at skulle nogen ander steder “hen” end blot at leve.

I elskoven – hvis den er fri – kan “snurretoppen” standses. Måske i første omgang kun for et øjeblik? Og det at erfare dette – igen og igen – giver kroppen smag for at livet IKKE leves igennem en historie.

Mahamudra tantra inviterer til dette.

Kærligst Jesper