Kærlighed og binding?

Kan kærlighed have noget med binding at gøre?

Hvor nogen eller noget er bundet, vil der ikke være frihed. Det er vel det, som ligger i betegnelsen “at være bundet”?
Ordet “frihed” peger på det, der er hinsides betingelse. Ikke frihed FRA eller frihed TIL, “bare” frihed. I frihed kan der handles ansvarligt. Dette står i modsætning til pligten.

Kan kærlighed binde?

Frihed

Må ikke kontakt til kærlighed og lyst være i frihed?

At søge efter og forbinde sig til et ideal, en tro, eller en fast overbevisning der kan rummes i en beskrivelse vil invitere ind i binding. Beskrivelsen selv binder i: “Det er dette, og ikke det andet”

At stræbe efter at være nogen eller noget i kraft af en anden eller andre, igennem tilhørsforhold til en familie eller gruppe, et land, en eller nationalitet, og derigennem skabe forpligtigelse både overfor sig selv og andre, vil binde.

Angst

Paradoksalt nok søges denne binding ud af angst. Angst for døden. Angst for ikke at “være”. I angsten fødes kontrollen som et forsøg på at skabe orden i det uforudsigelige. At sætte bevægelse i “form”. At finde sikkerhed i gentagelse.

“Det plejer jo at være sådan”. “Sådan gør man da”. “Dette er det rigtige”.

Leve ubundet?

Betyder det så, at jeg skal leve “ubundet”? Søge ikke at binde mig?

Det vil skabe præcis den samme binding. I det ubundne ses modsætningen til det bundne, og ud af dette opstår bindingen.

Er det muligt at leve i frihed og dermed i kontakt til kærlighed uden en følelse af at være bundet til ideologi, værdier, normer, guder, eller billeder af det sande, det det gode og det smukke?

Hvis det skal ske, må det være igennem en erkendelse af, hvordan denne binding skabes? Ikke bare den enkelte følelse af at være bundet, men HELE den måde hvorpå bindinger igen og igen konstrueres af intellektet.

Dette kræver en vilje til at iagttage, hvilket ikke betyder at “analysere”, og blot opmærksomt at have øje for det, der sker, imens det sker.

<3