“Consent” udtrykkes flydende emotionelt og i bevægelse. Det er intet løfte eller resultat af en forhandling, og skal ikke gøres til det!

I går skrev jeg om koncepter, og tog afsæt i konceptet: “The wheel of consent”, der er udviklet af Betty Martin, med intentionen om udforske dynamikkerne af samtykke, grænser og berøring i relationer og interaktioner.

Hvordan skabes consent?

Konceptet om Consent er designet til at hjælpe mennesker med at forstå, hvordan de kan kommunikere klart om, hvad de vil, hvad de ikke vil, og hvordan de kan give og modtage på måder, der er autentiske og trygge for alle parter.

Det fik jeg nogle reaktioner på.

I hvilke møder skal vi ikke passe på hinanden?

Jeg er i den grad FOR, at det at mødes omkring krop, berøring, intimitet, sårbarhed måske endda nøgenhed og seksualitet simpelthen fordrer, at det kan ske på en måde, der gør det lettest muligt at passe på hinanden.

Ja gælder det ikke for ALLE møder, vi har med hinanden?

Jeg kan skrive det samme for møder i en Judo-klub, en Taekwondo Dojo .. Eller endda til Tango undervisning. Vi kan umiddelbart tænke, at jo tættere kropsligt vi bevæger os med hinanden, jo mere vigtigt er det?

På mange arbejdspladser hvor der ikke er nogen fysisk kontakt imellem mennesker, kan det også føles virkeligt svært at bevæge sig i integritet og passe på både sig selv og andre!

Så lad mig forsætte refleksionerne fra i går med først at undersøge hvilke hypoteser og grundantagelser der ligger til grund for konceptet: “The wheel of Consent”:

Hypoteser bag “The Wheel of Consent”

Den første jeg ser er antagelsen om: 


At mennesker handler rationelt i relationelle sammenhænge. 



Hypotesen er, at mennesker kan handle rationelt og bevidst i deres relationer og vil være i stand til klart at navigere mellem forskellige roller af at “give”, “modtage”, “tage” og “tillade”. 



Jeg erfarer at mennesker ikke handler rationelt men emotionelt og hinsides forklaring og beskrivelse. Det rationelle søger efter “mening” og “forståelse”. Det præcis som det, der er ideen med “koncepter”.

Vi lærer at tænke i koncepter!


Vi gør det ved at reducere alle de mange forskellige sanseindtryk og emergente emotionelle reaktioner på dem, til “noget der kan forklares”.



Tænk bare på, hvordan det føles når nogen spørger dig: “Hvorfor er du ked af det? Vil du ikke lige forklare mig det!”

Kan du også genkende, hvordan det spørgsmål mere inviterer dig UD af ked-af-det-heden, og ind i en følelse af at skulle betinge og forsvare noget, der helt ubestemmeligt, kontinuerligt bevæger dig uforudset og absolut ligger hinsides en definition!



Hvis du gerne danser med et menneske, så må du hare erkendt, at det kan ingen tænke sig til.

At danse – ligesom at elske eller at slås og at lege – fungerer emotionelt og impulsivt sanset.

Kan vi kommunikere klart om consent?

En anden hypotese ser jeg som at:

“Ensrettede” intentioner kan afdækkes og kommunikeres klart:

Den peger på en antagelse om, at hver persons intention i en given handling kan afdækkes, forstås, og kommunikeres klart og præcist.

Som jeg ser det, vil intentioner være tvetydige, skiftende, og sammensatte, især i dynamiske og komplekse relationer. …. I særdeleshed hvis det er første gang, vi møder hinanden.

Intentioner “fornemmes” emotionelt og frem for alt: Ved at iagttage og sanse et andet menneskes måde at bevæge sig på – i mig. Det gør vi spontant i det øjeblik, vi bare ser hinanden på afstand.

Kan samtykke reduceres til en praksis af ‘ja’ eller ‘nej’

En anden grundlæggende hypotese er, at samtykke kan reduceres til en beslutning om at sige “ja” eller “nej” til “en handling.” 


Den antagelse ignorerer fuldstændig de mange nuancer af, hvad det vil sige at tvivle, føles sig usikker, eller åben for udforskning. Kroppen bevæger sig ikke i absolutter!

Vi handler ikke i en perlekæde af handlinger: “Først den handling og så den handling…” En handling” findes ikke. lige så lidt som “EN bevægelse” heller ikke gør det. 

At leve udtrykkes i kontinuerlig uendeligt-facetteret bevægelse hinsides form

Både ’ja’ og ‘nej’ svar har i øvrigt samme funktion: At binde i forventning!

Kan klare aftaler om consent skabe forudsigelige udfald ?

En anden hypotese er, at ved at indgå klare aftaler, kan udfaldet af, hvordan vi bevæger os med hinanden forudses og kontrolleres.

Maskiner kan kontrolleres – og mennesker kan nærmest presses ind i illusionen om at de fungerer som maskiner.



Erfaringen siger, at de områder, hvor mennesker mødes omkring mange aftaler og kontakter, også er de steder, hvor de største konflikter opstår!



Hvis vi mødes uden at lave aftaler og i stedet i et fælles sprog, så mødes vi med en meget større opmærksomhed på, hvordan vi bedst muligt “bevarer relationen”.

Vi bliver undersøgende på, hvordan vi løbende kan finde måder at bevæge os sammen på, som gør det mindst stressende for alle.



Disse undersøgelser er ikke af intellektuel karakter. Iagttag bare dyr. f.eks. heste, hunde, katte, fugle.. Hvordan de igennem opmærksomme variationer i måderne, de nærmer sig hinanden på, måske kan finde en passende afstand og intimitet – eller helt undgå den!

At passe på hinanden, handler ikke om “kontrol” — tværtimod.

Det at relatere er præget af uforudsigelighed, uigennemskuelighed og kontinuerlig bevægelse og forandring. Det gælder for alt levende!



At opnå kontrol over et emotionelt møde igennem er illusorisk. Jeg ser det som et forsøg på at reducere, fastlåse eller forudsige noget, der sker kontinuerligt, dynamisk, komplekst og emergent “skabes på ny”.



Vil du selv sige, at du emotionelt sanser det “samme” fra minut til minut?

Emotionalitet ser jeg som: Bevægelse, forandring, flydende, dynamisk og fuldstændig uhåndgribelig irrationel. 



Vi kan øve os sammen i at få øje på, at ingen af os KAN have en afgrænset egen-eksistens. Vi bevæges kontinuerligt af hinanden. Hvad du ånder ud, ånder jeg bogstaveligt ind! og omvendt.



Det er da i udgangspunktet helt vildt intimt!


Et spørgsmål vi må stille, kan være:

Hvordan bevæger vi os forskelligt fra gang til gang i alle de mia. møder vi erfarer fra vi fødes til vi dør?



Det kan vi undersøge i en opmærksomt iagttagende praksis, som først of fremmet handler om at slippe alle koncepter og i stedet lytte, se, sanse, mærke, dufte, smage, vibrere, ryste, flytte sig, etc… 



Hunde, heste og katte …og alle andre dyr med dem – aftaler altså ikke noget. De styrer ikke møderne konceptuelt med hinanden!

… Og de er MESTRE til at passe på og til at bevæge sig i sanset fornemmet kontakt med det, som sker omkring dem.