Brug mig til din lyst! .. Når jeg iagttager min seksualitet, og hvordan jeg mødes med kvinder i den, så slår det mig, at et mønster gentages:

Jeg vil gerne være nyttig!

Jeg tænker umiddelbart, at det må være noget genetisk? Måske er det indlejret i at være mand?
Evolutionært set skabes mandligt kønnede deltagere i en population af de kvindelige.
Den letteste biologiske måde at formere sig på, vil være igennem en simpel celledeling. Den skaber imidlertid en kopi af sig selv. Det gør en population meget sårbar overfor drastiske og pludselige ændringer i omgivelserne.

En anerkendt hypotese peger på, at overgangen fra simpel celledeling til kønnet formering opstår i situationer, hvor der bliver behov for at skabe variation hos afkommet. Det sker for at øge chancerne for at nogle af disse variationer, vil overleve, under pludselige forandringer.

Før var alle “hunner”. Efterfølgende skabes forskellige hanner i stort overtal, således at hunnerne kan variere med hvem, de formerer sig med.
“Mænd” er således udtryk for en overflod. De lever i den omstændighed, at der er en eller flere hunner, som skal VÆLGE dem, hvis de skal have muligheden for at føre deres gener videre.

Er der brug for mig?

Hvordan bliver jeg valgt som mand?
Ved at være nyttig.

Hvori består nytten ud over at levere sæd som mit bidrag til kvindes reproduktion?
Ja for komplekse organismer i foranderlige omgivelser: I min evne som mand til at understøtte kvinden og yngelplejen så længe hun er i stand til at reproducere sig selv.
Jeg skal ganske enkelt være til gavn for den opgave!

“Hvad skal jeg med en mand, som ikke hjælper til?”.

Måske har du som mand hørt den sætning i en eller anden konflikt med en kvinde, du levede- eller lever sammen med?”
Den udtrykker noget helt biologisk fundamentalt, der også handler om sex og seksualitet!
Jeg har altså en opgave:
“Jesper: Vis at du kan bruges til noget nyttigt!”

Er det ok det jeg har lavet?

Mon jeg er den eneste mand der, hvis jeg har repareret- eller lavet noget i huset, søger en kvindes anerkendelse for det?
“Hvad synes du om det?… Er det ok sådan”?

Hvis hun så siger:
“Ej sådan havde jeg godt nok ikke lige forestillet mig det!” Så mærker jeg uvilkårligt et emotionelt “stik i kroppen”. Ikke så meget i relation til hvordan jeg nu har udført arbejdet, men at jeg ikke oplever mig god “nok” til den opgave, der skulle løses.

For hende vil bedømmelsen typisk handle om “sagen”: At hun vitterlig havde forestillet sig noget andet. Jeg får det helt irrationelt let til at sige noget om, hvordan hun ser mig som mand.

Brug mig til din tilfredsstillelse!

Denne eksistentielle søgen efter accept af det, jeg som mand gør, og hvordan jeg gør det? Kommer meget let spejle sig i elskoven også. Den viser sig som impuls til at stå til tjeneste og gøre “det” godt nok.
Det er en voldsom motiverende kraft at fornemme hendes åbenbare nydelse i de møder. Den kan blive så attraktiv, at der i lysten og liderligheden nærmest ingen begrænsninger er på min villighed til, at være til rådighed for hendes tilfredsstillelse.

Ja jeg vil gå så langt som at skrive:
At være et redskab for hendes tilfredsstillelse nærmest uden forbehold.

Jeg kan sanse det som en drift efter at VÆRE SOM hendes krop og sind. At hun principielt kan gøre med mig, hvad hun vil!
Det kan virke sådan, at jo mere min villighed udfordres eller sættes på prøve, jo mere ophidses jeg af det!

Måske er der en sammenhæng imellem det, jeg erfarer i denne henseende, og de klassiske heltekvad, der er blevet skrevet igennem tiden? Hvor ofte handler de ikke om mænd, der gør alt, for at opnå en eller flere kvinders gunst?

Noget eksistentielt?

Følelsen af at “blive brugt til hendes seksuelle tilfredsstillelse” kan være meget ophidsende. I den forsvinder ganske enkelt alle forbehold!

Jeg har iagttaget, at det ikke er muligt for mig at afgøre, om denne overvældende spontane lyst opstår VED, at jeg lægger ethvert forbehold til side?
Eller om alle forbehold forsvinder, når jeg erfarer kvindens utilslørede intention om at “bruge mig som hun vil” til sin tilfredsstillelse.

Der er muligvis ikke et enten-eller i den forbindelse? Det opstår “bare”, som noget der sker: Noget eksistentielt biologisk i min krop.

Hvad, jeg også iagttager, er: At det at lade hende tage styringen i det seksuelle elskovsmøde, gør at hun på den måde viser et så aktivt samtykke til det intime, at enhver tanke om, at jeg kunne være “for meget” fordamper. Jeg lader hende lede, hvordan hun vil have mig ind i hendes krop og sind.

Hvis noget skal ind i os – i det intime – vil vi selv have styr på, hvordan det sker! Den autoritet over egen krop bliver i mødet fuldstændigt hendes. Jeg lader mig bevæge af- og som hende selv.

Jeg ER hendes hænder, mund, baller, stav, kusse .. Ja det hele – “brug mig!” Og på INGEN måde “passiv”. Hendes bevægelse bliver også -min. Det er kun muligt i overordentlig opmærksom interaktion.
…
Er der nogen, som kan genkende og spejle sig i denne beskrivelse? <3