Giacomo Casanova (1725 -1798) er i folkemunde kendt som en legendarisk forfører, der siges at have elsket med over 1000 kvinder igennem hele sit liv. De færreste ved, at han også var en dybsindig, vis, og umådeligt interesseret mand, der igennem hele sit liv nærede den største respekt for det kvindelige og de kvinder, han mødte og elskede.

Andre mænd kaldte ham for en “forfører”. Hvilket måske i virkeligheden udtrykker en vis ringeagt overfor det kvindelige – i fordommen om at en kvinde ikke er i stand til at passe på sig selv og derfor naturligvis må være let at forføre..

Kvinderne følte sig ikke forførte men inviterede. Det siges om Casanova og de kvinder, han elskede og elskede med, at de efterfølgende huskede møderne med Casanova med glæde, lyst og omsorg uden fortrydelse.

“Den Freuden meiner Sinne galt mein Leben lang mein Hauptstreben; etwas Wichtigeres gab es for mich niemals. Da ich mich für das andere Geschleckt geboren fühlte, habe ich es stets geliebt und habe alles darangesetzt, seine Liebe zu gewinnen.”

Citat: Aus meinem Leben, Giacomo Casanova

“Glæden over mine sanser var igennem hele livet min væsentligste stræben. Noget vigtigere var der aldrig for mig . Da jeg følte mig født for det andet køn, har jeg altid elsket det og satte alt ind på, at vinde dets Kærlighed”

Giacomo Casanova og jeg

Måske kender du den følelse at læse en biografi om et menneske, og så umiddelbart genkende dig selv i det skrevne?

Sådan er det for mig at læse Giacomo Casanovas selvbiografi. Den handler ikke om en mand, der er drevet af liderlighed, og blot vil “erobre” den næste kvinde.

Han har således intet til fælles med Don Juan i den stærkt moraliserende myte af samme navn, der første gang blev skrevet ned i 1630. På trods af at de to ofte i flæng nævnes sammen.

Giacomo Casanova fremtræder på mange måder som den meget tidligere Zhuangzi i det kinesiske Taoistiske hovedværk af samme navn.. Med undertitlen: “Spontanitetens bog”

Et enkelt sted udtrykker han det meget præcist: “Mein Handeln zeit meines lebens war mehr durch das Gefühl als die Überlegung bestimmt..”

“Min handlen var igennem livet mere bestemt af mine fornemmelser end af overvejelser”

Giacomo Casanova – og kærlighedens natur

Han var optaget af at undersøge “Kærlighedens natur”, og fik derigennem øje på, at den bevidste opmærksomme kontakt dertil ikke lever, når nogen bindes i en relation.

Den opdagelse og det synspunkt, gjorde ham naturligvis ikke nødvendigvis populær i gejstlige kredse, eller hos de mænd som fandt det nødvendigt at gøre kvinder “svage” som eneste middel til at hævde sig selv i en illusion om at være stærke.

Det fortælles om Giacomo Casanova at: “Han gik til dueller med afslappet ro og uden at skænke det bekymring”. Der må altså have været flere af dem? Han døde i øvrigt som 73 årig af en infektion og naturligvis af alder.

Han beskriver bl.a. kærligheden med følgende ord:

“Hvad er da Kærligheden andet end en slags nysgerrighed, som jeg vil vædde med, er den stærkeste, man kan finde i Naturen?”

Citatet peger på noget helt centralt. Evnen til at undres! – Til at se uden at konkludere noget som værende sandt. At se, at en hvilken som helst beskrivelse af en “sandhed”, vi kan opfinde, blot vil binde opfinderen i sin egen ignorance. Det er sådan illusionen om at være afgrænset skabes.

Denne åbne iagttagende og undersøgende praksis – der intet vil ud over at se. Se, AT der ses. Genfinder jeg overalt i den klassiske Tantra.

Hos Giacomo Casanova blomster den i mødet med kvinden og det kvindelige. Og det helt utroligt berørende for mig er at se, hvordan han i de møder, sanser sig: Hende i sig.

Han inviterer hende ind. Fyldes af hende i denne uudgrundelige, bevægende, undren, der ikke søger nogen svar.

Tantra og sex?

Mange vil sige at Tantra intet har at gøre med sex. De siger det på trods af, at de alle er kommet til live igennem sex! Sex har været forudsætningen for at de overhovedet er i stand til at tænke på “Tantra”.

I udsagnet skjuler sig en opfattelse af, at “en Tantra” beskriver en ideologi.
Det gør den ikke… Den inviterer til “iagttagende praksis”: Til at transcendere og erfare hinsides beskrivelsers begrænsninger.

Det betyder også, at den ikke “kan bruges til “noget””.

I det øjeblik denne praksis gøres til et middel til at opnå et mål, vil den lukke sig.
Øjet der ser, bliver mat.
Spejlet der ellers kunne reflektere det, som er, SOM det er, fedtes ind i ambition og illusionen om “selv”.

At elske og mødes i VIL ..og ikke i “VIL NOGET”

Jeg elsker at elske. Dette at vi ingen steder skal hen, ikke vil NOGET med hinanden, men bare mødes i “VIL”. Jeg har elsket kvinder, og det kvindelige hele mit liv.

Der er intet, jeg vil have fra hende! Sådan fungerer det ikke!
Jeg genkender hende i mig.
Når, jeg ser hende, erkendes grænsens illusoriske natur.
Jeg ser, at jeg ikke er form men bevægelse.
Ikke “min bevægelse”, ikke “hendes bevægelse”. Men at bevægelse er det, som gør.

Det er uendeligt sårbart, sanseligt – og SÅ let at blokere igennem kontrol og angst.

Giacomo Casanova – sin selvbiografi

Giacomo Casanova selvbiografi rummer en enestående mulighed for mænd og kvinder.

En invitation til at møde kvinden og det kvindelige på en helt anden måde end det, de fleste kender:

Han sammenligner det møde med at læse en bog.

Den mand, som ikke rigtigt gider at læse, vil kigge på omslaget, for at se om det virker spændende. Fanges han ikke af blikfanget lægger han bogen til side,

Måske bladrer han den hurtigt igennem “bare for at skabe sig et hurtigt indtryk”.

Han, som gerne læser og har læst mange bøger, ved, at indholdet ikke kan skues på omslaget.
At en bog hverken består af omslag, indbinding, bogstaver og papir – men af, hvordan den bevæger og læseren lader sig bevæge af den?

En levende bog vil ikke læses hurtigt. Det modsætter den sig.
Den vil læses opmærksomt.
Det fordrer interesse, nærvær og ingen hast.
Den er ikke til “brug”. Den et udtryk af natur, af lyst, af liv!
Jeg ser den som en en frugt, der er modnet fra knop og bestøvet blomst.
Når en bog læses sådan, tages den IND…

Jeg kan ikke “trænge ind i en bog”. Den flyder ind i mig af sig selv, når jeg tør åbne mig opmærksomt for, at det sker.

Det erkender den, der virkelig ser – Og ikke blot gør sig til slave af sin lidenskab og sit begær.

Han, som IKKE gerne læser (i den metaforiske betydning), “bliver offer for det overfladiske og koketteri. Det er den værste kval for den, som lever i kontakt til kærlighed.”… Lyder det fra Casanova.

Alene i denne metafor bliver han vel ret aktuel, i forhold til diverse “dating-apps” og den kultur der udvikler sig omkring dem?

At drukne ved floden af Venus

Måske vil jeg en dag skrive mine erindringer om kærlighed, elskov og vidunderlige sanselige møder? Om den lethed der følger af at leve i bevidst kontakt til Lyst. At være tydelig i den. Stå ved den, og ikke lukke den inde bag en mur af skam.

Jeg vil skrive om at drukne ved foden af Venus og fyldes af hendes livgivende nektar.
Om at skumrides af Freja med hendes hæle i mine flanker.
Om at ligge ved hendes bryst og mærke hendes hånd om min Zepp…. Og ikke mindst, når hun inviterer mig til at bade sine æg med mig…

Frem for alt:
… Om at erkende det mandlige, når jeg lader kvinden være i mig.

Giacomo Casanova forudså, at de fortællinger om sine elskovsmøder, der ville forarge moralisterne, samtidig ville være de fortællinger, som vil få dem til at læse dem. Det, som frastøder dem, vil tiltrække dem…

Da jeg læste det måtte jeg le højt.

Det har jeg mødt, lige så længe jeg har elsket.

Vil du være med til at undersøge sammen med os, som mødes på Mahamudrainstitut, så kig her: Cupisofi .. eller kom og få en fornemmelse på vores Påskecamp