Brug
I den seneste tid har jeg reflekteret over det “at føle sig brugt” af nogen. Jeg hører mennesker tale om, at de gerne vil, at der skal være “ brug ” for dem, ligesom udtrykket benyttes på formen: “Jeg har brug for dig” (eller for din hjælp).
Virksomheder skriver tilsvarende i annoncer, at de “har brug for en ny medarbejder”.
Når de fleste måske så kan genkende en følelse af “at være blevet brugt” – måske endda i betydningen “udnyttet”, hvordan hænger det så sammen?
Hvad betyder det overhovedet at “bruge” noget eller nogen?
At bruge – hvad betyder det?
“At bruge” anvendes når vi gør noget til et MIDDEL for at opnå noget andet. Jeg bruger f.eks. et værktøj til at save med.
Forestil dig at du møder et menneske en dejlig sommeraften, og at I fortsætter hjem for at elske med hinanden. Mødet er hedt, dejligt og lystfyldt. Vedkommende når klimaks, vælter sig om på ryggen, ler op i luften, rejser sig op for at tage tøj på, og udbryder:
“Så var det sku da godt, at jeg tog med dig hjem. Du var fandme et godt knald! Jeg smutter igen, kan du have det godt!”
Vil ikke den, som ligger tilbage, muligvis føle sig “brugt”?
I et andet eksempel møder en gammel dame en ung kvinde. Damen føler sig så ensom, og savner selskab. I sin længsel gør hun alt, hvad hun kan, for at få den unge kvinde til at være hos sig så meget som muligt.
Den unge kvinde mangler – eller er bare glad for penge. “Jeg elsker dem” siger hun. “De giver mig frihed til at gøre, som jeg vil. Rejse, købe en ny bil..etc.”
Forholdet imellem dem udvikler sig således at den gamle dame, langsomt men sikkert i sit behov for selskab og kontakt forærer den unge kvinde alle sine penge. Den dag kassen er tom, ser hun hende ikke mere.
Begge har brugt hinanden. Samværet er blevet gjort til et middel for at opnå noget andet.
At kysse
Jeg peger ofte på “det at kysse” som et godt eksempel på, hvad “brug” gør ved os. Hvis jeg kysser et menneske, og vedkommende spørger mig: “Hvad vil du opnå med det?”, så er kysset lige ødelagt. Det er gjort en “handel” – en studehandel.
Vi opdrages og uddannes til “at bruge”. Dvs. at gøre hinanden til midler for “noget større” for os. “Hvad vil du “bruge” din uddannelse til?” – lyder det. Svarer jeg: “Det aner jeg virkelig ikke – Jeg vil blot fordybe mig i dette emne” – så kan responsen lyde: “Pas nu på du ikke spilder din tid!”
Jeg ser det overalt.
Behandleren der vil hjælpe mennesker til at få det bedre, gør mødet og behandlingen til et middel for noget andet.
Blomster der plukkes for at blive brugt til dekoration, gøres til midler for at opnå noget andet.
Dyr, der skal bruges i Cirkus eller tjene som “råvarer” til en såkaldt fødevareproduktion, udnyttes – ikke som noget, der er levende, men som “ting”.
Frem for alt optræder det i relationer: Mennesker bruger hinanden til at “være nogen”: Vigtige, afholdte, populære, lækre, elskede.
Psykologen der har problemer med både at føle sig elsket og at elske, bliver afhængig af at få stadig flere “likes” på sine daglige selvhjælps-råd om kærlighed.
Måske er det derfor at skilsmisser kan være så hårde? De kan skabe en følelse af at have mistet sin indentitet, idet man gensidigt “brugte” hinanden til at give eksistensberettigelse i studehandlen?
I såkaldte spirituelle kredse findes dette også som “kontrakter” imellem mennesker. “Vi bruger hinanden i vores “proces” – hører jeg.
“Kan du hjælpe mig til at få bedre orgasmer? Så vil jeg gerne bruge dig..”
Jeg tror, at langt de fleste relationer fungerer som “brugs-relationer” efter devisen:
“Jeg har brug for dig… til…. “
Når noget eller nogen gives og henter “værdi” igennem brug
HELT paradoksalt giver det mennesker en oplevelse af, at de “har værdi” – når de altså kan bruges og benyttes af nogen til noget.
Mange skilter oven i købet med det på hjemmesider, som et udtryk for det særlige værd de måtte have, når mennesker udtrykker taknemmelighed for, at de har været dygtige?
Kan det levendes værdi virkeligt ligge i hvordan, og hvor meget det kan bruges? Eller har livet ikke netop blot værdi “i sig selv”?
Livets værdi ER livet. Livsimpulsen selv – lyst eller kærlighed om jeg vil.
Livet har og skal ikke have anden “mening” end at være levende. Kærlighed KAN ikke betinges af en grund eller noget formål.
Hvis Livet skal “bruges” til at opfylde en mission, har man gjort sig selv til en soldat .. der “ofrer sig” og andre (eller ofres) for “en større sag”?
Det lyder også som noget på et socialkontor ikke?… “Har du set Else Hansens sag?”
Findes der et alternativ til brug ?
Hvad sker der, når vi mødes uden at have et formål, mål, ambition eller hensigt om at ville have noget UD af mødet?
Vi mødes for at mødes – det er simpelthen bare det, vi gør.
Vi flytter ikke sammen “fordi…”. Vi gør det bare.
Når mennesker vil skabe et bofællesskab med en ide om “at spare penge”, “komme lettere omkring det”, “ikke være alene” .. “dyrke fælles interesser”, “lære noget”… eller hvad der nu kan gives som “grund” – så vil disse fællesskaber blive til studehandler.
De bliver til gevinstspil, hvor udbyttet optimeres, eller der i det mindste “holdes øje med, hvad jeg får ud af det….?”
Der opstår ingen kontakt. Hele dansen gøres til et maskespil, hvor der skal holdes en grimasse, der kan passe.
I det øjeblik der opstår konflikter, holdes de op i regnskabet, og kolliderer de med det ønskede “udbytte”, er det hurtigt at sige .. “Farvel med jer….” .
“Jeg drager videre. Jeg har fået så meget UD af at være her, lært SÅ meget – og det vil jeg nu bruge til at starte mit eget…. Tak for det.”
Sjovt nok kan følelsen af at blive brugt – eller være blevet brugt – opstå på et splitsekund. Præcis som i eksemplet med ham/hende, der blev gjort til “et godt knald”.
Penge er ikke vigtige i dette
Alt dette har intet med penge at gøre. Penge fungerer blot som et kommunikationsmiddel som alle andre. Med penge kan “brug” naturligvis kommunikeres særligt tydeligt… “Hvad skal et kys koste… f.eks.”. Eller “I denne uge tilbud – to massager for en´s pris!”
Eller i sætningen: “Jeg betaler dig jo for det….”… dermed gøres den som betales – og pengene til et middel til at opnå… til prisen.
“Målet helliger midlet”… er også et flittigt benyttet udtryk.
Tantra og brug ?
Har dette noget med “en tantra” at gøre?
I aller højeste grad.
Mange seminar-deltagere og mennesker, jeg har mødt i den ramme, som en Mahamudra tantra massage kan være, ser undrende på mig, når jeg siger:
“Der ikke er noget som helst at få UD af dette seminar/møde, og hvis det er et sådant ønske, som bringer dig herhen, så er det bedre, at du går et andet sted hen”.
“Jeg vil ikke bruge DIG til noget. Jeg vil ikke bruges af nogen til noget. Vi kan måske begge i stedet få øje på, hvad det vil sige at være (i) kontakt og relatere hinsides brug ?”
“Det vi gør, imens vi gør det, er det, som er” … (i øvrigt kunne den sætning også beskrive betydningen af ordet “Karma”!)
Ambitionen om udbyttet fungerer som “et begær efter noget”.
Lysten TIL (noget), der så ofte stiller sig i vejen for bevidst kontakt til Lyst og Kærlighed. I Ambition forsvinder frihed og binding tager over.
Den, der ser efter noget “bestemt” – dvs. sin “ide”, ser ikke det, som er at se, og slet ikke hvordan der ses.
I brug forsvinder empati
At vi bruger værktøj og redskaber er vel meget ligetil? Problemet opstår når det er det levende som skal “bruges”.
I “brug” forsvinder empati og opmærksomhed.
Med empati mener jeg evnen til at opfatte de behov, som ikke KAN udtrykkes i ord, fordi de i så fald ville blive til forventninger eller opfattes som krav.
“Er den kjole ny”… Siger han, idet han SER.
Ingen ville vel udtrykke som behov: “Jeg vil gerne have, at du kommenterer, når jeg har taget noget nyt tøj på!”
Det ville være lige så absurd og paradoksalt som at sige: “Jeg ønsker mig, at du helt af dig selv elsker mig!” … (Jamen det KAN ingen jo gøre “helt af sig selv”, når forventningen er blevet udtrykt og hørt!)
Behov kan vi se i det, den anden og vi selv gør. – De spejles i handling og ikke i betydning.
Der er f.eks. en verden til forskel imellem at bede den anden om at gøre noget for sig, eller blot at udtrykke et behov for at løse en udfordring for SIG… og overlade til den anden, om vedkommende f.eks. vil sige ja eller nej:
“Jeg udtrykker dette behov i mig” ( … og jeg gør IKKE dig til et middel til at opfylde det).
Hvad med alle de levende skabninger, som ikke er i stand til at kommunikere behov med ord? Også der må jeg SE! … MED-FØLE – (som måske hellere skulle hedde “med-sanse”?)
Er det bevidst?
Er alt dette så udtryk for bevidst brug?
Ønsker mennesker at bruge andre?
Desværre fungerer det nok sådan – ubevidst.
Er vi blevet konditioneret så godt og grundigt at, de fleste overhovedet ikke ville kunne se noget “mærkeligt” i gerne at ville bruges af nogen?
Mange lystne fantasier handler f.eks. om “ brug ”. Den, som bruger, er så opfyldt af begær efter den “anden”, og kommer på den måde til at bekræfte den brugtes “værdi” og berettigelse i livet.
“Han er blind af begær efter mig” .. siger hun, uden at tænke over om hun virkelig gerne vil føres rundt langs afgrunden af en, der ikke kan se?
Måske handler det blot om “at få øje på det”? Hvad det gør ved os, og måden vi omgås alt levende med, at gøre dem til midler i vores eget FOR- brug ?
Udfordringen er at slippe ambitionen om “at være nogen eller noget – i kraft af nogen eller noget”, OG den skyldfølelse der næsten uvægerligt vil opstå, når andre skuffes over, at man heller ikke vil give DEM deres eksistens-berettigelse igennem brug af det, de kan, gør eller mener at skulle “være”.
