At søge Mening

At søge mening og betydning igennem et sprog og logik der i sin opbygning fungerer lineært og grundet i årsag og virkning, at som at forsøge at beregne retningen på en bunke marmorkugler der på een gang slippes løs på gulvet.

Den, der beregner, opdager ikke at disse kugler, hver eneste gang de slippes, vil tage forskellige retninger, og at deres bevægelse ikke erkendes ved at se noget “som en følge af noget andet”, men alene ved at iagttage den relateren som finder sted, ikke blot imellem kuglerne selv, men i (deres) interageren med alt, hvad der er, og frem for alt, det som ikke er.

Bevægelse

Det er, som at ville forstå det “at danse”, ved at reducere det til række frosne bevægelser der sammensættes i tid? Eller begribe tænkningen selv, som bestod den af en perlerække af tanker, der er knyttet sammen af en rød tråd?

Der findes ingen “bevægelser”, hvor der bevæges – og der ER ingen tanker, når der tænkes. Når en tanke vil fastholdes, er iagttagelse af tænkningen ophørt.

Bevægelse erfares, igennem bevægelse selv. Hvor bevægelse finder sted, er der intet. Var der “noget” ville dette stille sig i vejen for at bevægelse sker.

“Du kysser mig” siger een, og ser ikke at dette kys deler, så længe der er en, som kysser en anden?

At forstå?

At forstå det, som skrives her, rummer naturligvis den udfordring, at såvel det skrevne, som det intellekt, der måske forsøger at forstå, benytter et sprog, som betinger det beskrevne? Således kan det heller ikke fremstå som “sandt”, men alene fungere som en invitation til at bevæge. 🙂