Betale for sex ?

Det er en udbredt opfattelse at sex og penge ikke skal blandes sammen. “Man skal ikke betale for sex !”. Udgangspunktet er enkelt. Hvis ordet “kærlighed” peger på mødet hinsides betingelse, så vil det at “købe en ydelse”, netop stille sig i vejen for kontakt til kærligheden. Og sex uden kærlighed? nej vel?

Prostitution?

Men den argumentation er prostitution derfor også alment betragtet af det “dårlige”. Det er at “bruge” mennesker og at gøre sex til en tjenesteydelse og vare. Det, som kunne være så smukt og fint, og invitere ind i både lyst og kærlighed, gøres til genstand for en studehandel. “Du får kun lige, hvad du har betalt for, og du kan vælge på menukortet!”. Det ser måske lidt anderledes ud, hvis vi blot for et øjeblik prøver at iagttage, hvad det er som “forstyrrer” når vi taler penge og sex. Behøver det virkeligt at være en byttehandel? Er der måske, når det kommer til stykket ALTID penge med i sex?

Penge fungerer som et kommunikationsmiddel

Det er en udbredt opfattelse at penge repræsenterer en værdi? Sådan var det måske en gang for 1912, og siden der ikke længere var et krav til, at der til enhver trykt pengeseddel  skulle være guld svarende til værdien i Nationalbanken, har penge idag udviklet sig til at være gældsbeviser.

Uanset om de har guldværdi eller ej, så er der ikke meget man kan bruge penge til på en øde ø. Deres værdi ligger ALENE i at de fungerer som en anerkendt kommunikationsmiddel i det samfund, som de benyttes i. Hvis tilliden til netop dette kommunikationsmiddel (en særlig valuta) falder, så bevæger mennesker sig over og benytter et mere anerkendt medium (en anden valuta) til at kommunikere “værdi” med.

Uden penge er det svært

Der er ikke meget af det, som vi kunne sige, der har reel værdi for livet, som kan købes for penge?
Livet selv, glæde, kærlighed, lyst, sundhed, frihed, fravær af sorg, indsigt, visdom… listen kan gøres lang. Og alligevel har penge fået status, som noget af det vigtigste i vores samfund? “Velstand måles i penge”.

En genial magtmekanisme

Uden penge er det meget svært at klare sig i det sociale liv. Mekanismen er fuldstændig genial set fra et magtperspektiv. Når du SKAL have penge, vil du være let at invitere ind i angst, og den, der lever i angst, er let at styre igennem håb, og ved at vedligeholde angsten. Vil løber gerne væk fra angsten, derhen hvor vi tror på, at der er trygt.

Naturligt at hjælpe hinanden

Når mennesker mødes finder kommunikation sted. En væsentlig del af denne kommunikation benytter sig af “penge” som medium.

Igennem de sidste mange tusinde år, har det at leve sammen været forbundet med en naturligt og praktisk impuls til at hjælpes ad. Stammesamfundet finder sin styrke i at være flere om at samle, fiske og gå på jagt, flere mødre og fædre om børnene og i det hele tages deles om at leve livet.

Christoffer Ryan og Calsilda Jetha skriver medrivende om det i “Sex at Dawn”.

I sådanne samfund bliver det naturligt at hjælpes ad. Det er ikke anderledes end i det fællesskab, som vi i dag kalder for en “familie” eller “et parforhold”. De, som lever sammen, vil, hvor det fungerer godt, se det som en helt naturlig sag at “være der for hinanden”.

En del af kommunikationen, der finder sted i den forbindelse, går via penge. Tjener den ene flere penge end den anden, vil vedkommende også – i det som jeg kalder for et sundt fællesskab – også bære en større del af de udgifter, der skal betales med penge. Uden at den anden dermed bliver noget “skyldigt”.

At leve sammen fører til, “at der er penge imellem os.”

Til sundheden i fællesskabet, hører at ingen bruger “sine” penge til at opnå en magtposition ved at tillægge dem anden værdi end som et praktisk kommunikationsmiddel? Spørgsmålet kunne så være hvor mange sunde fællesskaber der findes?

At leve sammen medfører med andre ord at “der er penge imellem os”, uanset om vi så bilder os ind, at vi er “frie” og “økonomisk uafhængige”? Har vi børn sammen, bil, hus, fælles udgifter etc., så VIL der være penge imellem os.

De fællesskaber, som dannes, har også til hensigt at opfylde naturlige behov for sex, nærhed og elskov, helt på linje med alle de andre behov, som det at leve indebærer?

Altid penge involveret i sex?

Vil der så ikke altid være “penge” involveret i sex?

Er det virkeligt et problem i forhold til kærlighed? Eller bliver det først et problem, i det øjeblik penge benyttes til at BETINGE den måde, vi relaterer med hinanden på?
Betinge, forstået på den måde, at pengene gives en betydning, som ligger UD OVER, at de er et praktisk kommunikationsmiddel? Når pengene menes at kunne give en “ret”?

Sex gjort til et “pant” og betingelse i parforholdet

Hvis jeg ser på dette, så finder jeg i mange parforhold en klar forventning om, at samlivet også indebærer sex?
Ja, i den monogame forestilling betyder dette fællesskab – (og altså OGSÅ et penge-fællesskab), at det er det eneste sted der med god samvittighed i forhold til gængs moral, kan opfylde mit behov for sex? Sex gøres til et “pant”, eller et tegn på, at “vi to er noget helt særligt for hinanden” og netop derfor også bl.a. deler økonomi? Igennem dette økonomiske fællesskab, opstår der så et krav på sex? Helst god sex og kærlig sex?

Hvis det fungerer sådan – så VIL denne sex vel aldrig blive “kærlig”, hvis vi gør det til et krav eller bare en forventning, der er forbundet til det økonomiske fællesskab?

Når der med pengene skal følge en ret til noget?

Der ligger således ikke noget problem i at der er “penge imellem os”, når vi elsker. Det er sådan i vores samfund, at der på en eller anden måde altid er penge i spil – netop fordi de er så benyttede i kommunikation. Problemet opstår først, når disse sedler og mønter, eller tal på en bankoverførsel, gøres til noget, som giver et krav eller ret i den MÅDE vi relaterer til hinanden på. Med andre ord: Når penge ses som et legitimt magtmiddel.

Med penge kan vi bytte “ting”. Vi har gjort “tid” til sådan en ting. Så kalder vi blot byttehandlen for en “serviceydelse”.

En serviceydelse”?

Kan elskov eller mødet i kontakt til kærlighed  være en “serviceydelse”?
Det fungerer som et møde, hvor vi inviterer ind i et fællesskab – uanset om dette fællesskab varer kort eller lang “tid”. Tiden er her fuldstændigt ligegyldig. I kærligheden lever friheden og omvendt, og i friheden lever ansvaret.
“Ansvar” kommer af “at svare an”: At se og handle ud af en  umiddelbar impuls, hvor der ikke først træffes et reflekteret valg. I det ansvarlige “vægtes der ikke for og imod”. Der handles der i en umiddelbar nødvendighed.

En sådan nødvendighed vil meget ofte  – i vores samfund –  både direkte og inddirekte have med penge at gøre.

Når det betales for en ydelse?

Hvad jeg skriver her, er at hvor den, som vi kalder for “prostitueret” møder en “kunde”, der vil betale for en ydelse fra et “katalog”, er penge gjort til et magtmiddel? På den måde sikrer de sig BEGGE IMOD at mødet finder sted i kontakt til kærlighed, dvs. så længe penge-magt-konstellationen opretholdes?

Præcis det samme sker i de mange millioner af “parforhold”, hvor regelmæssig sex med hinanden gøres til en betingelse for, at de lever sammen?

Parforholdet – også et økonomisk projekt?

Der er der måske mere tale om et økonomisk forretningsmæssigt karriere- og familieprojekt-fællesskab, end om at mødes hinsides betingelse – altså i kontakt til kærlighed, lyst og frihed?
Uanset at indgangen til forholdet, typisk har været styret af en ide om kærlighed og fællesskab, der netop FORDI den er en IDE, meget hurtigt ændrer sig til at blive en betingelse?

Penge vil kunne indgå som en naturlig del af komminikationen

Hvad det også betyder er, at penge fuldstændigt naturligt vil kunne indgå i kommunikationen imellem mennesker der elsker (med) hinanden, uanset om de mødes for en aften eller år.

Det må også føre til, at det oven i købet kan være nødvendigt, hvis der skal opretholdes et fællesskab?

Når du har besøg af en veninde til en hyggelig aften, og serverer en dejlig middag som med al sandsynligvis også indebærer at du har givet penge ud, “betales” der så med middagen for mødet og den eventuelle elskov bagefter? Nej vel?

Hvis I mødes på en cafe , og går hjem og elsker bagefter, er tilbudet om at betale for kaffen så også en betaling for det, der måske sker bagefter i elskoven? Betyder det at betale for sex?

Behov for nærhed og berøring

Behovet for nærhed og elskov i kontakt til kærlighed og lyst vil altid være der.

I disse år, hvor antallet af “singler “- dvs mennesker som lever alene – vokser, føler mange både et “berøringsunderskud” og en længsel efter god kærlig sex.

Skal det ikke være muligt at mødes, (også om det indebærer, at der er penge involveret) og fordybe sig sammen i elskov, sanselighed og kontakt, uden at det møde skal føre andre steder hen, end blot “at være til stede i det der sker, imens det sker”?

Tantra massage

Tantra betyder bl.a. at slippe identifikation med moral, norm og tro.

En Mahamudra tantra massage kan være en mulighed for at begive sig ind i et rum, hvor berøring, hengivelse, lyst kærlighed og sanselighed lever. I Mahamudra tantra massagen betaler du intet for en ydelse. Der er intet menukort at vælge fra, og der kan ingen krav stilles. Vi mødes i et rum, hvor der gensidigt kan siges og respekteres et “ja” og “nej”, og intet forlanges eller forventes.

Er det at betale for sex ?

Er det at betale for sex eller elskov?

Det er IKKE en behandling, Det er IKKE en “serviceydelse”. Vi mødes og “danser” sammen i en ramme, dvs. et ritual der gør kommunikationen klar og enkel. Som gæst i templet kan du ikke “overtage” dansen. Du kan danse med, og forstå ved at erfare bevægelse i dig.

Er det sex? Ja, og ikke den sex, som de fleste kender. Ingen bruger nogen. Der er intet “projekt” – ingen steder at skulle hen.

Moral som stiller sig i vejen

Hvad er det for en moral, der stiller sig i vejen for at mennesker mødes og elsker, og der samtidigt også lægges et beløb i en kasse, der ingen sammenhæng har til det, der sker i mødet – ikke indebærer at der kan stilles krav eller forventninger om en “ydelse”, men blot udtrykker en anerkendelse af, at det er muligt at opretholde et rum, hvor vi kan mødes og undersøge lyst, kærlighed og frihed sammen?

Er det virkeligt nødvendigt – i angst for den kollektive moral – at gøre en tantra massage til en“behandling”, eller på anden måde skabe afstand – f.eks. ved at dele mødet strengt op i en “giver” og en “modtager”?

<3 Mads Jesper