Bekymringerne kan stå i kø. De har det med at dukke op ud af intetheden, og kan vokse sig store på ingen tid.

“Har vi penge nok til at betale næste måneds ekstra-regning?” Spørger den ene partner den anden.

“Har han mon fundet en anden?” .. Tænker en kvinde om “sin” mand.

“Hvorfor er hun ikke kommet hjem endnu? …Og endda uden at ringe? Mon der er sket noget?” tænker en mor om sin datter.

Bekymringerne om alt det, som skal være anderledes

For nogle mennesker virker bekymringerne som en kakafoni af evindelige tanker om noget, der skulle være anderledes og alle mulige og umulige forestillinger om konsekvenserne af noget, som “måske kan være sket, eller vil ske”?

Der er ingen ende på, hvor mange forskellige historier intellektet kan producere. Det er fascinerende, at vi ud af blot 28 forskellige tegn – altså bogstaver i alfabetet – kan konstruere et uendeligt antal beskrivelser, fortællinger og altså også bekymringerne.

Det forhold rækker imidlertid ikke til at undersøge, hvordan vi mennesker er i stand til at bekymre os om nærmest alt muligt?

Ofte rækker det at skabe en minimal forstyrrelse i sindet. Den kan nærmest virke som et “frø”, der i frugtbar jord spirer med en forunderlig fart til at vokse og forgrene sig i alle mulige scenarier og forestillinger om, “hvad der kan ske hvis…” .. eller “hvad der sker hvis ikke…”

Da vi har lært selv det mest enkle ord ved gentagne gange at koble en emotionel kropslig og sanset erfaring på en lyd, så vil også den mindste tanke og fortælling spontant bevæge kroppen, som det er øvet mange mange gange.

Ja ikke nok med det: Når kroppen bevæges, bevæges også alt det, vi regner som at være “omkring os” .. Det bevæger og virker “tilbage” i en følge af uforudsigelige loops….

Du kender måske sætningen eller bare tanken: “Huskede du at låse?” … og har erfaret hvor svært det kan være for nogen mennesker at “slippe ud” af tankemylderet, der følger af den, igen?

Bekymringerne er ikke noget, vi “har”. De skabes og vedligeholdes igennem gentagne rekursive loops der kontinuerligt griber “tilbage” og føder sig selv på ny. De kan forsvinde lige så hurtigt som de opstår.

Det store spørgsmål er: Hvordan?
Af hvilken natur er bekymringerne?

Naturen af bekymringerne?

Bekymringer vil jeg beskrive som: Fortællinger der inviterer “fortælleren” i angst og behov for kontrol. De begynder ofte med en meget enkel forestilling om en bestemt sammenhæng. F.eks.:

“Hvis jeg ikke får skrevet denne mail, så vi hun nok tro, at jeg ikke kan lide hende? …Og så vil det føre til…xy..”

De virker som både et selvforstærkende og selvbekræftende feedbackloop, der potentielt vil kunne destabilisere den bekymrede. Typisk inviterer de os i angst, der søges håndteret igennem en ambition om at skulle kontrollere den forestillede situation.

At det naturligvis , alene i kraft af at denne “situation” er af illusorisk natur, IKKE er muligt, erkendes ikke.

Fortællingen og forestillingen om dens konsekvenser, bevæger alt i kroppen. Tanker findes hverken uafhængigt af resten af kroppen eller isoleret fra de sociale sammenhænge, vi lever i.

En fortælling vil således spontant udløse såvel hormoner af alle mulige slags, som impuls til at forblive i social accept. Vi mennesker vedligeholder en “model” af os selv. Den tjener som reference for det, vi gør. “Hvad vil der ske med mig, hvis jeg gør sådan og sådan? Hvad vil der ske, med mig, hvis jeg IKKE gør det?

Helt centralt i bekymringens natur er tid. Vi har en lineær tidsopfattelse, som skabes igennem vores sprog. Vi tænker i fortid, nutid og fremtid, og vi kan bekymre os over dem alle.

Bekymringer som terapeutiske samtaler

Det er meget interessant at skabelsen af bekymringer i princippet virker på samme måde som mange terapeutiske samtaler foregår på.

De indledes med at spørge ind til et “problem”. Noget som terapeuten gerne vil hjælpe med.

Ud fra denne beskrivelse af et problem… (og beskrivelsen af et problem ER jo ikke problemet, lige så lidt som fortællingen om en hånd kan være en hånd ) … udvikles der andre fortællinger, som alle relaterer til dette “problem”.

Intentionen til overhovedet at møde op hos denne terapeut, vil være at få problemet “løst”. Det er vel det problemer er til for?

Det, vi så løser er ikke problemet, men fortællingerne om problemet. Ikke nok med det: Vi kommer hjem med andre fortællinger som “handleforslag” til, hvordan vi kan “gøre noget ved problemet (altså fortællingen om problemet)”.

Sådanne handleforslag vil i sig selv kunne opfattes som problemer. Også selvom de kaldes for “mulige løsninger”.

Bekymringerne og de klassiske tantras

De klassiske Tantras har et klart bud på, hvordan du og jeg kan møde det, vi kalder for “bekymringer “.

For det første ved at erkende deres natur.
Når vi bekymrer os, så handler det om noget, som ikke er.

Bekymringerne skaber så at sige sig selv. På sin vis fungerer det ikke anderledes end at leve sig fuldstændigt ind i en uhyggelig fortælling, en ophidsende historie, eller en spændende film.

Når, vi gør det, bevæges alt i os emotionelt. Vi kan svede, blive liderlige, spænde op i kroppen, fare sammen…
Sindet og kroppen kan i princippet ikke skelne imellem, om det virkeligt sker, eller blot er noget vi forestiller os.

Jeg kan beskrive det som: At vi hallucinerer vores oplevelse af verden og os i den..
Det sidste er meget vigtigt i den henseende. Vi adskiller os fra det, som er, ved at gøre alt til noget der sker eller kan ske for- eller med- os. Der findes ingen mere effektiv måde at skabe et “selv” på, end at bekymre sig.

Jeg findes ikke uden det og dig

De klassiske Tantras inviterer til at se, at du og jeg ikke “findes” som noget, der har en egen eksistens. Vi er formløse… Dvs. vi genskabes kontinuerligt kontekstuelt i mødet med alt det, som vi så gerne vil beskrive som værende “omkring os”.

Den måde at se på, virker meget fremmed for de fleste mennesker. Det skyldes, at vi ganske enkelt er trænede til at skulle opfatte os selv om “individer”, der er “sat” i livet og “forsvinder” igen. Vi lærer at være en “nogen, der skal være noget”, som andre mennesker helst skal bedømme som “ok”.

Hele vores samfund er bygget op omkring den konstruktion. Vi ser ikke at dette blot fungerer som et spil. Et metode til at generere magt med. En måde hvorpå vi kan binde hinanden på.

Hvad kan vi så helt praktisk gøre, for at få øje på det?
Ja midlet er simpelt. Det kaldes for “meditation”: Ganske enkelt at sætte sig afspændt og opmærksomt, iagttage, hvordan alt, der opstår derinde, virker som et spejl af det derude.

Med vedholdende praksis, kan denne iagttagelse blive til måden, vi ganske enkelt bevæger os i verden og livet på. Og i takt med det, ophører det “at bekymre sig” af sig selv…

Kom og undersøg det!