Kærlighed kan ikke betinges. Det udsagn vil de fleste mennesker være enige i. Kærlighed kan ikke købes, byttes, handles, forlanges, kræves eller sælges. Har den et “sprog”, den betinges af?

“Om kærlighed kan intet sandt skrives“

Om kærlighed kan intet sandt skrives. Det udsagn er for mig gennemgående i alt, hvad jeg skriver og siger. Nogle gange formulerer jeg det som: “Tro ikke på et ord af, hvad jeg siger! Se det evt. som en invitation til selv at se efter?

Ikke alene beror det på, at den pengefinger, som peger på et æble, ikke selv kan være det æble, der peges på.
Vil jeg se æblet, må jeg således flytte blikket fra fingeren, som peger.

Det henviser også til, at en beskrivelse vil betinge det, den beskriver. Den gør det ved at sige:
“Det er det!” .. eller “Der er det”.

Vil jeg erkende noget, kan ord være nyttige. Erkendelsen selv vil ikke være bundet til dem.
Ordet “Kærlighed” bruger vi om det, der ikke kan betinges af noget som helst: Det som er, som det er – hinsides enhver betingelse.

Der bliver det svært!

Kuglepennen betinges af sin form

Hvis, jeg holder en kuglepen op, og beder dig om at fortælle mig, “hvad det er”? – Vil du afgøre det på grundlag af dens form. Kuglepennen genkendes betinget af sin form.

Kærlighed kan således beskrives som værende hinsides form? Den kan altså ikke genkendes på “en form”?

Det leder til at se, at kærlighed således ikke kan være en “ting”, men må være “ingen ting”.
Altså ikke eksisterende som “noget”? Hvad der ikke er “noget” – kan jeg beskrive med ordet “intet”.

Peger “kærlighed” så på: “Det, der erkendes, hvor der intet stilles … imellem?”

Kontakt?

Når, der intet sættes imellem – vil der være “kontakt”. Sådan beskriver vi det. Hvor kontakt er, ophører vi med at være to eller tre eller mange.
Der er ingen grænse, som adskiller i dette og hint, iagttager og objekt, jeg og du etc…

Ofte vil jeg finde beskrivelser, som peger på, at vi netop ikke kan sige noget sandt om kærlighed, og måske kun pege på det, den ikke er?

Det vil så være temmelig let: Hvis jeg peger på kærlighed som “ingen ting” – vil alt som gøres til noget eller en ting – ikke være den.. !?

Altså ikke en følelse, en gave, en pagt, en form at være sammen på, eller en måde at gøre noget på…

Kærlighed har således heller ikke et “sprog”. Et “kærlighedssprog” som jeg nyligt læste en blog om. Det ville jo netop betinge den..

Betinget igennem afhængighed?

Jeg tænker at kærlighed og afhængighed meget ofte forveksles med hinanden?
Afhængighed har måske en særligt sprog?

Hvis det fungerer sådan, hvori består så denne afhængighed?
Opstår den som et ønske om at skabe og opretholde en ønsket form? – At bruge den anden til at blive til en “nogen”?

“Jeg elsker dig! – Elsker du også mig?”
“Jeg har brug for at blive set og elsket af dig!”
“Før var jeg alene, nu gør vi meget sammen”
“Jeg lever i et kærlighedsforhold”
“Hun er min kæreste. Har du også en kæreste?”

Denne afhængighed udtrykker angst. Hvor angst lever, vil der opstå et behov for kontrol og med den et ønske om autoritet. Autoritet og kontrol skabes som “form” der afgrænser og udgrænser.

Form BEDØMMES som form på baggrund af den form, der genkendes:

“Hvis du ikke siger og gør, som jeg forventer (har lært) at kærlighed skal være for at være rigtig, så føler jeg mig ikke elsket…”

“Hvis JEG ikke gør, som der forventes – betyder det så, at jeg ikke kan elske?”

At give kærlighed et sprog, vil være det, som gør den umulig at erkende?
Det sker for at opnå en følelse af sikkerhed.

At bruge et andet menneske til at indfri sit behov for føle sig sikker, kan intet have at gøre med at mødes i bevidsthed om kærlighed?
Kærlighed vil ikke være forbundet med sikkerhed? Den vil intet forlange eller forvente, men erfares som en tilstand af sårbarhed?

At se, hvordan der betinges?

Hvordan bevæges og bevæger jeg mig i den erkendelse?
Det sker ikke ved at holde fast i mine forestillinger om, hvad noget gør eller skal være, men ved direkte, bevidst og opmærksomt at se, det som er, som det er…

Se, at ethvert “filter” jeg stiller “imellem”, vil fungere som en illusion, der skabes for at isolere, afgrænse og måle i “mig og dig, den og det”.

Hvor noget skal måles, vil det være målestokken, der ses.

Det, som er, betinges og gives form igennem måden, der måles på. Dermed ses det ikke længere, som det er.

Cupisofi årsforløb