„Hvilken betydning har jeg egentlig for dig? Hvad gør du som, kan få mig til at føle mig elsket?‟

“Er jeg vigtig for dig? Hvis jeg virkelig var vigtig for dig, så ville du vise det noget mere!”
“Hvordan kan jeg, på det du gør, se , at du synes at jeg er betyder noget for dig?”
“Hvis jeg virkelig VAR vigtig, så ville du altså ikke gøre sådan, som du gjorde forleden!”

Genkender du nogle af ovenstående udsagn fra dig selv eller andre?

Hvis jeg ingen betydning har, hvorfor så?

Vi mennesker søger sammen i grupper. – Vi hører til de „gregariske arter” (af latin: ‘gregarius’ “tilhørende en flok”) . Vi kan beskrives som en “ultra-social art” idet vores samarbejde og gruppedannelse er så udtalt, som det er. Vores udvikling er ganske enkelt koblet til social interaktion med andre mennesker. På den baggrund udvikler vi komplekse og forskellige sprog til brug for vores kommunikation. Det leder i den grad til, at vores neurale netværk og hjernen er blevet udviklet, som det er..

På den baggrund bliver det virkelig vigtigt, at bevæge sig sådan, at vi kan opretholde tilknytningen til en gruppe. Med det, at vi tillægges en vigtig betydning, og at vi udvikler og vedligeholder kompetencer til at relatere med andre mennesker og dyr.

Hvis et menneske føler sig “betydningsløs”, kan det opleve det som en eksistentiel trussel: “Hvem har brug for mig?” – Og hvis ingen har det, hvorfor skal jeg så overhovedet være her?”

Din og min “betydning” bliver på den måde til et meget sårbart og følsomt tema. Både at tale om, og ikke mindst i forhold til at få øje på:

Hvad betydning peger på, og hvordan den skabes eller opstår?

Hvad betyder betydning 😉

Den gængse måde at opfatte verden på, har sin rod i et mekanisk verdensbillede: At vi er afgrænsede individer eller enheder, som bevæges rundt om hinanden, og løbende kan “påvirke” hinanden.

Vi benytter gerne udtryk som:

“Jeg stødte lige ind i en kammerat på gaden”,

eller:

“Hun trængte til at blive holdt lidt, så det gjorde jeg”.

“Har du “fundet dig en kæreste”? – “Ja ham fandt jeg sidst år på festival”.

På trods af vores åbenlyse sociale adfærd, så betragtes vi som individer. Vi tildeles et nummer ved fødslen, og det knyttes til vores identitet. Den inkluderer f.eks også et bestemt “køn” eller andre “diagnoser” og labels, der kan klistres på os i vores “journal”.
Vores “stand” hører med til denne kategorisering: Samlevende, ægteskab, enlig, tidligere gift .. Mulighederne for at isolere os igennem disse prædikater er nærmest uendelig.

Vi gør det så godt, at der vel nærmest er uendelige kombinationer af labels, som kan bruges til individualisere os?! – og med det give os en fornemmelse af, at vi er adskilte fra de andre.

Men hov skrev jeg ikke lige, at vi måske skal ses som en ultrasocial art?
Jo!

På den måde kommer vi til at leve i en kontinuerlig konflikt imellem at ville høre til, og samtidig fremstå med et individualiseret “SELV”, der der forventes at “ stå stærkt i sig selv!”

ER vi „noget der sker‟?

Nagarjuna (2-3 årh), som jeg ofte henviser til, regnes for en af de mest betydende filosoffer i den klassiske Tantra.
Sine perspektiver på livet og det levende har også været til stor inspiration for den moderne systemiske teoridannelse.

Den er bl.a. grundlaget for, at vi er kommet på at udvikle konstruerede neurale computerbaserede netværk – så kaldte “AI” systemer eller LLM – Large Language Models.

En af de meget radikale forstyrrelser, som Nagarjuna skabte, var begrebet paticca-samuppāda – oversat til: Gensidig afhængig opståen.

Han redegjorde meget klart for, at intet i universet kan eksistere “i sig selv”. Alt, inklusive dét, vi kalder “jeg”, afhænger af vilkår og omstændigheder:

VI er ikke noget, som “er”, men “noget der sker” – alt bevæges metaforisk som et sammenhængende interagerende netværk uden egentlig fast substans.

Hvis jeg f.eks. vil løfte ét aspekt ud (fx “min identitet”), kan det kun forstås ud fra sammenhænge, relationer og betingelser, der er med til at skabe den.

Ja han går så langt som at vise, at ALT må være noget, der sker – i kontinuerlig bevægelse og forandring. At vi opfatter noget som “fast” beror alene på, at vi lærer at ignorere denne forandring, bl.a ved igennem vores sprog at give alt navne og betegnelser, som for os til at opdele verden i ting og forskellige kategorier, på trods af at intet nogensinde KAN være ens!

Du og jeg vil være ”noget andet, som sker” om et øjeblik, i morgen eller om 10 år. Og alligevel kaldes vi for “det samme”.

“Hej Jesper!” siger en bekendt, jeg ikke har set i mange år. Og fortsætter: “Ja du ligner jo dig selv!”

“Nej DET gør jeg ikke!” .. Kunne jeg svare. “ALT hvad der var, sidst vi mødtes, er forandret: fysisk, kognitivt, intellektuelt, kontekstuelt etc..”


“Jojo” ville han smile: “Men du er sku da den gamle Jesper endnu, kan jeg mærke – Sådan noget sagde du også dengang.”

En relation, som defineres og holdes fast af „sin betydning‟

Et vil være, at jeg som sådan, som “noget der sker” – over tid vil være “noget andet der sker”. Enhver forstyrrelse-, ethvert møde-, tanke-, bevægelse- vil også gøre “mig” til noget andet, der sker.

Du og jeg kan ingen egen eksistens „have‟, vi opstår som bevægelse, der bevæger. Det relateres endda uden at vi kan fryse det, som ser i “noget” vi har lært at kalde for EN RELATION.

Brugen af ordet: “En relation” er f.eks. et stjernegodt eksempel på, hvordan vi vil gøre “den forbindelse vi to har til hinanden” til noget FAST. Til noget vi f.eks. “kan arbejde på” og udvikle i den retning, vi gerne vil have det.

Endda som om “den” findes uafhængigt af alt det andet fuldstændigt uforudsigelige, der også sker ?

Kan du se, hvordan det at ville kende sin “betydning” i forhold til et andet menneske, også bliver til et forsøg på at “holde fast” i en sådan defineret relation?

….

Jeg vil invitere dig til at iagttage “det at relatere”, sammen med mig.

De dansendes betydning for hinanden?

Forestil dig at du ser dansende mennesker foran dig!
De danser til musik, som du ikke kender. De bevæger sig på forskellige måder. Indimellem tager de hinandens hænder for så at slippe dem igen.

De flytter sig glidende rundt i rummet. Du lægger mærke til at de indimellem ser på hinanden. Mødes i blikke, for så at dreje eller hvirvle rundt i noget, som fornemmes både synkroniseret og ind imellem også kaotisk.

Når de nærmer sig hinanden og måske tager kontakt hud med hud, virker det for dig som, at de sænker tempoet, og spejler hinandens bevægelser.

Med et kommer du til at reflektere over spørgsmålet i overskriften på denne artikel:
“Hvad betyder de for hinanden?”

Hvad vil du se efter i det, der sker, som kan give dig en ide om det?

Mon ikke du vil holde øje med hvordan de bevæger sig med hinanden?
Ligger betydningen hos den ene eller den anden? Eller vil “betydningen” skulle tolkes som en kvalitet ved det de gør, imens de gør det?

Har betydningen en “retning”? Kan den tilhøre den ene eller den anden? Opstår betydningen som medansvarlighed, sammenhænge der opstår og opløses, frihed og forbundethed – imens der danses – imens det, der sker, sker som det sker? …og i øvrigt komplet uforudsigeligt?

Kan “betydningen” ses som det, der sker “imellem”? Umiddelbart og spontant – og måske også i gentagelser, rytme, tempo og takt, der afstemmes – i samskabelse med musikken de begge hører, og lader sig bevæge af?
Altså: Ikke “ens”, men forskelligt – afhængigt af hvor rytmiske de hver især kan danse eller har gehør for takt og rytme? Eller hvor forskelligt de lader sig bevæge emotionelt af den?

At tillægge noget eller nogen en betydning?

Vil det at TILLÆGGE noget eller nogen en betydning være med til at forme, måden vi bevæger os med hinanden på? Vil det bevæge det, der sker i og som mig, anderledes, end hvis jeg tillægger det en “anden betydning”?

Vil det ikke bevæge, ALT det der sker? – Hvis “jeg” netop ikke kan være en ting, men opstår på ny og igen og igen i bevægelsen med “dig”?



En relation “forbinder‟. Dvs. bevæger og bevæges. Der relateres: Som noget der sker, og kontinuerligt forskelligt

Den har med andre ord ikke en retning.

Betydning, kan vi se som “måder, den bevæger på.”
Den kan ikke “tilhøre” den ene eller den anden. Ligesom adfærd også opstår imellem og kan bevæges umiddelbart og uforudsigeligt.

Gentagelse, rytme og takt kan stabilisere den og gøre den klar og lettere at følge.

I iagttagelsen af, – at vi opstår i og SOM denne relateren – uden en egen-eksistens – så at sige: Konstrueres spontant og øjeblikkeligt igennem og som måder der relateres på, da vil “betydning” være en formende, åbnende aktiv måde, det sker på.

Der er noget radikalt frigørende i det: At jeg ikke er afhængig af at “blive godkendt” for at være betydningsfuld – og samtidig at jeg heller ikke “bare” eksisterer, uden at det har indvirkning på alt muligt andet.

Vi finder i den måde at iagttage det på gensidig medansvarlighed, og sammenhæng, hvor både frihed og forbundethed er til stede.

Den ukendte far

Vi behøver end ikke at kende et menneske, der har betydning for os!

Jeg kan vise et menneske, som aldrig har set eller kender “sin far”, at denne far – naturligvis har stor betydning for, hvordan vedkommende interagerer og lever på. 



Hvis vi nu antager, at jeg kender denne far, og kan fortælle og hvordan han var /er – så vil alene denne fortælling bevæge og ændre dette menneskes opfattelse af sin og andres eksistens.

Måden vi bevæger os på og måden, vi kan beskrive bevægelsesmåder på, vil med-bestemme vores eksistens og interaktioner med det, vi igennem vores iagttagelse illusorisk “afgrænser” “os” fra.


Hvis denne måde pludselig også defineres af en ændret “betydning” .. Så vil alt ændres!

En deltager på i et fællesskab , får pludselig en “kæreste”. En ukendt mand, der tillægges stor betydning. Dvs betydningen er måske mere håbet om det, der kan ske i fremtiden med denne mand?

Det kan lede til, at den pågældende deltager med et vender sig væk fra fællesskabet for at koncentrere sig om sin “måske lykke”..

Prioriteter forskydes, alt ændres! Deltageren er ganske enkelt ikke “genkendelig” længere. Måden, der bevæges på, vil være radikalt anderledes.

Du betyder meget for mig!

Hvis jeg tænker eller siger til et menneske:

Du er meget vigtig for mig! Du betyder ganske enkelt meget for mig!

Så vil det ændre måden, der relateres på imellem os.
Det ændrer også, måden “jeg sker på”, og dermed måden “alt” sker på!

Når måden, “jeg sker på”, ændres, så ændres også måden “du sker på”, når vi er sammen!

“Du” er livet, jeg opstår med. Ikke “noget” eller en “nogen”, der skal bekræfte mig.

…..

Hvis jeg på den anden side forsøger at “aflæse”: Dvs. vurdere, om det, du gør i min tolkning, kan bekræfte mig i, at jeg er “God nok”, “Vigtig nok”, “elsket nok” – så vil det også bevæge “alt” hvad der sker.

Frem for alt vil det skabe en illusion om adskillelse i: Mig, Dig, Andre og: den målestok jeg bruger til at måle og betinge det med. Følelsen og overbevisningen om den adskillelse vil være smertelig og lidelsesfuld.



Det vi bekræfte et “selv” om at det er “alene” overfor “de andre” og endda også “dig”, som ikke ser mig, som jeg gerne vil ses. Hvilken smerte er det ikke for et – af naturen ultra-socialt væsen!

Kom og vær med til at undersøge, sådanne spændende temaer i praksis!