“En betingelse for at jeg vil være sammen med dig er….”. Vi opdrages igennem betingelser. Vi uddannes med hovedet fyldt med dem. Hvordan kan jeg bevæge mig med dem?

Kan du ikke holde op med at gøre, som du gør!
Hvis du virkelig vil blive ved med det, så vil jeg ikke være sammen med dig!

Sådan et krav fra det ene til det andet menneske, er vel ret almindeligt? Især hvis de har kendt hinanden igennem længere tid og lever/bor tæt sammen?

ER Parforholdet betingelse?

Det stortrives i “parforhold”.
Ingen kan vel være i tvivl om, at det i sig selv udtrykker en betingelse?

“Jeg gider altså ikke for 127-énde gang høre dig fortælle om din ungdom, når vi er ude sammen med andre mennesker! Kan du ikke bare lade være med det! Ellers må du tage afsted alene!”

“Hvis ikke du holder op med at flirte med snart sagt alle kvinder (eller mænd), du møder, når jeg er til stede, så må du sku finde en anden at være sammen med end mig!”

“Hvis ikke du gider at ringe til mig, når du er ude, så må det være fordi du er mere interesseret i andre end i mig!”

“SKAL du virkelig sidde der og underholde alle omkring dig? Det er da ikke til at holde ud!”

“Så fortæl mig dog, hvad der foregår i dig, ellers er det ulideligt at gå op og ned af dig!”

“Du har da så travlt med at gå op i, hvad jeg laver. Kan du ikke bare blande dig uden om!?”

Det forunderlige er, at det kan være netop DEN adfærd der var medvirkende til at de to oprindeligt mødtes!

Den stille tavse mand fandt hun spændende efter devisen: “Det stille vand er det dybe vand”.
Den flirtende livsglade kvinde, som flirtede med alle, var præcis det som tiltrak ham ved hende!

Og nu … Ja så er det bare irriterende.

Betingelse handler om kontrol!

“Sørg for at din adfærd er sådan, at jeg føler mig helt tryg sammen med dig! Du skal ikke længere handle spontant! Det dur simpelthen ikke. Tag hensyn til mine følelser!..”

..
Når, jeg skriver om det her, så forekommer det på den ene side fuldstændigt indlysende, at vi naturligvis ikke vil leve tæt sammen med at menneske, hvis det skaber angst og utryghed i os!

Det kan jo også være med en partner, det bliver frygtelig jaloux eller næsten konsekvent ikke bryder sig om de samme mennesker som en selv?

Det kan også være, at det viser sig at partneren, er voldelig, truende, måske med narcissistisk personlighedsforstyrrelse?

Er det så ikke bare om at komme væk!?
…

Jo, og nogle gange er det ikke så enkelt “bare at gå væk”.

Måske optræder den adfærd ikke “hele tiden” men i særlige sammenhænge?

Måske er der børn, fælles økonomi, venner, bolig.. og ikke mindst også mange identitets-skabede fortællinger om “os to”, som virkelig kan gøre det svært at bryde.

….

Hvis vi ikke levede som partnere, men som venner? Ville det så kunne fungere, hvis den ene eller vi gensidigt på samme måde stillede betingelser? Vel næppe?

Skal det gøres til en betingelse, at vi ikke stiller betingelser til hinanden?
Det vil virke absurd og selvmodsigende.



“Du skal ikke stille betingelser til mig!”
…”Ok.. Det gjorde DU så lige der overfor mig!”

Er der noget at sige til, at det kan være ret udfordrende at relatere, jo mere intimt det bliver?

Hvad er det vi kalder for “en betingelse”?

Alt dette får mig til at reflektere over det, vi kalder for en “betingelse”?

En “betingelse” udtrykker et krav og et ønske om at etablere kontrol. Dvs. tydeligt at afgrænse vores adfærd og måden, vi bevæger os med hinanden på?

De har form af vurderinger, bedømmelser og forventninger til noget der er sket eller kan ske. Når nogen betinger mig, så holdes jeg op imod en fortælling, frem for at ses som det, der er lige her og nu.

Når der opstår behov for kontrol, skyldes det en følelse af afhængighed.

Afhængighed?

Du og jeg er ikke afhængige af tyngdekraften! Vi er den. Alt i os bliver til i den. Det er ikke sådan, at vi kan eksistere uden tyngdekraften! Den er altså det ,vi er.

På samme måde er det med alt andet – maden, luften, min tarmflora, solen, vinden.. og alle de andre levende organismer jeg møder. Jeg har ikke en egen eksistens, men opstår kontinuerligt i utallige “møder” med det…

Det er det, vi kan beskrive som: At vi ingen egen-eksistens har.

 Det betyder, at vi hverken er afhængige eller uafhængige! Vi ER det, som er og bevæges, som det bevæges.

Uden egen eksistens bliver kontrol umulig. Vi må anerkende, at vi bevæges spontant. Vel at mærke sådan, at det, der var før, ikke længere er.

Jeg indskrænkes?

Hvis nogen skaber en fortælling som et krav til mig, og gør den til en “betingelse”, så føler jeg umiddelbart at jeg indskrænkes i mine muligheder? 



Hvis jeg relaterer med et menneske, som mangler den ene arm, så er det bare sådan ..Det ville jeg ikke se som en betingelse, idet det ikke kan være anderledes.



Når jeg betinges igennem en fortælling, så adresserer kravet og betingelsen en ide om et isoleret SELV, som kan gøre, “som det selv vil”. Uden egen-eksistens er det ganske enkelt ikke muligt!

Kontrol udtrykker illusion. Livet opstår og forsvinder spontant. Ideen om, at vi “er et SELV”, holdes ved lige for at skabe illusionen om, at vi KAN opnå kontrol.

Et at midlerne er bla. i den fortælling, at vi kan betinge!

At være autentisk?

De fleste menneske opdrages til at skulle handle “Autentisk”: Det betyder at “der skal være overensstemmelsen imellem det, de siger, og det de gør”.

Autenticitet bliver på en eller anden måde absurd?
Hvis vi forstår det som en sammenhæng imellem det, vi siger og det vi gør, så findes den sammenhæng kun som illusion?
Fortællinger om det, der er, ER IKKE det, som er. De udtrykker fortællerens måde at pege på “sig selv” på.

Beskrivelsen og forventningen, har altså et kommunikativt sigte. At pege på et “SELV”.

Det, den peger på, ER den ikke – og den kan ikke være det!

Betingelsen skabes således kommunikativt som et middel til kontrol. Den virker kun, hvis vi gør den sand. Dvs. at både den som fortæller og den som lytter føler angst, når de møder den.

Spille med?

Måske kan kan vi “spille med”.. Uden nødvendigvis at rette ind efter den?

Det kunne medføre at nogen ville straffe os som en del af betingelsen, hvis ikke vi vil gøre den “sand”? Altså må vi lyve eller bare ikke sige noget?

Sandheden er opfundet af en løgner ;).. Ellers ville der ikke være behov for at adskille den som værende “sand”.

Når betingelsen udtrykkes, sker det i et ønske om at passe på et “Selv” ad den vej. Altså at opretholde integriteten for dette Selv.

Og kan Integritet være “min”!?
Hvis egen-eksistens ikke findes, så omfatter integritet “det hele”.

Hvordan praktisere integritet, når betingelse søger at begrænse?

Hvordan kan vi så praktisere denne integritet, hvor betingelser og kontrol tilsyneladende søger at begrænse os?

For det første ved at se, at alt det, der formuleres som betingelser, ganske enkelt ikke er sandt. Dermed kan det på ingen måde vække angst.

I virkeligheden begrænser den, som betinger, kun sig selv!
Med mindre den anden, gør betingelsen sand. Så hænger de begge i den.

Kærligt og medfølende vil det være at se, hvordan det menneske, som betinger, i virkeligheden lukker sig selv om sig selv!

Det udtrykker lidelse…

Kan vi invitere til at lindre denne lidelse?
Ja måske ved sammen at se, hvordan den skabes?