Hvordan forhindres bevidstheden om kontakt? Når der tales og skrives om “kontakt” er det gerne i forståelsen, at kontakt er noget, som kan “skabes”? En tantra vil pege på, at kontakt er det som er. Det er imidlertid let ikke at ville se den!

Erkendes, hvad noget ER, igennem: At det gør?

Hvis jeg vil beskrive, hvad noget ER, vil det ske ved at hæfte ord på enten, hvad dette noget GØR, eller hvad der gøres for at skabe det..?

Jeg kan fortælle om “en blyant”, at den “er lavet af træ, der limes omkring et tyndt stykke sort grafit”. Videre: At dette “noget”, som beskrives med ordene: “En blyant” – afsætter en streg på en egnet overflade, når den presses med et passende tryk ind imod -, og bevæges hen over den..”

Beskrivelsen og forklaringen vil pege på bevægelse. Evnen til at forstå denne beskrivelse, beror tilsvarende på at kunne lade sig bevæge af denne beskrivelse, og typisk selv at have erfaret den eller noget lignende i sig?

“Hvad er det?” sagde Piet van Deurs

For mange år siden sendte Danmarks Radio en række udsendelser med titlen: “Hvad er det?”. En eller anden – gerne gammel ting – blev vist på skærmen i sin helhed eller i detaljer, og seerne kunne gætte på, hvad den mon “var”? … Forslagene der blev sendt eller ringet ind, handlede alle om, hvad den skulle bruges til , – havde været brugt til, hvordan den var blevet fremstillet, og hvordan den blev anvendt?

Iagttagelse vil i det hele taget fungere ved: At det som iagttages kan adskilles fra det, det iagttages imod og – af..
Det er sådan camouflage fungerer. Det som camoufleres “falder i et med” sine omgivelser eller formår at bevæge sig på en måde, som en iagttager ikke er i stand til at sanse.

Bevidstheden om kontakt

En Tantra handler helt basalt om at iagttage! …Og på ingen måde om at transformere, behandle, udøve terapi, give eller modtage, eller hvilke andre ambitioner vi ellers kan møde os selv og andre med?

Nagarjuna viser i sin “lære om den midterste vej” (Mula-madhyamaka-karika) at vores måde at bevæge os på, at fortælle og beskrive på, at tænke, at sanse, at møde etc… alt sammen betinges. Ikke bare af “hinanden” men også af det, vi kalder for vores “omgivelser”, og vores ide om at “være nogen”.
“Betinges” -således at det bliver illusorisk at se disse som “adskilte” fra hinanden?

Det kan synes meget vanskeligt at forstå?
Og når eksemplerne gøres enkle, bliver det måske lettere?

At skelne “ingenting” fra “ingenting”

Lad mig tage et stykke hvidt papir og kalde den hvide flade for “hverken ting eller ingen-ting”.
Nu tegner jeg med et stykke kridt en hvid cirkel midt på papiret.

Hvad er der “udenfor” denne cirkel?
Hvad er der “indenfor”?

… der er det, som var der uden bevægelsen: “hverken ting eller ingen-ting”

Hvis jeg så fjerner kridtet i den historie og blot markerer cirklen med bevægelse af hånden, så vil jeg stadig være i stand til at fortælle dig, at der er noget “indenfor” og noget “udenfor” denne imaginære kreds, som håndens bevægelse viser?

Så længe jeg markerer denne adskillelse med bevægelsen, vil det være muligt at tænke sig til: At der er noget udenfor den, og noget indenfor den? Jeg kan på den måde skabe en illusion om at det, der er udenfor adskiller sig fra det, som er indenfor?

…. Og det som er, vil både udenfor og indenfor være det samme “hverken ting eller ingen-ting“.

Bevægelsen gør det muligt at adskille

Bevægelsen – gør det muligt at adskille. Bevægelsen kan jeg kalde for: “at der skelnes”.

Nagarjuna peger på, at såvel omgivelserne, der skelnes i, det der skelner, og den iagttagelse, der finder sted, alt sammen kun eksisterer i relation til hinanden – eller som betingede af hinanden.

Som sådan vil de være “tomme”. De har ingen eksistens i-sig-selv.

Abstrakt med bevidstheden om kontakt?

Det synes voldsomt abstrakt for de fleste?
For at fornemme, hvad han inviterer til, må jeg “indlade mig på invitationen”.

Jeg gør det ved at tænke:

Hvis det nu virkelig fungerer som Nagarjuna beskriver det… hvad så? Hvad vil det føre til?
Samtidig afprøver jeg, om det er muligt at erfare det?

Hvis det forholder sig som Nagarjuna skriver, så må det fungere sådan, at det, jeg kalder for “jeg”, udelukkende har eksistens i kraft af såvel de “omgivelser”, dette “jeg” befinder sig i, OG den måde dette “jeg” iagttager – både sig selv og samme omgivelser.

“Omgivelserne”, “jeg” og “måden der skelnes på” – betinger hinanden. De er ET ….eller: Det samme “Hverken ting eller ingen-ting”.

“Ændres” blot en af dem (i denne beskrivelse), vil de alle simultant ændres.
“Jeg” har overhovedet ingen eksistens “i mig selv”.
“Illusionen om “Jeg” skabes” igennem skelnen. Altså måden der skelnes på.

(Det samme gælder også for “omgivelserne” og “denne måde”)

Jeg opstår i mødet?

Jeg kan også beskrive det som: At illusionen om “jeg” udelukkende opstår i mødet med “dig” (eller det) uanset om jeg bevæger mig, bevæges, fortæller, tænker, sanser…

Enhver adskillelse af os vil være illusorisk. Ingen af os eksisterer, SOM vi gør lige nu, uden dette møde, i dette øjeblik?

Hvis “kontakt” betyder “at der ikke er noget imellem”, så fører ovenstående til, at denne kontakt er: “Hverken ting eller ingen-ting”

… Og at skabelsen af “os” ER at etablere og opretholde illusion om “noget, der er imellem”.

Det er voldsom kost for de fleste mennesker.

Hvordan kan bevidstheden om kontakt erfares?

Ja det siger sig selv, at det i princippet ikke kan erfares – direkte.

Den, der erfarer, “det”, vil i samme sekund “ikke længere eksistere” som hverken ingenting, noget eller nogen.
Der ER med andre ord ikke nogen “erfaring” at gøre sig endsige at fortælle om?

Det erkendes, – og erkendelsen er “udelelig” – “tom” – “uendelig” …………………
I overensstemmelse med “sin natur”: “Hinsides beskrivelse og skelnen”.. “Hverken ting eller ingen-ting“

Hallo!

Er der så en PRAKTISK anvendelse af dette?

Praksis kaldes for “meditation” eller “Gom” .. “At iagttage naturen af det, som er..”
Herunder også at iagttage naturen af “iagttagelsen selv”, og af iagttageren – eller “det iagttagende”.

“Bevidst, opmærksom bevægelse” kunne jeg også kalde det. Og ingen af disse beskrivelser er sande som andet end invitationer til den praktiserende. Vel at mærke hvis vedkommende lader sig invitere af dem 😉 ?

At se, at illusionen om “sig selv” skabes i alle møder?

Forestil dig at du pludselig ser, at du i alle møder med alt, skaber dig selv?
Uanset om “du synes om” eller “ikke synes om”? Uanset om du går væk fra, eller hen imod?:

At du måske leder efter en partner, der skal være helt speciel for dig. Være sådan i din IDE: At han/hun kan matche din forestilling om, hvordan du selv er eller gerne vil være?

Lige så lidt som en hund kan være nogen ide om en hund, (Hvis det var sådan ville mit hoved være fyldt med hunde, som løb rundt og gøede), lige så lidt kan min ide om “min partner” på nogen måde være en sådan partner. For ikke at tale om “min ide om MIG!?”

Altså at få øje på, at måden jeg bevæger mig og bevæges, er det “jeg”, der kontinuerligt opfattes som “mig”? …

Det betyder, at jeg blot ved nøje at iagttage denne måde, allerede er ændret igennem denne iagttagelse. Jeg ser, at som, jeg bevæger mig, “er” ikke bare jeg, men også “du-i-mig” og “alt-andet-i mig”!

Jeg ikke bare berører mig i mødet med dig. Jeg skaber både dig og mig i mødet med “dig-i-mig..”

Ingen varighed – ingen begyndelse eller slutning, men forgængelighed

Dette inviterer til aktivt, bevidst, bevægende og iagttagende at mødes i erkendelsen om, at intet kan være “kendt”, idet det aldrig har været der “før”, men opstår lige her og nu endog uden at have nogen “varighed”…?

Hvis du f.eks. er stødt på en praksis i en Tantra, der handler om at iagttage “forgængelighed” – eller “tilknytning”, så kan den have afsæt i ovenstående…

Ja det lyder svimlende…

.. og sikkert “meget filosofisk” som nogen måske ville beskrive denne artikel om “bevidstheden om kontakt” som?
I samme øjeblik ville de så også have skabt sig selv, som en der (måske) helst ikke vil tænke “filosofisk” 😉

Hvis du vil være med i et udviklingsfællesskab, der undersøger såvel klassiske som nyere tantras igennem krop og bevægelse. Frem for alt mødets natur… så er Cupisofi og elskovskunst måske noget for dig?