At danse fungerer som en fantastisk metafor på “at leve”. At danse betyder at bevæge sig – i sig selv, med andre og i samklang med omgivelserne, jeg danser i . Ofte kan det være svært at se hvem det er der, som danser med hvem? Hvordan der danses?

Mine første danse

Fra jeg var nyfødt – ja sikkert før – lærte jeg at danse. Først med min mor, så min far og mine søskende.

I børnehaven opstod der nye danse – i skolen endnu andre. Jeg fandt mine favoritter, hvor jeg følte mig mest kompetent. Jeg tog dem med mig og lagde flere bevægelser til. Variationer og improvisationer. På studiet, arbejdspladser og i mødet med de menneske jeg ellers relaterede med.

At relatere

Det er det, “at relatere” betyder: At danse med hinanden.

Når, vi begge kender den samme måde at danse på, går det let. Gør vi det ikke kan det blive svært. Takt, rytme og tempo kommer ikke rigtigt til at passe sammen. Det giver knubs og stød. I det mindste indtil vi har lært den nye fælles dans? Så går det. I det mindste når det bare er os to.

Er vi flere sammen, så bliver det meget mere kompliceret! Der mærker jeg en tendens til, at jeg så bare finder den gamle dans frem… Altså den jeg har øvet 100.000 gange før.

Er “Jeg” dansene, der danses?

Jeg tænker, at de danse, jeg har øvet mig på længst, vil være nogle af dem, jeg kender bedst? De opstår spontant .. Min krop og intellekt behøver blot en enkelt impuls, så bevæger alt sig, som det er øvet – igen og igen…

Det, jeg kalder for “jeg”, udtrykkes måske simpelthen i bevægelse, der tilpasses de omgivelser, jeg lever i? Det er det, jeg kalder for “at danse”.

Egentlig er det ikke sådan at forstå, at der er “nogen”, som danser. Altså noget, der ikke er bevægelse.
Det jeg er.. ER bevægelse.
Bevægelse der er “tillært”, spejlet, kopieret og tilpasset.

Ikke altid frydefuldt

Det handler ikke om, at disse danse nødvendigvis er skønne eller smukke. Nogle af dem er såmænd ikke nogen fryd at iagttage.

Det gør ingen forskel. Danset bliver de. Der er en nytte i dem. Den nytte, at jeg dengang passede på mig selv, ved at danse og forfine bevægelserne i dem.

Det gør jeg stadigvæk… Som jeg nu kan. Jeg opsøger sammenhænge, der danser danse, jeg kender godt?

At danse anderledes – hvordan?

HVIS det nu fungerer sådan. Så er det ikke sådan lige til at ændre vel?

Er jeg en mester til “Samba” og fungerer den godt i de fleste sammenhænge, hvad skulle så få mig til at danse Tango? Vil det ikke være forbundet med stor usikkerhed og måske ubehag og angst?

Oven i købet vil den eller de, jeg danser med, måske være meget mere kompetent til det?

Misbruger-dansen, perfektions-dansen, opfarende-far-polka..

Lærte jeg at danse misbrugs- eller at-leve-sammen-med en-misbruger-dansen med misbrugende forældre, så vil det være den, jeg kan bedst. Jeg ved, hvordan jeg finder en vej for mig der. Jeg mærker, hvordan det trods det ufatteligt svære, alligevel lykkes at finde en rytme.

Hvor let og tilfredsstillende er det så ikke at føle mig kompetent med en misbruger i mit voksne liv? Oven købet vil min næste dansepartner sandsynligvis også have kendskab til de trin.

Var det “perfektions-dansen” jeg måtte lære i min opvækst, “den bekymrede mor-dans”, “opfarende-far polka”, “sød-pige-cha-cha” eller “uforudsigeligt humør-dansen” så vil jeg måske finde sådan nogle at danse igen…

Ja det lyder skørt. Og det er i de danse, jeg kender, jeg finder den største tryghed. For de, som ikke kender dem, er det uforståeligt. Men de kender jo netop ikke den dans. De danser nogle andre.

…….

Endnu en tur i parforholds-manegen

Lyder det genkendeligt? Jeg undrer mig over at så mange, igen og igen f.eks. tager den samme tur i “parforholds-manegen”. Falder for en mand eller kvinde, der i sine grundtræk minder om den forrige. På trods af, at de jo har erfaret, at det ikke virkede specielt godt?

I virkeligheden “finder de ikke nogen” – de søger måske hen til de danse, de kender bedst, og føler sig tilpasse i?

Forelskelse

Mennesker forelsker sig ikke i hinanden. De forelsker sig i sig SELV i mødet med den anden. Kan godt “lide sig” når de er sammen med vedkommende. Det varer, indtil de ikke kan lide sig mere i mødet. Selv der kan det så være svært at træde ud af den dans, som kendes så godt.

Måske fordi de intuitivt fornemmer, at det næste kunne risikere at blive ligeså vanskeligt?

Kan jeg komme “ud” af det?

Hvordan kommer jeg ud af denne ubevidste spiral?

Ved at se det…! .. Og bevidst gå uøvet ind i de dansemøder, hvor jeg føler mig inkompetent og utryg.

Ved at se, HVORDAN jeg lærer at danse en ny dans?
Hvordan jeg udvider min bevægelses-kompetence i mit sind og min krop?

De er et…. Bevæges “sindet” – bevæges hele jeg. Bevæges “kroppen” – bevæges hele jeg. Krop bevæger sind. Sind bevæger krop.

Jeg ER samtidig fælles interaktion?

Jeg kan iagttage, at jeg ikke ER andet end “samtidig fælles interaktion” i de omgivelser, jeg både bevæges af- og selv både påvirker og medskaber.

Friheden åbenbares, hvor jeg opmærksomt læner mig ind i det, der er… uden at ville kontrollere det i den retning, hvor jeg automatisk føler mig mest kompetent.

Friheden viste sig, da jeg ophørte med at søge i andre, hvad jeg i stedet kan se i mig selv.

“Stabilitet”opnås ikke igennem form, men ved at se og erfare, at al form skabes igennem bevægelse hinsides form: At formen bliver et udtryk af det formløse..

Kom og se det sammen med os. Cupisofi og elskovskunst

Måske vil du snuse til det på vores sommercamp den første uge i August?